Bønnekald: Kald på dansk!

KOMMENTAR: Hvis vi vil beholde vores klokkeringning, må vi også lade muslimerne få deres bønnekald. Men på dansk. Det vil også være en håndsrækning til de dansktalende muslimer.

For et par år siden var jeg i Sverige med min familie. Vi sad på en campingplads og nød solen, da pludselig et syngende og højt arabisk lød ud i luften ikke langt derfra. Der blev kaldt til bøn for den del af det svenske folk, som bekender sig til islam, og da islam har en anden skrifttradition end kristendom, foregår en del af deres gudstjenesteliv på arabisk. 

Bønnekaldet er bygget op efter et særligt mønster af sang, ord høje og lave toner, dur og mol. Og at sidde ved en svensk skovsø og høre det meget karakteristiske bønnekald, som jeg ellers kun har hørt på rejser i Egypten og Palæstina, var en kontrastfyldt oplevelse. Kaldet i sig selv er smukt. Det minder mig om messen i katedraler og får ligesom kirkeklokkernes bimlen mit blik til at søge mod himlen, fordi det er tydeligt, der er noget religiøst på færde. At blive vækket kl. 5 om morgenen i Betlehem af en kakafoni af klokker og bønnekald står som en meget bevægende oplevelse for mig.

Men der ved den svenske skovsø var det fremmed for mig. Selve tonesproget var anderledes, der var vibrerende toner og takter, som ikke går på 2 og 4. Der duftede af græs og birkeskov, ikke af solvarme mursten og krydderier som i Betlehem. Sproget var eksotisk, og mine arabiske sprogkundskaber stopper lige efter habibi og shabab. Det virkede malplaceret og ekskluderende på mig, for det var tydeligt, at der blev talt til og kaldt på nogle andre end mig.

Talen om for og imod bønnekald kommer hurtigt til at handle om følelser. Det fremmede vækker stærke følelser i os af varsomhed, nysgerrighed og nogle gange direkte frygt og vrede. Jeg oplevede det selv som et ekskluderende møde med det fremmede i Sverige, og skulle jeg reagere alene på mine følelser, ville jeg også være modstander af bønnekald. Heldigvis er mennesket udstyret med fornuft også. Vi har fået evnen til at sætte os over os selv og møde vores næste i øjenhøjde. Når det kommer til lovgivning, skal den ikke baseres på følelser, men på rettigheder og troen på, at ethvert menneske er frit og lige og har krav på beskyttelse uanset køn, race, tro og seksualitet. Det er svært at argumentere imod, at muslimer skal have samme ret til at kalde til bøn som kristne, uden at komme på kant med de rettigheder, uden at begynde at bøje retten for den fremmede. 

Danmark har altid ændret sig, og hvem der er en ”rigtig dansker”, har også ændret sig. Siden vi mistede Norge, Skåne, Halland og Blekinge, er sproget blevet en afgørende indikator på, hvem der er dansker. Grundtvig havde sproget med som et parameter: Man skal føle sig dansk. Man skal tale dansk. Og så skal man have 'ild' for fædrelandet – kære sig om Danmark og om danskerne og kæmpe for det bedste for begge.

Med et ben placeret solidt i både mine følelser og i min fornuft vil jeg foreslå en løsning, hvor bønnekald bliver tilladt på lige vilkår med klokkeringning, for så vidt de foregår på dansk. Så bliver ingen ekskluderet, og der bygges ikke sproglige grøfter. Dem, der reagerer med frygt og ubehag på det fremmede, vil kunne lytte med og sige ”Nåååh, det er bare det, de siger”. Måske vil de opdage, at det fremmede til forveksling ligner dem selv. Den herskende teksttradition i islam, hvor oversættelser er mindre hellige end den arabiske tekst, er med til at fastholde magt hos præsteskabet, eftersom flere og flere muslimer ikke har arabisk som første sprog. At få de hellige bøger ud af præsteskabets hænder og levendegjort på modersmålet har været en frisættende erfaring, vi selv gennemgået her i landet under reformationen. Måske et dansk bønnekald kunne være en dynamo ind i en lignende reformation af islam.