Fem grunde til, at vi har akut brug for Grundtvig

KOMMENTAR: Grundtvig fylder 237 år i dag, den 8. september 2020. Og ikke desto mindre er hans tanker stadig unge og friske – og helt nødvendige i en tid, hvor åndsfriheden indskrænkes, hvor individ og fællesskab er gjort til modsætninger, og hvor fremtidsoptimismen er svær at få øje på.

N.F.S. Grundtvig levede fra 1783 til 1872, i en helt anden tid. Ikke desto mindre er han mere aktuel end nogensinde. For han taler imod vores tid – og det er der brug for. Her er fem gode grunde til, at vi skal høre, hvad han siger.

1. Grundtvig vidste, at frihed er farlig – og ville den alligevel

I løbet af Grundtvigs liv blev han en stærkere og stærkere fortaler for ytringsfrihed og religionsfrihed, eller hvad man samlet set kan kalde for ’åndsfrihed’. Og i dag er åndsfriheden under pres. Fra flere sider. På Christiansborg har man de seneste år haft en villighed til at lave love eller stille lovforslag, der retter sig mod bestemte holdninger eller overbevisninger. En af de alvorligste, som jeg ser det, var den såkaldte ’imampakke’ fra 2016, der sætter et skel mellem, hvad man må sige som almindelig borger og som ’religiøs forkynder’ i forbindelse med religiøs oplæring eller forkyndelse. Der er altså lavet en lov, der giver dig lov til at sige noget som fodboldtræner, men ikke som præst.

Der har også været stillet forslag om at forbyde muslimske friskoler. Og om, at man skal screene ansøgere om statsborgerskab for bestemte holdninger. Man skelner altså ikke – hvad Grundtvig kæmpede for – mellem holdning og handling. ’Munden fri, hånden bundet’ lyder en velklingende udlægning af Grundtvig, som vist nok kan tilskrives venstrepolitikeren Bertel Haarder. For Grundtvig var det afgørende, at det var tilladt at have et ståsted, en tro, en overbevisning, og at kæmpe for sin overbevisning. Men selvfølgelig kun med ordet – ikke med vold eller tvang.

Presset på åndsfriheden kommer også fra andre steder end Christiansborg. Det kommer fx fra det, man med nogle af de nævnte lovforslag gerne vil bekæmpe: ekstremistiske personer eller grupper, som vil det frie samfund til livs. Og det kommer fra techgiganter, der efterhånden har nærmest monopol på vores kommunikation, og som i høj grad selv definerer reglerne for, hvad for noget indhold der skal slettes. Og det kommer fra almindelige brugere af sociale medier, der i højere grad stiller krav om, at hadefuldt eller krænkende indhold slettes, end at grænserne for ytringsfriheden defineres ad juridisk og demokratisk vej.

Det er ikke noget nyt, at frihed medfører, at nogle mennesker misbruger den. Det vidste Grundtvig også, når han fx skrev om ”friheden med alle dens farer.” Imidlertid følger det med, når man vil insistere på ytringsfrihed, at den også gælder synspunkter, vi ikke bryder os om. Den diskussion er af allerhøjeste vigtighed i dag.

Og så er det værd at huske på, at tilværelsen ikke var tryggere i gamle dage. Selvfølgelig var det noget andet, der var farligt på Grundtvigs tid, end det er på vores. Men farefri var tilværelsen ikke – heller ikke dengang.

2. Grundtvig havde blik for både ’det enkelte menneske’ og ’det fælles’

Grundtvigs frihedstanker tog afsæt i det enkelte menneske: Enhver skal have mulighed for at stå ved det, han eller hun mener og tror på. Samtidig var han om nogen en tænker, der formulerede sig om det fælles: Det fælles samfund, det fælles folkelige liv og det fælles liv som menighed.

Nogle har i dag travlt med at kritisere individualismen. Andre har travlt med at dyrke den. Man kan i disse diskussioner få det indtryk, at det nærmest er et valg mellem individ og fællesskab. Men Grundtvig er eksponent for en tredje position – en position, hvor det individuelle og det fælles betinger hinanden. I Grundtvigs idé om et samfund kan dette samfund godt holde til, at der er enkeltindivider eller grupper, der vil noget andet end flertallet. Faktisk er dette netop udtryk for, at samfundet udgør et fællesskab af frie, myndige borgere.

