Når godt ikke er godt nok

ANMELDELSE: Christian Hjortkjær stiller ikke bare en samtidsdiagnose i sin bog Utilstrækkelig, han har også kuren. Den kan hentes i den klassiske Disneyfilm Løvernes Konge.

Line, en helt almindelig gymnasiepige, sidder inde på sit værelse. Værelset er sparsomt indrettet, der er kun det mest nødvendige, og det ligner vel nok en blanding af et studerekammer og en klostercelle. Oven over skrivebordet og den summende computer hænger et stykke papir med skriften: ”Hvis bedre er muligt, så er godt ikke godt nok”.

Line finder citatet motiverende, fortæller hun. Det minder hende om at gøre tingene så ordentligt som muligt, for hun bliver sur på sig selv, hvis hun ved, at hun kunne havde gjort noget bedre.

Scenen er fra Christian Hjortkjærs fremragende og letlæselig bog Utilstrækkelig, som jeg håber, at alle unge vil læse. Bogen tager et kritisk og konstruktiv favntag med det, der er på spil i den lille scene: samfundets præstationskultur og de unges følelse af utilstrækkelighed.

Bogen er eksistentiel i sit sigte, den er ikke skrevet om, men til en læser. Til Line, det pligtopfyldende og samvittighedsfulde unge menneske, der forsøger at gøre det godt, men som alligevel siger ”Det er min egen skyld”. Til den skoleudmattede, for hvem intet er godt nok, hvis bedre er muligt. Til den, der føler sig forkert, selvom han eller hun forsøger at gøre alting rigtigt.

Hjortkjærs påstand er, at vi er gået fra et forbudssamfund til et påbudssamfund, fra regler til idealer. Det er egentligt ikke, fordi de unge har gjort noget forkert, siger Hjortkjær, de har bare aldrig gjort nok. For hvis bedre er muligt … Derfor er det heller ikke længere skylden, men skammen og utilstrækkeligheden, der fylder i dag.

Jeg tror, de fleste af os kan nikke genkendende til den utilstrækkelighedsfølelse, som Hjortkjær beskriver. Både de unge og alle andre, som på en eller anden måde har berøring med tidens præstationskultur – forældre, lærere, studerende. Og sikkert mange, mange flere. 

Hjortkjær ender befriende nok aldrig i en klagesang, hverken over samfundet eller over ungdommen. Den gennemgående tanke er nemlig, at det i dag ikke er sværere at være ung end på mormors tid, men derimod, som et mantra, der går igen i bogen, det er anderledes svært at være ung i dag end på mormors tid.

Min egen mormor blev født i 1909, og Christian Hjortkjær viser, hvordan hun og hendes generation voksede op i en verden, som havde nogle klare forventninger til, hvordan man skulle leve livet – og måske særligt som kvinde.

Du skal passe hjemmet, du skal passe børnene, du skal passe din mand, være en god hustru, du skal sørge for, der kommer varmt mad på bordet. Det er din bestemmelse, som man sagde, kære kvinde.

Du skal dit, og du skal dat. Du skal. Gør du det, så lever du op til det, der er din rolle.

Vores mormødre var omringet af en stor cirkel af forventninger, forbud og regler, skriver Hjortkjær. Hvis de trådte ud af cirklen, fik de – i overført betydning – et rap over nallerne, og så skyndte de sig tilbage i cirklen. Hertil og ikke længere! Gik man over grænsen, så blev man ramt af skyld og dårlig samvittighed.

De grænser, som dengang omringede ethvert menneske, kom under opbrud i 68-oprøret. Ned med autoriteterne, som der stod på fanerne til demonstrationerne; ”Rend mig i traditionerne”, som Panduros samtidsroman hed. 

Cirklen af forbud blev flydende og hullet efter ungdomsoprøret, og fra nu af har de unge mennesker friere kunnet vælge, hvilken vej i livet de ville gå. ”Der er ingen bånd, der binder mig”, som Pinocchio så optimistisk synger. Men sangen er tomme kalorier, for vi ved alle godt, at det ikke er sandt. Der er bånd, der binder mig, og i dag er fortidens ”Du skal” erstattet af tidens langt mere indtrængende ”Du bør”.

Og der er meget, vi bør: ”Du bør leve længe, leve sundt og godt, du bør tænke positivt og fremadrettet, holde dig i form, holde dig opdateret og holde op med at tænke for meget, du bør være social, men huske at finde tid til at være alene, du bør være original, men ikke sær, skille dig ud fra mængden, men ikke af mængden, prioritere dine arbejdsopgaver og huske kvalitetstiden med familien, holde vreden inde og tankemylderet ude, holde blodtrykket nede og humøret oppe, du skal redde miljøet og være den bedste udgave af dig selv”.

Ja, man bliver helt forpustet. Der, hvor min mormor blev ramt af skyld, der rammes vi af utilstrækkelighed. Men hvad gør vi så, hvad stiller vi op med alle de påbud, som hele tiden omringer os? Christian Hjortkjær laver ikke bare en samtidsdiagnose, men har også kuren. Han finder svaret udfoldet i den klassiske Disneyfilm Løvernes Konge.

Simba fra Løvernes Konge vokser op med et helt bestemt påbud: Du skal være løvernes konge! Men Simba kommer hjemmefra med en ubærlig skyldfølelse og løber ind i det, Christian Hjortkjær kalder de omvandrende selvhjælpsbøger Timon og Pumba, som fortæller ham, at han skal vende fortiden ryggen og bare tage det roligt. Hakuna Matata.

Barndomsveninden Nala kommer til og forsøger at trække Simba i den anden retning. Du har et ansvar og forpligtelse, som du er løbet fra, formaner hun Simba. Løveungen stritter imod, han vil selv leve sit liv, og ikke leve efter en ydre pligt. Det skal komme indefra. Og det er netop det, det gør, da Simba møder Rafiki, den mystiske abe, der ved Simbas fødsel forudbestemte ham til at være Løvernes Konge. Rafiki spøger: Hvem er du? Og dét spørgsmål sætter en indre bevægelse i gang hos Simba. Hvem er jeg? Hvad er jeg bestemt til? Hvad er mit livs mening?

Simba opdager, hvad der er hans livs kald – ikke som et ydre påbud om, hvad han skal, men som et indre påbud, et opbyggeligt påbud, som kalder Simba til ansvar for sit liv. Han ranker ryggen og står ved sig selv. På den måde bliver påbuddet og den utilstrækkelighedsfølelse, som vokser ud af det, til at bære.

Utilstrækkelig er en bog, der burde ligge på mange menneskers natbord. Christian Hjortkjærs pen er skarp og forståelig, og med et analytisk blik spidder han tidens præstationskultur, der gør, at ungdommen i dag lider af fornemmelsen af ikke at slå til. Hjortkjær underviser på Silkeborg Højskole, og man mærker, at han har en dyb indsigt i, hvilke grundlæggende følelser der præger ungdommen i dag. Og det gør han på en sådan måde, så læseren også selv kan sætte ord på sine følelser. Det er enormt velgørende.

Christian Hjortkjær har også i podcasten Kierkegaard på egen krop taget på sig at være Kierkegaards stemme i nutiden. Det gør han virkelig godt; de Kierkegaardske pointer serveres både her og i podcasten letfordøjeligt i øjenhøjde med læseren. Alene det at vælge en Disneyfilm som referenceramme for, hvordan vi skal leve vores liv, er nærmest genialt. Så kan alle og enhver kan begribe det og spørge sig selv: Hvad er jeg bestemt til. Hvem er jeg?

Find bogen her