Vi sidder alene hjemme i hvert vores hjem, og alt er anderledes end det plejer at være. Ikke bare ét, men mange forhold ved undtagelsessituationen kalder eftertænksomheden frem.
Pludselig har vi god tid, for faste, daglige rutiner, arbejde og fyldte kalendere holder os ikke længere fast i en skruestik af forudsigelighed. Fjorten dages pause fra den roterende trædemølle konfronterer os med noget, vi ellers ikke plejer at underkaste dybere eftertanke: os selv!
Heller ikke her er der noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget andet. For overvej lige, hvor godt du har det i dit eget selskab? Keder du dig? Bliver du rastløs, fordi opgaverne ikke dikterer din gøren-og-laden?
Du er ikke den eneste. Nogle af de psykiske konsekvenser af karantænen kan være angst, frustration og kedsomhed, påpeger et studie offentliggjort i tidsskriftet The Lancet. Og det har i høj grad noget at gøre med, at vi møder os selv.
Vi kunne eksempelvis spørge os selv: Hvad indeholder mit liv ud over mit arbejde? Hvor godt kender jeg egentlig mig selv? Bruger jeg mine resurser fornuftigt i forhold til, hvad jeg gerne vil? Og påtager jeg mig et tilstrækkeligt ansvar for min familie og børn?
Forfatteren Hans Hauge har for ikke så længe siden skrevet en lille bog med den slående titel »Ensomhedsparathed«. Han peger bl.a. på, at vores professionelle og i vidt omfang på forhånd dikterede fællesskaber fungerer som en slags konstant adspredelse fra det faktum, at vi dybest set er alene. For selvvalgt ensomhed er ganske vist en berigelse for den enkelte. Men det er den ufrivillige ensomhed ikke.
Den ufrivillige ensomhed rejser alle de spørgsmål om os selv og livets mening, som vi i den daglige trummerum aldrig kommer i nærheden af at beskæftige os med. I hvert fald ikke kvalificeret.
Vi kunne eksempelvis spørge os selv: Hvad indeholder mit liv ud over mit arbejde? Hvor godt kender jeg egentlig mig selv? Bruger jeg mine resurser fornuftigt i forhold til, hvad jeg gerne vil? Og påtager jeg mig et tilstrækkeligt ansvar for min familie og børn?
Jeg er efterhånden nået til den konklusion, at præcis ensomhed, de spørgsmål, den udløser, og de svar, man møjsommeligt tilkæmper sig, er et godt udgangspunkt for kvalificeret at bidrage til det fællesskab, som naturligvis også er uundværligt for os mennesker. For så er der en chance for, at jeg ikke bare kaster mig blindt og formålsløst ind i ’fællesskabspuljen’, men med afbalanceret selvindsigt arbejder konstruktivt og meningsfuldt med på mit og andres liv.
Overvejer vi ikke seriøst svarene på de spørgsmål, er der en risiko for, at vi bare flyder bevidstløst med strømmen og - som Søren Kierkegaard ville kalde det - »har vores Liv i Omstændighederne« og derved trækker urimelige veksler på alle andre, der fungerer som det vand, fisken svømmer rundt i. Og det er der vist ingen af os, der vil.
For den måde at leve og opfatte sig selv på er jo komisk. Og i sidste ende tragisk, fordi det for langt de fleste af os betyder, at vi giver køb på vores personlige integritet. Den har vi ikke mindst brug for livets besluttende og afgørende grænsesituationer, hvor vi enten kan miste eller vinde os selv. Det, vi ikke dør af, bliver vi klogere af. Ikke mindst på os selv.
Som lige nu, hvor vi befinder os i en kollektivt påtvunget selvisolation, hvor vi kun har os selv at reflektere på.
Så hvis du keder dig, så ked dig i det mindste kvalificeret!