Blidt og blodtørstigt, ildevarslende og forhåbningsfuldt, grimt og smukt
ANMELDELSE: Nick Cave synger på sit nye album Carnage om himlens kongerige, så selv en ikke-troende kan tro på det. Men selvom han messer, prædiker han aldrig.
En god ting kom der ud af isolationen; når kunstnerne ikke kunne komme ud og spille, måtte de blive hjemme i studiet. Sådan dukkede Nick Caves nye album Carnage pludseligt op. Tanken var vel, som man kan høre det på den sjælfulde Albuquerque: ”We won't get to anywhere darling, anytime this year, unless I dream you there.”
Han skulle have været på turne med de gamle sange. I stedet lavede han sammen med sin faste lydmester Warren Ellis otte nye. Rygtet går, at det kun tog et par uger. På den tid, med drømmen med sig og sammen med den bedste rejsekammerat kan man også nå langt omkring.
”People ask me how I have changed,” synger han og svarer: ”I tell them it’s a singular road.” Der er sket meget med Nick Cave. Fra da han var høj på stoffer og sammen med djævlen og en ladt pistol i hånden var på vej ned gennem Dantes inferno, til han på særligt de sidste tre album begyndte at kravle opad i stedet. Op til den ventende sol, i lyset fra månen, med sine elskede i sine hænder.
På Carnage er han begge steder. Både i underverdenen og i himlen. Han skyder grinende folk i hovedet og hvisker dem bagefter sørgmodigt farvel. Det Gamle Testamente er tilbage med Hand of God og Det Nye genopstår på Lavender Fields. Det stikker i flere retninger, ligesom Den Gode Bog. Der er den gamle Nick og den nye Nick. Eller det er forkert. Der er kun én Nick Cave og kun én vej for ham. Det er det modige ved ham, han tør godt følge den vej, livet smed ham ud på. Det han ser på vejen, det han oplever, det han med tiden er kommet til at tro på, og det han ser derude, hvor vi ikke kan se – det er det, han synger om. Hvem andre end Nick Cave kan synge ”There is a Kingdom in the sky”, så den ikke-troende kan tro det?
De kalder ham mørkets fyrste, men netop fordi han kender mørket, kan han synge om lyset som ingen anden. Han har stadig punkens mod, og selvom han messer, prædiker han aldrig. Mon ikke det er derfor, han er det nærmeste, vi nogensinde kommer på en profet og en vejviser. Som en anden Johannes Døber står han i slangeskindssko og med sine guldringe på den beskidte forladte bred og peger på Jesus.
Han blev ikke ved det, han så længe var god til. Da livet bragte ham et andet sted hen, stillede han de skærende guitarer op ad væggen og lod være med at sparke diabolsk ud i den røgfyldte luft. I stedet samlede han sig ved klaveret, skrev sine tekster på et stykke papir og lod Warren Ellis komponere en ulmende elektronisk klangbund, nogle steder med sakralt kor og håndspillet klokkespil. Herefter var der kun tilbage at dramatisere det, han havde skrevet. Hvilket alle dage har været Nick Caves enestående evne. Han har aldrig sunget bedre end nu. Aldrig messet skarpere.
Carnage er lyden af to erfarne musikere, der har isoleret sig i tosomhed, langt væk fra forventninger og tidligere bedrifter, og har skabt noget både blidt og blodtørstigt, ildevarslende og forhåbningsfuldt, grimt og smukt. Vi bliver inviteret ind i et eventyrligt lydlandskab af uforudsigelighed og et tekstunivers, som konstant giver os sætninger, vi kan smage. Og billeder, som vi ser så tydeligt men ikke helt kan forstå. Han bryder ned. Han bygger op. Ord og billeder som på samme tid er enkle og fabulerende, vilde og dog lige til: ”The moon is a girl with the sun in her eyes,” som han synger på den himmelråbende smukke Shattered Ground. Inderligt spyttet ud. Og længselsfuldt konstateret.
Carnage er ikke et nyt Ghosteen, hans forrige album fra 2019, som tog os med ind i det mest fortættede sorgens rum, lod os blive, så vi ikke kunne trække vejret, for så blidt og uendelig kærligt at føre os ud af graven og lade os se et glimt af Guds Rige i barnets øjne. Carnage besidder heller ikke den vilde musikalske variation fra Skeleton Trees, albummet fra 2016, eller den voldsomme mytologiske historieskrivning på Push the sky away fra 2013. Set i lyset af særligt disse tre forrige albums, så er Carnage mindre i lyd og omfang. Den vil os ikke lige så meget.
Men derfor kan den godt give os lige det, vi har brug for. Nick Cave er en Elvisefterligner. Han er Antikrist. De kalder ham mørkets fyrste, men netop fordi han kender mørket, kan han synge om lyset som ingen anden. Han har stadig punkens mod, og selvom han messer, prædiker han aldrig. Mon ikke det er derfor, han er det nærmeste, vi nogensinde kommer på en profet og en vejviser. Som en anden Johannes Døber står han i slangeskindssko og med sine guldringe på den beskidte forladte bred og peger på Jesus.
Sandelig siger jeg jer: Jeg kender ingen anden teologisk vismand, som på den måde kan vise os vejen til vejen: ”Its only love with a little bit of rain, and I hope to see you again. ”
Nick Cave & Warren Ellis: Carnage/Goliath Records
