Maren Uthaug tager syv omgange med døden
BOGANMELDELSE: Det var velfortjent, at ’En lykkelig slutning’ forleden fik Læsernes Bogpris 2020. Maren Uthaug har skrevet en fandenivoldsk historie om de dødes betydning for de levende.
Følgende replikskifte udspandt sig på Instagram, efter at Maren Uthaug havde lavet et opslag med klager fra læsere, der havde følt ubehag og fortrød, at de havde læst hendes bog ’En lykkelig slutning’. Jeg syntes, jeg måtte kommentere opslaget:
Mig: Jeg skal anmelde den til folk&kirke – det har jeg allerede fortrudt. Mit blik på bedemænd er i fare. Hvad gør vi nu?!
Maren Uthaug: Husk på, at de faktisk er meget dygtige og sympatiske som bedemænd. Alle mennesker har jo brister😊
Mig: Fokusér på faglighed – okay, got it!
I sit opslag skrev hun, at der måske burde være en advarsel på forsiden: ’Kan indeholde spor af nødder og nekrofili’ – i vanlig rå Uthaug-stil, som man kender den fra striben ’Ting, jeg gjorde’. For det var jo det, man havde hørt – at bogen handlede om en nekrofil bedemand, og det kan få gåsehuden frem på enhver, der altid har haft den mistanke, at bedemænd er lidt sære. Men en nekrofil bedemand, ligefrem – hvor grotesk kan det blive?
Omgangen med døden
Men det er faktisk ikke særligt slemt. Måske er man blevet tykhudet gennem årene, eller også er det, fordi bogen er én lang på sin vis umulig kærlighedshistorie, fortalt gennem syv portrætter og syv generationer. Uthaugs persongalleri består fortrinsvist af seks Christian’er og én Nicolas, som er den, der fortæller sin slægts historie. På den måde får læseren gennem slægternes gang indblik i omgangen med døden her i vores kulturkreds. Og det er spændende. Ikke så meget, fordi man får kulturhistorisk indblik i begravelsesskikke gennem de sidste par hundrede år, men fordi hver generations Christian har et ganske særligt forhold til de døde.
De sidste par år har der været fornyet fokus på det, man kalder tabuer, selvom de ikke rigtigt er det, fordi vi faktisk taler om dem på skrift og i billeder: døden, sorg, ensomhed. Der er kommet en del bogudgivelser inden for disse felter, men Uthaugs er måske nok den mest fandenivoldske, jeg har læst. Hun beskriver de dødes betydning for de levende på syv forskellige måder, og vel at mærke uden at fælde dom over dem.
Slægtsroman over 200 år
Bogen er en slægtsroman, der udspænder sig over omtrent 200 år fra den skibbrudne Christian 1’s oplevelser og virke på øen Tikopia, der har befolkningskontrol, og hvor man derfor dræber overskydende børn. Og gamle, der er udtjent, stikker til havs for fællesskabets bedste. Christian 1 møder pigen Konkylie, og sammen med hende begynder han at fungere som afliver og en slags ceremonimester for de uønskede spædbørn, idet han mener, at det dog er bedre, at den slags sker i Guds navn, og ikke bare koldblodigt.
Deres søn, Christian 2, stikker til havs for at gøre plads, men overlever og lander i Holland, hvor han møder pigen Femke. Sammen drager de til Danmark og slår sig ned. Christian 2 er mørk og taler en underlig blanding af dansk, hollandsk og polynesisk, og han får ry for at kunne holde de døde i jorden med varseltagning og mærkelige besværgelser.
Derfra går det slag i slag med bedemandsforretningen. Kapitlerne om Christian 1-5 afbrydes af kapitler om Nicolas, der af ganske særlige grunde ikke hedder Christian som sine forfædre. Det er ham, der er nekrofil, men det er ikke for at være ulækker, at Uthaug udstyrer ham med dén rent faktisk tabubelagte seksualitet.
Liderligt spøgelse
Gennem hele romanen møder vi Christian’er, der repræsenterer egentlig legitime forhold til døden. Eller til de døde, rettere sagt. For når nogen dør i romanen, beskrives det fuldkommen nøgternt konstaterende. Det vigtige er nemlig ikke dødens indtræffen, men hvordan mennesker omgås de døde, hvad enten de er i familie med dem eller ej. En af bedemændene er voldsomt optaget af, at det går ordentligt for sig og urnerne står med præcis afstand. En anden ser de dødes genfærd og tilbringer det meste af sit liv sammen med dem og omgås dem helt hverdagsagtigt, så folk tror, han er sindssyg. En anden går meget op i det hygiejniske ved ligbrænding efter den københavnske kolera.
Deres indbyrdes meget forskelligartede omgang med døden som livsvilkår, enten som mekanisk eller indlevende eller medlevende suppleres af en tematik om, hvordan ægte kærlighed kan forløses på dødens vilkår. Er den kropslig? Er den åndelig/spøgelsesagtig? Kan de kombineres? Det kommer der iblandt groteske og sjove scener ud af. For eksempel med det usandsynligt liderlige spøgelse, Jacob, der udvirker, at Christian 4 får barn med spøgelset Elise, og Jacob selv får den kødelige kærlighed, som han længes efter, at føle.
Den umulige kærlighed
Med døden og legitim/forbudt kærlighed som gennemgående temaer er det faktisk ganske naturligt, at Uthaug lader Nicolas være nekrofil: Han elsker oprigtigt døde kroppe. Bogen spørger, hvad der gør det mere legitimt at elske en afdød åndeligt og i mindet – eller som et spøgelse, man så at sige færdes med i sit daglige liv og har samtaler med – end som krop.
’En lykkelig slutning’ handler om opofrelse, fællesskab, tradition, de dødes plads i de levendes verden – og om den umulige kærligheds vanskelige kår spændt ud over krop og sjæl, tid og evighed. Nekrofilien er blot en logisk konsekvens af vores kulturs omgang med døden og kærligheden. Det er godt set af Maren Uthaug. Og så kan det godt være, at nogle vil væmmes ved beskrivelserne. Men som undersøgelse af kærligheden og døden er bogen ikke effektjagende og grotesk. Det er en uforfærdet vandring i de dødes og de levendes land. Den slags tør Uthaug se i øjnene. Og det skal hun have tak for, for hverken kærligheden eller døden har noget facit. Og menneskers forsøg på at tumle med dem er uendelig og fuld af de særeste metamorfoser.
Vinder af
Læsernes Bogpris 2020
Maren Uthaugs "En lykkelig slutning" vandt i april Læsernes Bogpris 2020. Her takker hun for prisen og glæder sig over, at den igangværende coronapandemi ikke ville have gjort hendes bedemandsfamilie i romanen rig.
