Alternativets
storhed og fald
KOMMENTAR: Historien om Alternativets fald er en arketypisk fortælling om et fællesskab, der har så høje idealer, at det ikke kan indeholde hele mennesker.
Her lørdag aften blev der sat et foreløbigt punktum for det kaos, der har hersket omkring Alternativet, siden partiets leder Uffe Elbæk gik af og medlemmerne valgte Josephine Fock som ny leder. Hovedbestyrelsen valgte at give sin opbakning til Josephine Fock, fordi den - som der står i pressemeddelelsen - ikke fundet dokumentation for, at Josephine Fock har rusket et medlem eller udøvet andre fysiske handlinger.
Når vi har bevidnet et kollaps som det, der har foldet sig ud i Alternativet i de sidste uger, er det en påmindelse om noget, vi godt ved. Her var en gruppe mennesker, som satte sig nogle høje idealer. Nye standarder for den politiske proces og definitionen på en anderledes politisk kultur. De gik i gang, lavede politik og de lykkedes i meget høj grad med projektet. Man må anerkende, at her var en gruppe mennesker som i jantelovens hjemland proklamerede at de kunne noget, på en anden og bedre måde end os andre. Og de gjorde det. Til meget stor inspiration for mange. Også for os, der ikke stemte på dem.
Politikken lykkedes, festerne i Alternativet var en fest. Idealerne var idealer. Lige indtil det ikke gik så godt længere. Det kulminerede med formandsskiftet, hvor fortællingen om Alternativet ændrede sig til noget, der minder om en tragedie. En arketypisk fortælling om fællesskabet, der har så høje idealer, at det ikke kan indeholde hele mennesker.
Det er lidt som i et ægteskab. Ved bryllupsfesten bruger man frimodigt de helt store ord. ”Evig kærlighed” og ”håbet, der overvinder alt”. Men når man lander i hverdagen, skal drømmene og de store planer tilpasses, efterhånden som livet folder sig ud. For det er her, vi mennesker møder os selv og vores næste – i den konkrete virkelighed med al dens afslørende lys og forvirrende mørke. Og store ords begreber skal bøje sig en smule for ikke at blive helt meningsløse i mødet med den konkrete hverdag, hvor virkelige mennesker lever og bor. Ved siden af kærligheden, drømmen og håbet bærer vi også på egoismen, misundelsen, angsten og dovenskaben. Alt det, der gør os til virkelige mennesker.
Det er det, der nu har ramt Alternativet, der kaldte deres mødelokale Empati og dansede til Love is in the Air. Det er meget vanskeligt at være en presset leder, der kommer til at overreagere i det rum.
Men lysten til at sætte høje idealer og gøre tingene bedre indeholder en fristelse til at fornægte de mørkere sider af mennesket. Det har vi set tidligere både i politiske, kulturelle og religiøse sammenhænge: Mennesker bliver enige om værdier, kultur og idealer, som de med en stålsat vilje beslutter at leve sammen under eller arbejde sammen efter.
Det kræver, at man lukker af for en del af virkeligheden. For mennesker er ikke kun gode. Og meget ofte efterlades det enkelte menneske med en splittelse inde i sig selv: den splittelse, som fællesskabet ikke vil rumme, og som derfor lægger sig inde i det enkelte menneske. Det sammensatte menneske kræves at fremstå og at leve, som om det var en enhed.
De børn, der voksede op i 68-generationens kollektiver, fortæller om at komme i klemme i idealer om kærlighed og fællesskab. Mennesker, der kommer forslåede ud af religiøse sammenhænge, fortæller om samme mekanisme. Idealerne viser deres mørke bagside, når man ikke passer ind.
Der er mange trin op ad denne trappe, før man møder totalitarismen, men den findes for enden af ethvert idealiseret fællesskab uden plads for det hele og sammensatte menneske.
De største idealister, de stærkest troende, de politisk vakte tænder vores håb, men gennem historien har vi igen og igen set drømmen knust, når hverdagen i sin konkrete virkelighed lader os møde os selv i vores sammensatte eksistens. Hvis ikke vi kan tilpasse ideerne og værdierne til vores hverdagsagtige virkelighed, så splittes enten mennesket eller fællesskabet.
Det er det, der nu har ramt Alternativet, der kaldte deres mødelokale Empati og dansede til Love is in the Air. Det er meget vanskeligt at være en presset leder, der kommer til at overreagere i det rum.
Men fortvivl ikke over menneskets sammensatte eksistens. Samfund og fællesskab lykkes jo faktisk igen og igen. Ikke kun på grund af os, men også på trods af os.
Herfra sendes de bedste ønsker for Alternativet og en tak for alt det gode, I gjorde og viste os. Lad os håbe, at hovedbestyrelsens afgørelse giver jer ro til at skabe et fællesskabet for hele mennesker.
