Børn skal have plads til at sørge

KOMMENTAR: I dokumentaren ’Bag skyerne’ ser vi børn, der raser ud i vulkanrummet og plejer døende bamse-patienter. Det er hjerteskærende tv og gør os samtidig klogere.

”Kender du det, at du slår din tå, og det gør rigtig ondt? Sådan føles det. Det gør rigtig ondt.” Sådan fortæller en dreng til den danske instruktør Katrine Philp, der har fulgt en gruppe amerikanske børn, der alle har mistet en forælder. Det er der kommet dokumentaren ’Bag skyerne – når børn sørger’ ud af.

Billedet med at slå sin tå er velvalgt, og sådan er det med mange af udsagnene fra børnene i 'Bag Skyerne'. For hvad er sorg? Fagbøgerne i reolen fortæller mig, at sorg ikke følger et bestemt mønster. At sorg ændrer sig med tiden. At sorgen kan komme og gå i bølger. At den efterladte kan opleve både positive og negative følelser og er forskellig fra person til person. I dokumentaren viser børnenes ansigter, udtalelser og leg mig, at det er sandt. Vi amputerer sorg, hvis vi kun tror, at sorg er tårer, der løber stille ned ad kinderne. Sorg er chok, længsel, ked af det-hed, vrede, skyld/lettelse og angst/utryghed. En pige på fem konstaterer, at hun aldrig græder. Hverken da hendes far døde, da hun så ham i kisten, ved begravelsen i kirken eller bagefter. Betyder det, at hun ikke sørger? Nej.

Børn sørger. Og børn sørger bedst, når de får givet opmærksomhed, tid og rum til det. Det gør børnene i ”Bag Skyerne”. De går i sorggrupper hos organisationen Good Grief i ét af deres huse i New Jersey. Hele huset er indrettet til at rumme børnene og deres sorg. De må skrive hilsner og beskeder på én væg og hænge billeder af afdøde på en anden. De vægge er tapetseret med ord og billeder. Man er inddelt efter alder, og hos de små starter sorggruppemødet med, at sorggruppelederen lader ”talestaven” gå på omgang. Børnene må tale, når de holder pinden. De andre lytter. Det er også okay at sidde over. Er man frustreret, kan man gå ind i ”vulkan-rummet” for at lege voldsomt og rase ud. Et andet rum i huset er indrettet som en hospitalsstue. Her kan man sige farvel til en døende bamse-patient og gennemlege et sygdomsforløb, man måske har fulgt på nærmeste hold. Eller man kan lege ved sandkassen, der er fyldt med figurer, kister og gravsten. Huset indeholder musikrum, krea-værksted og dukketeater.

I Good Grief-huset går hele familien til sorggruppe samtidig. Børn for sig og voksne for sig. Sådan gives de begge et frirum til præcis deres sorg og et fællesskab at være i, der kan bryde ensomheds- og forkerthedsfølelsen. Som sorggruppeleder har jeg tit tænkt på den tilbageblevne forælder, der trofast følger sit barnet eller børnene til sorggruppemøde: Hvad med dig? Får du talt med nogen om dit tab? Hvem tager hånd om dig? For vi må formode, at det gør ondt på både børn og voksne at slå tåen. Men jeg har ikke kendskab til tilbud, hvor både børn og forælder kan gå i hver deres sorggruppe samtidig.

I filmen gør særligt drengen Peter et hjerteskærende indtryk. Han har mistet begge sine forældre og bor nu hos sin onkel. Sammen besøger de stedet, hvor Peters mor forulykkede. Stedet er indrettet med et lille skab, hvor Peter kan stille ting. De kommer til jul og tænder lys. De kommer om foråret og planter blomster. De kommer og sender heliumballoner op. Det er både komisk, og jeg griner med dem, når opsendingen driller, men det er først og fremmest rørende at høre Peter sende ballonerne af sted efterfulgt af sine ord og tanker. Peter taler åbenhjertigt og ligefremt til sine forældre og om sit savn. Det er også på ulykkesstedet, at Peter spørger sin onkel: ”Ved du, hvad der er bag skyerne?” ”Universet,” svarer onklen. ”Nej – himlen,” svarer Peter. Det er den slags øjeblikke, filmen er fyldt med. Store filosofiske spørgsmål, der kommer ud af børnenes munde. Samtaler, hvor de sammen forsøger at svare. Aktiviteter, der giver sorgen udtryk, farve og sprog. Ansigter, der siger alt.

Man bliver klog af at være i selskab med børnene i ”Bag Skyerne”. Livsklog. I Danmark kan vi godt lade os inspirere af Good Grief-husene, der rummer og tager hånd om både børn og voksnes sorg samtidig.

Vi kan også se filmen og lære, at det ikke er raketvidenskab at tale med børn og unge om sorg. 5272 børn og unge (0-27 år) mister årligt en far eller mor. Det svarer til ca. 14 børn og unge, der hver dag mister en forælder. Så vi kommer alle på et eller andet tidspunkt til at stå over for et barn eller en ung i sorg. Det kan være skræmmende og frygtindgydende at stå over for et barn, der har mistet en eller begge forældre. Men her må man som voksen tage sig sammen og minde sig selv om, at jeg som lærer, pædagog eller fodboldtræner ikke kan sige noget, der kan gøre tingene værre. Det værste er sket for barnet. Jeg kan tværtimod med mine ord og handlinger vise, at jeg ser barnet og gerne vil lytte. At jeg ikke er ligeglad.

Sorg er et ret ensomt arbejde for den sørgende, men det er et arbejde, der kan deles. I sorggrupper, og når vi tør være åbne, nysgerrige og lyttende og turde stå lidt sammen med dem. Ikke stå der på skrømt, men stå der sammen med dem. For sørgende – og sørgende børn i særdeleshed – har en veludviklet sans for bullshit. Som da en ung i filmen undrende spørger sin sidemand: ”Jeg forstår ikke, hvorfor folk kommer og spørger, om jeg er okay? Jeg svarer altid ja. For hvad ville de gøre, hvis jeg sagde nej?”

Det er ikke raketvidenskab at tale om, hvad der er bag skyerne. Det er ikke farligt at spørge ind til et menneske i sorg.

Det kan godt være, den sørgende ikke gider tale, første gang du spørger, men det betyder ikke, at du ikke skal spørge igen en anden gang. Børn og unge – og vel også voksne – tror vi er ligeglade med deres tab, sorg og dem, hvis vi aldrig spørger ind til den.

Sorg findes. Også børn sørger. Vi kan alle være med til at forvandle deres sorg til en god sorg.