Døden kan man ikke dele med nogen

Kierkegaard betragtede koleraepidemien i København i sommeren 1853 på sikker afstand fra sin lejlighed. Derfra kunne han se, hvordan døden nærer vores angst og gør os ensomme. Livet er vi til gengæld sammen om.

I sommeren 1853 brød angsten ud i København. Ikke en uvirkelig angst, som vi alle sammen kan nære i ny og næ. Men en ægte, virkelig angst med hold i virkeligheden.

Den asiatiske kolera havde ramt Berlin, Hamborg og Holsten allerede i 1831 og rykkede faretruende nærmere Danmark og København. På det tidspunkt var Holsten en del af Danmark, men det lå stadig langt væk. Alligevel nedsatte Borgerrepræsentationen en såkaldt ’overordentlig Sundhedskommission’, som bl.a. indrettede kolerahospitaler i Søkvæsthuset og i Frue Arbejdshus for at være forberedte på det værste.

Faren drev imidlertid over. I denne omgang. Men i 1848 nåede sygdommen St. Petersborg, derfra Helsingfors, og her i landet oplevede man et enkelt tilfælde i Dragør. Malmø og Lübeck var blevet smittet i 1850, ligesom der var enkelte tilfælde i Bandholm og Korsør.

Første tilfælde i København indtraf den 11. juni 1853. I den følgende uge døde otte, og den 24. juni blev byen officielt erklæret for smittet. I det tætbefolkede Adelgade blev 514 mennesker smittet, hvoraf hele 331 døde. Og så gik det ellers stærkt. Dengang bestod behandlingen af sygdommen ikke af medicin, men af isolation. Og efter pesten i 1711 havde en gruppe studenter fra Regensen haft monopol på at føre ligene fra hjemmene til kirkegården. Men disse ’Ligbærere’ kunne slet ikke følge med.

Det har været et frygteligt syn. København bestod dengang af en tætpakket befolkning på ca. 130.000 indbyggere, der var stuvet sammen inden for voldene, hvor der ikke var ret meget plads. Navnlig ikke, når der også skulle være plads til de mangfoldige kreaturer.

I alt 7.219 indbyggere blev smittet med kolera, hvoraf 4.737 døde af sygdommen. Den 13. oktober 1853 registrerede man det sidste tilfælde. Så var ulykken drevet over for denne gang, men havde sat sig dybe spor i befolkningen.

Det gjorde den også på vores tænksomme landsmand, Søren Kierkegaard. Fra sin lejlighed på 1. sal lige over for Vor Frue Kirke sad han og filosoferede, mens han så ’Ligomnibussen’ komme forbi. Angsten var for ham ikke noget fremmed fænomen. Allerede i 1844 havde han skrevet en bemærkelsesværdig bog om just ’Begrebet Angest’. Men nu kunne han ved selvsyn se, hvoraf den blev næret. Og det har påvirket den i forvejen ængstelige Søren Kierkegaard, der holdt sig på klogelig afstand af både de syge og de døde. I 1854 under overskriften ’Choleras Betydning’ forklarer han, at sygdommen ”indøve Menneskene at de ere Enkelte, hvad hverken Krig eller nogen anden Calamitet gjør, som snarere flokker dem; men Pest adsplitter i Enkelte, lærer dem – corporligt – at de ere Enkelte”. Citat slut!

Døden gør os til enkelte. Døden gør os ensomme. Man kan ikke dele sin død med andre. Hvad man til gengæld kan med livet. Tankevækkende nok! Ja, man kan strengt taget ikke andet, medmindre man er levende død.

Livet er fællesskab, døden er ensomhed. Både før og efter døden. Og under en trussel fra en hærgende coronavirus.