Flydende relationer

BOGANMELDELSE: Dem, der står os nærmest, tages før eller siden fra os. Lotte Kirkebys roman De nærmeste skildrer dette vilkår på en måde, så vi får øje på det håb, der alligevel er.

Hvis en bog kan have et element, så er det vandet, der er denne bogs element. Det allestedsnærværende vand, som binder jord og himmel sammen, og forener bogens fortæller, Anna, med de mennesker, som står hende nærmest; levende såvel som døde.

Vandet, som allerede møder læserens blik på bogens omslag, anslår den vemodige stemning, der løber som en basso continuo igennem fortællingen. Men på trods af vemodet er det ikke en tung fortælling. Lotte Kirkeby får ubesværet dufte og farver, stemninger og lyde til at rejse sig fra bogens sider. Sproget er båret af en usædvanlig sanselighed, som fremkalder det ene lysende klare erindringsbillede efter det andet i mig som læser. Men ringene på vandets overflade mere end lader ane, at sindets dybder er i oprør og bevægelse.

De nærmeste bliver siddende i mig efter endt læsning. Det er der en herlig dobbelthed i, for bogens personer er helt deres egne og bliver hos mig i kraft af deres autenticitet. Men jeg er mig pludselig smertelig bevidst om, at også jeg er nogens nærmeste. At nogen er mine nærmeste. Det er selvfølgelig en god ting. Det smertelige ligger i den sårbarhed og udsathed, det indebærer, og som bogen åbner for. Den følelse bliver hos mig.

Som præst er jeg vant til at tænke på de nærmeste som de mennesker, jeg møder kort efter et dødsfald, og som senere sidder på forreste række under den kirkelige handling. De er altid forskellige og deres indbyrdes relationer varierer, men deres grund til at komme er den samme: De har mistet nogen. Jeg kan som regel hurtigt mærke, hvordan jeg skal gribe det an. Men den følelse, som De nærmeste efterlader hos mig, den ved jeg næsten ikke, hvad jeg skal stille op med. Den gør mig til en af dem. Det er på sammen tid frustrerende og dejligt ydmygende.

Fra sit hus i skovkanten går Anna alene på en sti ned mod stranden. Her har hun gået, siden hun var en lille pige. Først mellem sin storesøster og sin lillebror, og senere mellem sine to døtre. Hendes bevægelser er formet efter deres, de har udgjort rammerne for hendes plads i livet, og nu, hvor hun går der alene, er hun slået ud af kurs.

Det er en undtagelsestilstand. Bogens åbningsreplik ”De dør natten til søndag…” er endnu ikke blevet uddybet. Hvad er der sket med forældrene? En hverdag ligger smadret, sanserne er skærpet, tiden revet i stykker.

Hun går i vandet på det samme sted, hvor de altid har badet, og den glatte havbund bliver et konkret billede på, hvordan Anna prøver at finde fodfæste efter med et slag at have mistet begge sine forældre. Så lukker vandet sig om hende og gør tiden flydende inden i hende, så hun klart kan genkalde sig alt det, der ikke er længere. Svalerne. Stemmerne. Kokasserne. Billerne. Mudder mellem tæerne. Barndommens badeture i erindringsflash. Bagefter går hun ind i skoven til bakken, hvor de plejede at fælde juletræer, og myretuerne, som vækker flere minder, indtil uro og ensomhed driver hende hjem igen.

Annas ensomhed er markant, i betragtning af at det hverken er hendes søskende eller døtrene, hun har mistet. Men det er det så alligevel på en måde. For døtrene er ved at blive store og lægger afstand til hende, og med tabet af forældrene bliver det tydeligt, at Anna, Eva og Christian har fjernet sig fra hinanden. Fortroligheden fra den fælles opvækst er ikke længere intakt. Da de nu mødes for i fællesskab at rydde op i forældrenes hus og planlægge begravelsen, opdager de, at de ikke rigtig er i stand til at dele sorgen, som påvirker dem forskelligt.

Det bliver sat på spidsen under samtalen med den ubehjælpsomme præst, hvor det bliver tydeligt, at de tre søskende har et helt forskelligt billede af forældrene og deres relation. De går frustrerede og splittede derfra.

Dødsfaldet og begravelsen er kulminationen på en tid, hvor Anna har set sine forældre blive gamle, og hvor døtrene, Ida og Marie, ikke længere har brug for hende på samme måde. Anna længes efter intimiteten med dem alle sammen, også med eksmanden Uffe, som forlod hende, selvom han elskede hende og måske stadig gør det. Den historie får vi lidt efter lidt, og den niver i hjertet. Det samme gør det kuldsejlede forhold mellem faderen og broderen Christian.

Bogen er en befriende flot litterær skildring af det grundvilkår, at dem, der står os nærmest, før eller siden tages fra os, og at det forandrer os. Historien fortælles som et brudstykke af et liv, som ikke går fra a til b, men er forviklet i sin egen fortid og nutid og andre menneskers virkelighed, og det er sådan livet går sin gang.

Hen imod slutningen spiller vandet igen en rolle i forhold til at gendanne den krakelerede verden efter dødsfaldet, som har rystet relationerne ud af deres vante furer. De mødes ved havnen. Døtrene lidt på afstand, hvor de bader for sig selv, og Anna, som går i vandet sammen med Uffe og genfinder nærheden med ham.

De lukkede cirkler i relationerne breder sig lige så stille som ringene på vandets overflade og åbner sig til sidst, så der er plads til både håb og kærlighed. Men hvad så med troen? spørger denne læser forsigtigt. Det er et åbent spørgsmål.

Hvis en bog kan have et element, så er vemodigheden denne bogs grundvand. Alligevel slutter den på jorden, på kirkegården ved familiegravstedet med de lyse bøgestammer og med udsigt over mark og vand og nye begyndelser.

Præstens stemme og begravelsesritualet får det sidste ord, og selvom Anna ikke tror på løftet om opstandelsen, er hun alligevel blevet trøstet. Det er også en begyndelse.