Dødens mirakuløse sprækker
BOGANMELDELSE: Du skal smile uanset hvad, lærte Thomas Buttenschøn af sin mor, der ligesom faren døde fra ham, da han var lille. Nu gør han op med løgnen og distancen, men insisterer stadig på lyset.
”I begyndelsen var døden”. En bog med en så evangelisk åbning, skrevet af en singer-songwriter, der har skrevet børnebøger og laver børne-tv. Den måtte undersøges nærmere.
Thomas Buttenschøns bog fylder ikke meget. Med sine 170 sider, hvor mange kun rummer enkelte sætninger, er der tale om en bog i kategorien ”en bog, du kan læse på en dag” – eller måske rettere et par timer. Men man skal ikke skue bogens indhold på dens tyngde og omfang.
Det er en dyb lille bog om, hvordan det er svært at blive en voksen mand, når man har glemt, at man var dreng, fordi døden hele tiden har krævet sin plads, og det har været et spørgsmål om at overleve, både fysisk, men også psykisk. Samtidig åbner den for glimt ind i, hvordan det er at være og føle sig helt anderledes.
Gyldendal kalder selv bogen for ”brudstykker”. Det er fragmenter om musik, kærlighed, drømme og liv og om at være barn og voksen på trods. På trods af døden, som hele tiden er baggrundstæppet i disse brudstykker. Døden er med andre ord det, som giver liv til alle disse refleksioner, og som former mennesket Thomas Buttenschøn. Sammen med forfatterens finurlige og helt enkle sprog giver det brudstykkerne en dybde og efterklang, som sidder tilbage i læseren og giver efterklang længe efter.
Barneblik
Thomas Buttenschøn formår at se på sit eget liv med et barneblik, uden at det virker konstrueret eller fortænkt. Han bevæger sig i erindringerne tilbage til den lille dreng, der kom fra Zambia til Danmark med sin danske far og afrikanske mor. De to forældre, som Thomas Buttenschøn dedikerer bogen til: ”Denne her bog er til min mor og min far. Dem, jeg elsker så højt uden at ane, hvem de er. ” For bogens udgangspunkt er, at han mister begge sine forældre, inden han bliver ti år. De havde begge to aids i en tid, hvor der endnu ikke var behandling eller håb at finde. Thomas Buttenschøn lever også med døden som horisont for sit liv, for han får tidligt at vide, at han også selv er født med hiv i blodet og nok ikke bliver voksen eller får de børn, som han drømmer om, allerede mens han selv er barn.
Livets mirakel
Bogen kunne også have haft titlen ”Livet er et mirakel”. For det er mirakuløst, at Thomas som 12-årig overlever tre måneder i koma på grund af sygdommen. Og det er mirakuløst, at der kort efter udvikles en behandling, der forhindrer hiv-virussen i at udvikle sig til aids, og lige så mirakuløst er det, at Thomas Buttenschøn trods alt det tunge bliver ved med at finde lys og nye veje, når mørket er allertættest. Men den titel ville på en eller anden måde have taget tyngden ud af Buttenschøns fortællinger, for det er netop på trods af døden og ødelæggelsen, at Buttenschøn bliver ved at med at finde sprækker som lyset kan bryde igennem. Det lykkes ham at se skyggesiderne i livet, modgang og død fra et perspektiv, der åbner i stedet for lukke i. På godt og ondt får han denne evne med sig fra forældrene, som han kun når at have så kort en tid. Særligt fra hans mor, som siger til ham: ”Man kan sagtens være en prins, selvom man ikke har et slot”. Hun lærer ham, at han skal smile ligegyldigt hvad. Med smilet kan man vende den anden kind til, siger hun. For smilet forvirrer dem, der slår eller taler ned om en, og det er den bedste måde at klare livet på.
Jeg har en far, der ikke kan se mig. Og jeg har ikke lyst til at se ham. Og jeg ser ham først igen, den dag han ikke er her mere.
Det lærer drengen Thomas, at man skal lade, som om man er glad, selvom det gør ondt. Det er smertefuldt at læse med den voksnes blik, men det bliver en del af en overlevelsesstrategi, som følger ham. Den er på sin vis med til at forme offentlighedens billede af ham. Da han slår igennem som musiker, kalder anmelderne ham naiv og beskriver hans tekster som glade popsange uden dybde. Han vælger selv at tage ”den lalleglade trubadurs hat på” og beslutter sig til at altid at lyve mindst en gang, når han bliver interviewet. Det giver ham en distance.
Slående loyalitet
Bogen er et opgør med løgnen og distancen og inviterer os helt derind, hvor vi næsten ikke kan holde ud af være, hvis ikke det var for Buttenschøns evne til at sige det svære og på mange måder sørgelige så enkelt.
Han fortæller så fint om ambivalensen mellem på en gang være 14 år og føle sig udødelig og samtidig frygte for at kysse en pige, fordi hun måske vil være bange for at ende som hans mor.
Men forholdet til forældrene, der er der så kort, og som han elsker så højt, er måske det mest rørende i bogen. Det er slående, hvor loyal Thomas er overfor de to mennesker, som ikke rigtig kan finde ud af livet, som er slået i stykker af sygdommen. Faren, der drikker, og moderen, som skifter sine mænd ud i en jagt på lykken og bedre livsvilkår. Han formår at se på dem med en åbenhed og forståelse, som gør hans små brudstykker meget gribende, og han husker tiden med dem som lykkelig. Og dog står nogle sår åbne, som da hans mor tager tilbage til Zambia for at dø. Som han skriver så ”forsvinder hun i en flyvemaskine.”
Og hans fars forvandling til sidst er svær. Han oplever tiden på Marselisborg Sygehus som en tid, hvor hans far er i fængsel. Da faren også bliver blind, magter han ikke besøgene: ”Jeg har en far, der ikke kan se mig. Og jeg har ikke lyst til at se ham. Og jeg ser ham først igen, den dag han ikke er her mere.”
Musikkens skabende kraft
Døden og bruddene bryder ikke Thomas Buttenschøn ned, men åbner i stedet for en trang i ham til at skabe. Og der er ingen tvivl om, at det er i musikken, Buttenschøn finder plads og rum til alt det, som er svært. ”Musikken har lært mig, at nogle mennesker lever af det disharmoniske, mens andre helst vil være fri, ” skriver han. Musikken er en selvterapi og et åndehul, hvor hans kærlighed ikke kan slå nogen ihjel.
Buttenschøn skriver selv om sin bog, at det er en stjerneregn af fragmenter, hvor noget er sandhed, noget universelt og noget genfortalt, og det er måske netop denne blanding, der gør, at bogen langsomt trækker læseren ind. Det er ikke et stort litterært værk, men Buttenschøns insisteren på, at døden godt kan være begyndelsen, har en positiv tyngde, som jeg tror vi alle kan lære noget af. Slutningen nærmer sig Kierkegaards udsagn om, at livet leves forlæns, men forstås baglæns: ”Det er kun i bakspejlet, jeg kan se, at vores liv er fyldt med bakker, og jeg tænker for mig selv, at det ikke gør noget, hvis der er langt hjem.”
