En coronabegravelse kan være fuld af værdighed
KOMMENTAR: Var Grethe Nielsen blevet begravet for seks uger siden, var store dele af den lille by troppet op. Nu blev begravelsen anderledes.
I onsdags bisatte vi Grethe Nielsen. Hun var født her i Sdr. Bjert og havde levet sit liv her. Fire børn, Inge, Klaus, Sten, Helle, og flere børnebørn havde hun. Søskende. Det vidste vi – for den slags ved vi om hinanden her.
Samtidig var hun en del af os alle sammen. Hun var medlem af kirkekaffe-lauget. Hun passede Max’ grav på kirkegården og talte med graverne og alle de andre, der også har deres gang der. Hun gik tur med veninderne, vinkede ud ad vinduet eller ind ad et vindue, drak fredagskaffe med de andre i den lille boligforening og meget, meget mere. Hun færdedes venligt på den måde, som limer de her små samfund sammen og gør det godt at være her.
Havde det været for seks uger siden, var der vel kommet omkring hundrede mennesker til bisættelsen. Den nærmeste familie ville have taget imod alle i våbenhuset med knus og varme håndtryk. Vi ville have sunget, så taget løftede sig. Ude ved rustvognen ville folk have stået længe og holdt om hinanden, og bagefter ville der have været mindesamvær på kroen. Flere ville have rejst sig og fortalt små minder og anekdoter om Grethe, og de ville have fortalt, hvad venskabet med hende betød. En mosaik af erindringer om et liv ville være lagt.
Det er sårbart, når en afsked bliver så anderledes, end man har forestillet sig, men familiens omhyggelighed med bisættelsen og omsorg for dem, Grethe havde kendt, gjorde begravelsen til noget ganske særligt.
Nu blev det anderledes. Blomsterne lå inde i kirken. Salmearkene, som familien havde fremstillet med et billede af Grethe udenpå, lå på en stol ved siden af dunken med håndsprit. Kun den nærmeste familie og to veninder var med i kirken. Tredive var vi, alt i alt. Vi sang og lyttede til musik. Og de andre var usynligt med i blomsterne, tankerne og minderne; ja, endda i salmerne, som vi næsten følte, at vi også sang med deres stemmer. Det gav hele bisættelsen en særlig omsorgsfuld værdighed og højtidelighed, skrøbelig og stærk på én gang.
Men derudover havde familien også omsorg for venner og naboer og for deres ønske om at kunne tage afsked med et menneske, de havde kendt i mange år – måske altid. Ude på kirkegården gik familien med hen til rustvognen og spredte sig derefter ud over et større område. Her stod de blandt mange af de mennesker, Grethe havde levet sammen med her, for også at give plads til dem. Bedemanden holdt længere end normalt, inden hun kørte. Nogle af naboerne gik hen forbi rustvognen, andre talte – på afstand – med familien. Nærheden blev formidlet i blikke og ord.
Det er sårbart, når en afsked bliver så anderledes, end man har forestillet sig, men familiens omhyggelighed med bisættelsen og omsorg for dem, Grethe havde kendt, gjorde dagen til noget ganske særligt. Et tegn på, at også med de særlige restriktioner, der er nødvendige lige nu, kan bisættelser blive meget mere end de discount-løsninger, som mange har frygtet. De kan faktisk blive et tegn på håb.
Familien har givet tilsagn til, at præsten fortæller om Grethe Nielsens begravelse.
