250 år: Beethoven og troen på, at livet lader sig gøre

KOMMENTAR: Beethovens musik handler om menneskets vej til stjernerne og dækker alle sider af det menneskelige følelsesspektrum. Caspar Wenzel Tornøe, der selv er musiker, skriver sin fanhyldest til geniet, der regnes for historiens første moderne kunstner.

Den lille tyske by Bonn kom i europæernes bevidsthed i den grad på landkortet, da den efter krigen blev udvalgt som Den Vesttyske Republiks hovedstad. Før denne skelsættende begivenhed, havde dens navnkundighed først og fremmest været begrundet i dens berømte bysbarn. Her fødtes nemlig i 1770 en af musikhistoriens allerstørste genier, som desuden regnes for kunsthistoriens første moderne kunstner. Dette efterår ville Ludwig van Beethoven være fyldt 250 år. Datoen står ikke fast, men i dag, den 17. december, er det i hvert fald præcis 250 år siden, han blev døbt. Så her er anledning til at opdage eller genopdage hans himmelstormende musik.

Det var den engelske dirigent Eliot Gardner, som sagde, at Bach udgør det himmelske lys i den faldne verden, Mozart den musik, vi vil høre i paradis, og Beethoven menneskets egen stræben mod stjernerne. Ja, man kunne tilføje, at hvis Bachs musik er en ode til Jesus og Mozarts en ode til englene, så er Beethovens en ”Ode til glæden”, sådan som hans kendte melodi, der i dag er europæisk ”national”-hymne, med Schillers ord jo hedder. Jeg foretrækker nok Bach og oden til Jesus, men Beethoven er alligevel den blandt de klassiske komponister, som jeg føler mig mest knyttet til.

Selv tilbragte jeg de fire første år af mit liv i netop Bonn og kom der også meget som studerende. Jeg har som decideret fan besøgt Beethovens fødehjem i Bonn og hans lejlighed i Wien. I årevis havde jeg hans buste stående på mit skrivebord; den mindede mig dagligt om livets alvor og ophøjethed. Hvis man skulle glemme, hvor storslået et privilegium det er at være født ind i denne verden, hvis man skulle fortvivle og begynde at tale dårligt om tilværelsen her på jord, hvis man skulle komme til at se ned på sig selv – ja, så skulle man blot kigge på busten og dermed skamfuldt føle sig irettesat af hans dybt i sjælen penetrerende blik. Det var, som om det sagde: ”Hvor vover du, dit utaknemmelige skarn?! Så skab dog noget i stedet for at skabe dig!”

Beethoven er antitesen til al moderne ironi, frivolitet og selvmedlidenhed. Det er historiens sommer, det jordiske selvværd for fuld udblæsning, troen på livets ladsiggørlighed, den europæiske ånds manddomskraft i fuldt flor.

Ikke alene repræsenterer Beethoven en livsfilosofi, en radikalt bestyrkende livsopfordring, som kan ruske op selv i den mest deprimerede. Han førte mig – nu gammel, men dengang ung rockmusiker – ind i den klassiske musiks univers. Det er hans skyld, ikke så meget, at jeg den dag i dag stadig skaber rockmusik, men at det er den klassiske musik, jeg ikke desto mindre foretrækker at lytte til.

Jeg husker, hvordan jeg som teenager gik rundt i Paris´ gader med Ludwigs klaversonater i høretelefonerne. Særligt ”Appasionata i F-mol” står den dag i dag for mig som et af de mest geniale stykker musik nogensinde komponeret. Vekslende mellem det blide og skrøbelige, det lette og det tunge, det ubekymret skønne og det skønt alvorlige, mellem det enkle og det komplekse og det (klaver-)hamrende kraftfulde, dækker stykket hele den positive side af det menneskelige følelsesspektrum. Det er – sagt på godt vestjysk – ingen ringe præstation.

Jeg købte busten af en gadeforhandler i Paris. Han pakkede den godt ind. Da jeg så skulle på Rodinmuseet og der som sædvane i Paris var terrortrussel, blev jeg ved indgangen bedt om at afsløre indholdet af min tunge pakke. Jeg sagde: ”Det er en buste af Beethoven”, hvortil vagten – uden at undersøge indholdet – sagde: ”Så er du velkommen her” og lukkede mig og Beethoven ind. Jeg valgte at tyde den bemærkning sådan, at man med Beethoven i posen eller bagagen altid var VIP til den europæiske kulturarv.

Ludwig van Beethoven var den første moderne kunstner, skrev jeg, og det kræver nok en forklaring. Jo, han var den første til at blive genstand for persondyrkelse, altså til at have en fanskare. Den første, man kaldte ”geni” i moderne forstand, altså en kunstner, som i et brud med tidligere regler eller traditioner kan skabe noget – ved blot øvelse og talent – uforklarligt ophøjet i store mængder. Men vigtigere er, at han var den første til at ernære sig ved egen kunstnerisk produktion. Han var den første autonome kunstner, som kunne leve – ovenikøbet ret godt – af sin kunst, uden som førhen at være ansat i kirken eller ved hoffet – eller uden som italienske renæssancemalere at være levebrødsafhængige af bestillingsopgaver fra Vatikanet. Beethovens værker kunne leve deres eget liv på det frie marked. Det er af samme grund sekulær musik, hvor mennesket, i stedet for at søge Guds vej, søger sine egne veje henimod stjernerne. Per aspera ad astra, frit oversat: du må gennem vanskeligheder for at nå stjernerne, er et motto, som han knyttede til sit navn. Det er værd at tænke på i en tid, der fejlagtigt tror, man kan blive stjerne uden alvor, anstrengelse og lidelsesparathed.

Beethoven blev døv. Hvilken større vanskæbne kan man tænke sig for et menneske, som arbejdede og tolkede verden og livet ud fra denne ene sans? Men Beethoven satte sig ikke ned og græd, han skærpede i stedet sine andre sanser.

Det siges om ham, at da han engang stod næsten døv og dirigerede et orkester, så stoppede han pludselig op og råbte til violinerne: ”I spiller for hurtigt!”. Musikerne undrede sig og spurgte: ”Hvordan kan han vide det? Han kan jo ikke høre os”. Beethoven har åbenbart opfanget deres spørgsmål og svarede så: ”Jeg kan se det!”

Han blev ved at komponere, selvom han var døv i de sidste ti år af sit liv. Men koncerterne måtte han opgive. Og sådan er det: Vi kan ikke altid, hvad vi vil. Kampen mod skæbnen er på forhånd tabt. Men forsøget er en hyldest værd.

Ud over at være præst er Caspar Wenzel Tornøe også musiker. Hans første album, Let the past begin, kom i 2007 under kunstnernavnet Caspar David. Der er et nyt album på vej, der udkommer i foråret 2021.