De ekstraordinære autister

TV-ANMELDELSE: Man bliver glad af at se autisterne med ”De skjulte talenter” finde og få lov at udfolde deres særlige evner. Men det er de små sejre i hverdagen, der for alvor gør indtryk, og som handler om os alle sammen.

I denne uge sendte DR1 sin 3. og måske sidste sæson af dokumentarserien ”De skjulte talenter”, hvor seerne følger en gruppe mennesker, primært unge, der har det til fælles, at de har en diagnose inden for autismespekteret. Det er ikke svært at hoppe på, selvom man ikke har set de foregående to sæsoner, for de medvirkende autister præsenteres grundigt med tilbageblik dels til de tidligere sæsoner og dels til nogle – ofte hjerteskærende barndomsberetninger.

Det er godt TV, fordi vi som seere både får et indblik i den nyeste forskning på autismeområdet og får tegnet et godt portræt af de medvirkende autister. Et portræt, som er ærligt uden at være udleverende. Fokus er på den lille gruppe af autister, som har ekstraordinære talenter inden for så forskellige områder som musik, tegning, puslespil og talgenkendelse. Det er disse særlige talenter, der giver programmerne den wow-effekt, som det altid har på os, når der er nogen, der er ekstraordinært gode til et eller andet. Det er samme oplevelse, som når man ser en dygtig artist, tryllekunster, bugtaler, eller hvad vi nu ellers blive præsenteret for i diverse talent-programmer, men det særlige ved at høre om autister med ekstraordinære talenter er jo, at de sådan set bare gør det, de er bedst til, og ofte ikke selv kan se, at det er noget særligt.

Samtidig lægger programmet ikke skjul på, at de medvirkende har store udfordringer i deres daglige liv sammen med andre mennesker og somme tider har brug for hjælp til helt elementære hverdagsopgaver. Derfor er det velgørende, at vi ikke kun hører om dem, der opnår det helt ekstraordinære, som f.eks. Nina, der kommer i audiens hos prinsesse Marie og bliver optaget på Harvard University, men også om Kristian, der får hjælp til at invitere en gæst til middag i sit hjem og Emilie som finder en kæreste. Det gør, at man som mor til en helt almindelig 20-årig autist kan spejle sig i serien, fordi den også fokuserer på de små sejre i hverdagen.

Selve ordet talent stammer oprindeligt fra den bibelske lignelse om ”De betroede talenter”, hvor talent er en møntenhed af en anseelig størrelse som på nytestamentlig tid svarede til kilovis af sølv. I lignelsen får tre tjenere af deres herre betroet hhv. fem, to og én talent, ”enhver efter hans evne”. De to tjenere som har fået hhv. fem og to talenter går hen og handler med dem og fordobler deres herres formue, mens ham med den ene talent gemmer den i jorden af frygt for sin herre. Da herren vender hjem, bliver den sidste tjener straffet for sin uduelighed og dovenskab, ved at hans ene talent tages fra ham og gives til ham med de ti talenter, mens han selv kastes ud i mørket udenfor.

Jeg læser lignelsen sådan, at vi skal bruge det talent – i betydningen medfødt evne – vi har fået af Gud, uanset hvor lille det synes os at være. Og overført på serien ”De skjulte talenter” er det positive budskab i serien, at med den rette hjælp og de rette redskaber kan en autist, der ellers hele sit liv har fået at vide, at han eller hun ikke passede ind, udfolde det talent, der måske viser sig at være større end først antaget, når blot der bliver handlet med det på den rette måde.

Lad så være, at man som mor til en helt gennemsnitlig autist kan blive lidt træt af spørgsmålet om, om ens autistiske søn så har særlige evner. Ifølge hjemmesiden Alt om psykologi, som redigeres af psykologer, er det kun ca. 15 procent af alle autister, der har de såkaldte savant-færdigheder, det vil sige særlige evner som for eksempel ekstraordinær god hukommelse eller usædvanlige evner inden for matematik, musik og kunst. Resten fordeler sig over et bredt spektrum af både evner og udfordringer, og en del unge autister har helt almindelige ungdomsproblemer med usikkerhed, kærestesorger og vanskeligheder med at få hverdagen til at hænge sammen. Nogle gange bliver de forstærket af den unges autisme – andre gange er man tilbøjelig til at give diagnosen ”skylden” for noget, som også opleves af andre unge uden diagnoser.

Så når man er færdig med at se tredje sæson af ”De skjulte talenter”, er det forhåbentligt ikke kun de ekstraordinære talenter hos en lille gruppe autister, der står tilbage. Forhåbentligt husker man også de små sejre i hverdagslivet, som når talgeniet lærer at være sammen med kolleger på uformel basis, når puslespilsgeniet får veninder, hun kan tage med på Dyrehavsbakken, og når den dygtige unge mand, der på trods af en manglende formel uddannelse har fået job hos Novo Nordisk, også har fundet venner, han kan tumle rundt med i en slags voldsomt rollespil, hvor man slås i middelalderkostumer med rigtige våben. Og forhåbentligt husker man, at der er mange unge – og mennesker i alle aldre – der har noget at slås med og kan have brug for at få hjælp til at udfolde deres særlige talent. Eller som puslespilsgeniet Trine siger i slutningen af andet afsnit: ”Jeg ville bare ønske, at alle fik lov at få den oplevelse at være glad for livet og passe ind. Få den hjælp, for så er der jo nok noget potentiale i os alle sammen.”