Du tror jo!

 ”Du er jo ateist!” er titlen på en ny bog af Anders Stjernholm og Simon Ørregaard, hvor de forsøger at overbevise tvivlende danskere om, at de i virkeligheden er ateister. Men forfatterne tager fejl. I virkeligheden tror langt de fleste af os, også dem, der ikke er klar over det, siger biskop Elof Westergaard i en replik til bogen.

Tro er tillid til det, vi håber på; overbevisning om det, vi ikke kan se. Sådan står der et sted i Det Nye Testamente. Den definition holder jeg meget af. Tro handler simpelthen om tillid og overbevisning. Tro er ikke tro på hvad som helst, men er forbundet med mening og livsholdning og er samtidig knyttet til de dybeste relationer i et menneskes liv. Tro er tiltro til verden og til andre mennesker; en tillid til det, vi ikke kan få bevis for, det vi ikke kan se med vores egne øjne, men ind imellem måske får lov til at sanse og mærke og i glimt at forstå. Troen er nært forbundet med det at leve som menneske i verden, på jorden og under himlen, i relation til andre. De dybeste relationer mellem os bygger på tro og tillid.

I morges var jeg ude at ro på Ribe Å – firer med styrmand ud til kammerslusen og tilbage. Kalvene er nu lige kommet på græs, og fårene står der allerede og glor. Træerne er ved at afblomstre, men til gengæld er bladene sprunget ud.

Sådan en morgen er det let at tro på Gud. Alt, hvad der sker ude i naturen, lader sig forklare med videnskabens ord, og det er godt og givende at lære træernes og dyrenes navne, lære om vandforholdene i Vadehavet og naturens processer.

Men det, vi lærer, står ikke i modsætning til troen: den dybe glæde og taknemmelighed over at leve og være til i en natur, som ganske vist også rummer død og tilintetgørelse, men dog først og sidst er en gave. Sådan morgen bobler jeg over i både glæde og forundring og får lyst til at sige tak for gaven. Og min forståelse af naturen som en Guds gave ansporer mig samtidig til også at træde op imod en rovdrift og ødelæggelse af jorden.

Men troen er ikke afhængig af, at morgenen er lys og naturen skøn. Troen har vi måske allermest brug for, når livet ikke går op, når vi mærker og erfarer, hvor skrøbeligt vores liv og fællesskab med hinanden er. Når en bombe springer i Sri Lanka, og folk mister deres elskede. Så har vi brug for troen til at holde fast i tilliden til, at der trods alt er mere godt end ondt i verden, overbevisningen om, at der er en mening med tilværelsen.

De fleste af os har heldigvis den tro. Vi rammes af ondskaben, men lader den ikke slå os ud. Vi insisterer på at vise medlidenhed og omsorg med dem, der er ramt, og kæmpe mod det onde.

Troen er fornemmelsen af, at livet er større end mig selv, uden at den relativerer de konkrete problemer, jeg og verden står i. Troen giver mig et håb, der er andet og mere end den grad af optimisme, som jeg nu selv kan mobilisere.

Livet er større end mig selv. Jeg er heldigvis ikke selv centrum i verden, og det er vigtigt, at det kristne budskab om håbet og om kærlighed til næsten, bliver sagt igen og igen.

Jeg er ikke sikker på, at Anders Stjernholm og Simon Ørregaard ved, hvad tro er. Det er ikke at kunne dogmerne udenad, ligesom det heller ikke er at sætte sit hoved på standby; det er en måde at forholde sig kærligt, tillidsfuldt og uselvisk til verden på. Gaven i den kristne tro er den realistiske forståelse, vi møder af vores liv. Vi er ikke perfekte, men alligevel tør vi håbe på, at vi kan bruges, at der er en mening med vores liv. Troen på Gud gør, at jeg betragter mit og andres liv som en gave, og tror, at Gud altid er der, selv der, hvor jeg føler mig allermest alene.

Jeg kan ikke se og røre ved meningen med tilværelsen, men jeg er overbevist om, at den er der. Og jeg oplever, at sådan har de allerfleste det. De fleste af os tror, også dem, der ikke er klar over det.