Det menneske, alle frygter

KOMMENTAR: Patienten kan få en følelse af ikke bare at være ramt af en frygtelig sygdom, men også selv at være blevet et menneske, andre er bange for. Et besøg af en præst kan være med til at bryde den stigmatisering af patienten, som ligger ligefor under en epidemi.

Angst, skam og panik. Coronasyge patienter på sygehusene, deres pårørende og det personale, der plejer dem kan blive ramt af mange forskellige følelser. På hospitalerne i Region Midt er der nu udpeget ti hospitalspræster, som særligt vil tage sig af disse grupper.

Patienterne på corona-afsnittene kan få en samtale med en præst om det, der presser sig på. Mange forskellige tanker kan give uro hos patienten. Det kan være angsten for ikke at blive rask. Skam over at have været på en ferie, hvor der var smittefare. Panik over alt det i livet, som var i gang og nu ikke kan fuldendes, alle løfterne der ikke kan holdes. Hver enkelt patient er uden varsel blevet sat ud af spillet, og afmagten kan være tung og helt umulig at bære. I samtalen kan præsten lytte og på den måde give patienten luft for alt det, der presser sig på. Præsten kan også hjælpe patienten med at finde ord for det, der fylder i hjertet og får tårerne frem.

Personalet på hospitalet vil sammen med patienten og præsten finde ud af, om samtalen skal finde sted over telefon, eller præsten skal iføre sig værnemidler og besøge patienten på stuen. Det vil i nogle sammenhænge kunne få afgørende betydning for patienten, at præsten netop fysisk kommer og er til stede. Patienten kan sidde med en følelse af ikke bare at være ramt af en frygtelig sygdom, men også selv at være blevet et menneske, alle frygter. Præstens besøg kan være med til at bryde den stigmatisering af patienten, som ligger ligefor under en epidemi.

Præstens besøg kan også være med til at bryde den ensomhed, der følger med patienter, som må isoleres af hensyn til smittefaren. For nogle patienter kan præsten på symbolsk vis repræsentere et guddommeligt nærvær eller i det mindste en association til noget større, noget der hører en anden verden til.

Også hospitalets ansatte kan henvende sig til coronapræsterne. Ud over at coronasmitten vender op og ned på alting på hospitalerne, sætter den også personalet i en svær, tvetydig situation. Med den lange inkubationstid, der er på coronavirus, kan personalet på alle hospitalets almindelige afdelinger blive dem, der bærer smitten ind på hospitalet og dermed gør mere skade end gavn. Det vil ikke blive muligt hver dag at teste alle sygehusenes ansatte, og de ansatte bliver ikke sendt hjem for en sikkerheds skyld. De skal møde frem, hvis de ikke selv er syge. De kan ikke undslå sig for at risikere at blive deres næstes smittebærer i stedet for deres næstes hjælper.

Her bliver det præsternes opgave at bringe proportionerne på plads. Alle ansatte bærer et stykke af patientens liv i deres hænder, men de bærer ikke hele patientens liv i deres hænder. Når de gør deres bedste, følger alle anvisninger om at holde afstand, om hygiejne og værnemidler, kan de ikke gøre mere.

De fortjener ikke at blive hængt ud, hvis de uforvarende bringer smitte ind på hospitalet. De fortjener hele samfundets støtte, for de bærer en risiko for os alle. Hvis ikke de var der for os og for vores kære, når vi har brug for dem, så ville vi for alvor være ilde stedt.

Bag enhver patient står der også nogle pårørende. Med coronasmittefaren kan de nu kun være sammen med deres kære på korte besøg og enkeltvis. De kan ikke give de knus og kram, de gerne vil. De kan ikke være pårørende, sådan som de synes, deres kære fortjener det. Måske har de selv været med til at smitte med corona og er derfor medskyldige i, at deres kære nu er alvorligt syg. Det giver anledning til skyld og en følelse af afmagt for pårørende på alle afdelinger.

Det er hospitalets ansatte og de indlagte, der kalder coronapræsterne ind, når der er brug for dem. Lige nu kaldes der meget.