Mennesker har brug for ærlighed

BOGANMELDELSE: ’Fries before Guys’-podcasterne har skrevet en bog, som også kan læses af voksne kvinder. Sommetider går der præstation i selvudleveringen, men bogen er også stærk, sårbar og inspirerende.

’Ej, Ane, nu ligger du igen her og dovner den, du burde løbe en tur!’ Der skal et kraftigt spark til, før jeg får presset mig selv ned i et par alt for stramme løbebukser, solbriller på og Fries before Guys-podcast i ørerne, og halsende ud over markerne kan jeg høre Nanna og Jose småsnakke om emner som sex, angst og perfekthedskultur. Det er, som om forkerthedsfølelsen over mine ballers alt for store bevægelser i takt med løbetrinnene mildnes, mens Jose og Nanna øser ud af deres skamfulde tanker og livssituationer.

Jeg er ellers ikke i målgruppen til hverken de to gymnasieveninders podcast gennem tre år, Fries before Guys, eller deres nye bog ’En som os’ – en halv fastgroet mor til to på 37 år bosat i et parcelhus i provinsen, ca. 100 års oplevelser fra pigernes eksotiske og udfordrende ungdomsliv. Min konkrete virkelighed er en anden lige nu. Men da jeg læste bogen, havde jeg det lidt, som da jeg med stor nydelse og midt i et forunderligt nostalgitrip råt slugte ungdomsserien ’Skam’ sammen med tusindvis af andre kvinder, hvis ungdom nordmændene fik revet op i på godt og ondt. Og selvom podcasten også virker på mig, finder jeg bogen mere præcis, gennemarbejdet og brugbar.

Den har en anden dybde end podcasten, hvor budskabet indimellem drukner i fnis og fjanteri. Bogen er skrevet i et let sprog og har en fin vekselvirkning mellem beskeder på Messenger, noter fra telefoner og dagbogsoptegnelser, der gør den meget autentisk. Samtidig giver den stof til eftertanke: Står jeg egentlig selv ved, hvem jeg er? Døjer jeg også med skam over seksualitet, forkerthedsfølelser og angsten ved at være i live?

Bogen tager udgangspunkt i venindernes fire typiske samtaleemner i podcasten: seksualitet, angst, forkerthedsfølelser og fællesskab. Den er hudløst ærlig, jeg fristes til at indsætte et #nofilter! Deres tanke er, at jo mere vi mennesker tør dele vores inderste tanker og følelser, jo mere vil vi finde ud af, at vi ikke er alene om at have det på den måde. Vores følelser og tanker kan genkendes af de fleste andre.

Især afsnittet om seksualitet bærer præg af en feministisk agenda, hvor kvinden lige så åbent som manden skal have lov til at tale om sin seksualitet og sin lyst. De åbner op for posen og deler hæmningsløst ud af intime sexerfaringer og tanker både om kærester, partnere og sexlegetøj. Men gennem deres ærlighed mærker man hele tiden en længsel efter at føle sig god nok. Ærligheden får nærmest karakter af en ny form for præstation, som pigerne skal leve op til på den rigtige, seje, ærlige, but not too much-agtige måde.

Afsnittet om angst fremstår til gengæld stærkt og sårbart, så man klart fornemmer, at de er på gyngende grund. Her er selvudleveringen mere skrøbelig for dem, end når det handler om sex. Der kommer eksistentialisme på banen for pigerne: De skriver om kontroltab og flugt, om angsten for at være til, for fremtiden, for at være dem, de er. Angsten for døden, for livet og for tanken om mig selv som ’bare en krop’, som der står i bogen. Man fornemmer deres trang til mening og angsten for meningsløshed i et liv, hvor alle muligheder, i hvert fald på papiret, er åbne. Denne del er særlig stærk, fordi den henvender sig generelt til det moderne menneske, der søger efter mening. Det menneske, uanset alder, som har svært ved at slå rod og give sig hen til noget statisk i frygt for at gro fast. Pigernes tanker tror jeg mange kan nikke genkendende til.

Det samme gælder temaet om forkerthedsfølelser, deres ord for alle de følelser, som de oplever de ikke burde have. I stedet for at tage følelserne til sig og vende dem indad retter de dem udad, når de får øje på dem, og deler dem med hinanden og erfarer, at de så bliver nemmere at bære. Forkerthedsfølelser kan handle om vægt og udseende, om sex, om ikke at være god nok, om at skamme sig over at have menstruation. De laver en hel liste over grimme tanker og udsagn med ’burde’: Jeg burde spare op til pension, jeg burde gå 10.000 skridt om dagen i stedet for 4500, jeg burde være stærkere og ikke konstant hvile mig på sofaen osv.  Afsnittet om forkerthedsfølelser er en lang erfaringsudlevering. For mig bliver erfaringerne som et trip down memory lane og har ikke samme relevans som de eksistentialistiske overvejelser. Det er denne erfaringsdeling, der også kendetegner podcasten, som for mig som lidt ældre læser bliver mindre relevant. Til gengæld tror jeg den er af stor betydning for unge lyttere og læsere.

Til sidst sætter pigerne fokus på menneskers fællesskab og citerer fra ’Skam’: Mennesker trenger mennesker! Mennesker har brug for et rum at være i, hvor de kan være dem, de er. Et sted, hvor de kan være ærlige, hudløst ærlige, og derigennem opleve en værdifuld samhørighed. ”Vores følelser er universelle, og i stedet for at se os selv som robotter blev vi mennesker af kød og blod med historier og fortællinger, der også rummer smerte, fortvivlelse og ensomhed. Det opløfter os og skaber en mening med livet,” skriver de. Overvejelserne er yderst relevante, især i en kultur, hvor ensomhed er et stort problem. Der ligger et fint opråb til både unge og ældre om at indse, at mennesket ikke er skabt til at være alene, men at livet bliver mere helt, når det er delt. At vi som mennesker lettere kan bære vores liv med både det sorgfulde og det glædelige, når vi har gode mennesker, der bærer med os.

Som der står i epilogen: At have et fælles sprog for alt det, vi kommer i berøring med i livet, skaber en enorm følelse af samhørighed. Det er i mødet med mennesker, at verden virkelig åbner sig.

Jeg fristes til at slutte med et AMEN.