Nej, det er ikke en synd men en virkelig fed serie

ANMELDELSE: Hele livet bliver sat på spidsen i HBO’s serie om aidsland i 80’erne: Det, man så gerne vil, bliver det, man dør af. Serien er på én gang underholdende lykkelig og dybt ulykkelig - og derfor er den så vellykket.

I den her udmattende coronatid er jeg startet på et helt hav af serier. Sjældent er jeg nået længere end de første to scener. Jeg tror faktisk, at jeg er blevet en så erfaren seriekigger, at jeg kan afsløre kvaliteten, længe før titlen kommer på skærmen. Med ’It’s a sin’ var jeg på, inden jeg havde trykket på play. En ungdomsserie (mine ynglings) med en titel taget fra Pet Shop Boys homohymnehit, som med tre ord beskriver, hvordan det føltes at være homoseksuel i 80’erne. Det var en synd. Og aids, som serien i den grad også handler om, blev i det store hele stemplet som Guds vrede over de syndige homoer.

Ti minutter inde i første afsnit vidste jeg, at ikke bare titlen var fed, indholdet lovede det bedste. Ritchie, en ung fyr på 18 år, spiser med sine forældre og sin søster. Alt er fint i det lille ordentlige hus på Isle of Wight (Bronski Beats ’Smalltown Boy’ dukker selvfølgelig op på et tidspunkt). Mor og far stikker lidt til hinanden på middelklassevis, og Ritchie underholder fra bordenden. Han skal til London for at studere jura. Det er hans sidste aften hjemme. Mor vil rydde op, når han nu flytter, siger hun. Ritchies gaffel stopper midtvejs. Hele hans skab er fyldt med pornoblade. Bøssepornoblade. Næste scene er ved bilen. Som kom den fra himlen, dukker Enola Gay med OMD diskret op i lydsporet. Oh yes, sådan åbner man en serie.

Ritchie vinker med et glimt i øjet farvel til sin barndom og ankommer til London med stramme Levis og bølget hår. I London møder han hurtigt to andre unge drenge, Roscoe som er stukket af fra sin meget kristne familie, som ved bønnens magt prøver at uddrive hans homoseksualitet (møgsjovt adieu), og Colin, en ulastelig klædt stilfærdig homoseksuel waliser, som endnu ikke er sprunget ud. Sammen med Ritchies veninde fra universitetet Jill, som gennem serien bliver den stærke samlende figur, ankeret i skibet som sejler imod afgrunden, danner de deres egen lille familie i deres egen store lejlighed, The Pink Palace. Og så bliver der ellers festet, drukket og knaldet helt uhæmmet meget i den hedonistiske bule til de bedste synthpophits i verden.

Det er lige, som det skal være. Og hamrende seværdigt. Nu starter livet. De springer ud i det, og friheden er ekstatisk. De kaster deres undertrykkelse af sig. De skynder sig. Tilbageholdte drømme skal føres ud i livet. Det sker med humor, vidunderligt venskab og nysgerrig frygtløs længsel. Endelig har de endelig en plads i verden, hvor de kan være, som de er. Men da de springer ud, springer de også ud i angst, aids, sygdom og død. Som man bevæger sig gennem årtiet, som serien følger fra 1981 til 1991, bliver det hele mørkere og mørkere. Festen var på lånt tid, finder man smerteligt ud af. Smilene forsvinder, i takt med at alvoren banker på og informationer om aids langsomt breder sig. Ritchie kigger sig i spejlet til Eurythmics ’Sweet dreams’. Sangen danser afsted, mens Ritchie undersøger sig selv for sygdomstegn. Det seksuelle dør ud. Hele livet bliver sat på spidsen: Det, man så gerne vil, bliver det, man dør af.

It’s a sin’ er et monument over de faldne og en livsbekræftende hyldest til alle de homoseksuelle, som døde stigmatiserede, udstødte og forladte på enestuer. Den er også fuld af perspektiv i dens fortælling om dem, vi kun læste om i notitser, kortvarigt så ligge helt afkræftede i sygesengen og ellers undgik at vide noget om. En hel generation af dødsmærkede, som serien smukt vækker til live.

Drivkraften i serien er todelt. På den ene side ungdommens fest i storbyen, venskaberne, kærligheden, lysten til livet og på den anden side døden, som nærmer sig ekstremt hurtigt og uventet. Når livet går i byen, står døden allerede i baren og venter. 

Det er en hamrende underholdende lykkelig serie. Og en dybt rørende og uendeligt ulykkelig serie. Det er en kunst at holde sammen på to serier i en. Men det er det, som ’It’s a sin’ gør. Og havde den ikke gjort det, havde vi stået med to ensporede serier; en overspillet bøssekomedie uden alvor eller en alt for tung ”hvor er det synd for jer”-serie uden humor og fest. Jeg havde ikke gidet at starte på nogen af de to.

Bliver personerne nogle steder lettere karikerede? Det kan måske se sådan ud med de tilknappede skjorter versus de åbentstående skjorter. Men så tror jeg, det er, fordi man ser det med nutidens øjne. Det var Thatchers konservative England, og det var en ungdom, der kæmpede for alt det modsatte.  Forskellene var demonstrative, ikke karikerede. Var det virkelig sådan, man behandlede homoseksuelle? Spørg hovedforfatter Russell T. Davies. Han var der. Som en af de homoseksuelle.

Et mere gyldigt kritikpunkt vil være, at nogle steder, særligt i starten, er der måske lidt for meget fest i serien (man lavede vel også andet i 80’erne end at knalde). Andre steder, til slut, er der for meget død (det var vel ikke alle, der døde). Men når livet og døden balanceres, og det gør den det meste af tiden, når livet holdes sammen med døden, så er serien suveræn. Ja, så overgår serien sin tid og sit formulerede emne. Det helt særlige ved ’It’s a sin’ er det samme, som gjorde film som Brokeback Mountain og Adeles Liv så fremragende; personerne er homoseksuelle, men grundtemaet er alment menneskeligt. Man ser dem uafhængigt af sin egen seksualitet. Man ser dem som sig selv. Og spørgsmålet er det samme, som mennesker til alle tider har stillet sig selv: Hvordan elsker man, som den, man er?

’It’s a sin’ har et genialt soundtrack. Oh L’amour! Den er naturligt spillet, farverigt filmet, virkelig godt skrevet, charmerende, hamrende underholdende og dybt rørende. En serie om døden og særligt livet før døden. Hvis du er gået helt seriedød, så har du her serien, der kan få livet tilbage i dig.