Corona: Vi bliver lammet af angsten for det ukendte

KOMMENTAR: Vores verdenssyn har gjort os søvnige og uforberedte, når livets grænsesituationer melder sig i al deres uforklarlighed. Lad os i stedet forholde os til, at vi skal leve og dø.

Vi nåede lige at glemme det. Vi nåede lige at slå det hen som en irrationel bekymring, der heldigvis gik i sig selv. Men som bådflygtningene, der først blev virkelige for os, da de satte deres fødder på europæisk jord, er coronavirussen nu også kommet ubehageligt tæt på os. Og nu begynder angsten for det ukendte igen at flamme op. Denne gang er angstens genstand anderledes. Den er usynlig, den er luftbåren, og den kvæler dig, mens du sover.

Vi ved meget lidt om coronavirus på nuværende tidspunkt. Men vi ved, at den er forholdsvis ufarlig, hvis dit helbred er godt. Selvfølgelig er en epidemi en alvorlig sag, men Vestens udfordring er på nuværende tidspunkt at håndtere angsten for det ukendte. For det at forholde sig til døden, det har vi glemt. Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet, skreg Job, da Gud havde styrtet huset omkuld og hans sønner og døtre lå kvaste under taget. Men vor tids Job kan slet ikke skrige. Han stivner i mødet med den ukendte kraft, som deler vores celler og vender vores timeglas. Det, vi ikke kan forstå, vælter os simpelthen bagover. Vi er vant til, at alt omkring os kan forklares. Vi er vant til, at alt har en logisk sammenhæng, og at vi som universets eneste rationelle væsen har noget at skulle have sagt i alle livets henseender. Men vores naturalistiske verdenssyn har gjort os søvnige og uforberedte, når livets grænsesituationer melder sig i al deres guddommelige uforklarlighed. Og skønt vi nok – med al vores kløgt og rationalitet – skal finde en måde at bremse coronavirussen på, så kan vi lige så godt lære vores lektie. At vores eksistens ikke beror på rationalitet men absurditet. Så kravl ind i dyret, lad vinen blive til blod, og lad os forholde os til, at vi skal leve og dø.