3. Grundtvig skelnede mellem almue og folk – og ikke mellem folk og elite

I dag taler vi ofte om at være folkelig som noget, der betyder at ’komme ned på jorden’. Vi bruger udtrykket ’folkelig’ som en modsætning til det at være ’elitær’. For Grundtvig, derimod, står det at være ’folk’ i modsætning til det at være ’almue’. Et folk er et samfund af mennesker, der tager ansvar for at lave samfund sammen. At være folk er at være myndig. Højskolebevægelsen, som Grundtvig var med til at formulere tankerne til, var netop en bevægelse, der sigtede på, at mennesker skulle blive myndige. Ikke ved at blive talt til af en lærd professor, men ved selv at indgå i samtalerne og vokse med det. Grundtvig havde høje tanker om mennesket – det kan jeg godt lide.

Spørgsmålet om det myndige folk bliver sat på spidsen, når vi diskuterer identitetspolitik. For betyder det at være ’myndig’ i et demokratisk samfund, at man kan tale ordentlig til og om andre mennesker? Eller betyder det snarere, at man kan tåle at blive udsat for andre menneskers kritik eller modstand, og at man kan tåle at kaste sig ud i diskussionerne? Hvor stærke skal vi med andre ord være, og hvor meget skal vi kunne tåle uenighed, kritik og fri – og nogle gange hård – debat? Grundtvigs linje vil jo nok være, at vi må kunne tåle diskussionerne, om end det på sin vis er interessant, at jo stærkere en forkæmper for åndsfriheden han blev med årene, desto mere afdæmpet blev han selv i sine angreb på andre. Men uanset hvor vigtigt det er at kunne opføre sig ordentligt og hensynsfuldt, så er man i åndsfrihedens navn nødt til at insistere på, at vi kan tåle at blive ’udsat for’ hinanden – og for hinandens kritik.

4. Grundtvig forstod behovet for et poetisk sprog

Grundtvig skrev omkring 1600 sange og salmer. Samtidig med at han også var præst, skoletænker, politiker og samfundsrevser. Med mere. Poesien eller digtningen fulgte med ham hele vejen, og hans salmer og sange har givet os mange nye billeder og ordsammensætninger, som vi kan gå rundt og tygge på. Eller synge på. Han udtrykker det gådefulde menneskeliv i det sprog, der egner sig bedst til det, og han digter salmer, der ikke bare fortæller om evangeliet, men i sangen løfter os fra død og mørke til liv og lys.

Under coronakrisen har kultur- og åndslivet måttet slås for sin eksistensberettigelse. Det har været og er vigtigt at beskytte os alle mod sygdom og derfor har det selvfølgelig været nødvendigt at prioritere. Men i et videre perspektiv er coronakrisen også med til at rejse spørgsmålet om, hvad der er vigtigt. Et sundt liv er mere og andet end et liv, hvor man ikke er syg. Vi lever ikke kun for at overleve – og hvordan indfange alt det livet også er? Til det har vi brug for et sprog, der kan mere end at argumentere.

5. Grundtvig ved, at mennesket kan handle

Grundtvig beskrev mennesket som historisk-poetisk. For Grundtvig er mennesket formet af den historie, der går forud. Vi får sprog, fortællinger, traditioner og indsigter overgivet fra en generation til den næste. Men at være et historisk væsen vil også sige at være et handlende væsen. Mennesket er for Grundtvig ikke bare et dyr med en bestemt – forudsigelig – adfærd. Mennesket kan handle, sætte noget i gang, skabe bevægelse, forandre.

Historien er én lang fortælling om begivenheder, der kunne være gået anderledes. Og også vi lever i en tid, hvor forandring er mulig. I en tid, hvor fremtidsoptimismen er svær at få øje på, er dette måske særligt værd at understrege: Mennesket har frihed. Mennesket kan handle.

Den 8. september, på Grundtvigs fødselsdag, udkommer bogen ’At være demokrat er ikke at være bange – åndsfrihed under pres’, skrevet af Ingrid Ank og Daniel Toft Jakobsen (MF for S). Bogen stiller skarpt på en frihedstradition, vi er godt i gang med at glemme. Læs mere om den her.

Illustration: Jacob Herskind, © Grundvigsk Forum