Det svære søskendeforhold

BOGANMELDELSE: Man bliver lidt mistrøstig over, at det er så svært for de voksne søskende i Elisabeths bog ’Store børn’ at tale sammen. Dialogen bliver til parallelle monologer. Men bogen viser også, at der altid er en mulighed mere.

Elisabeth giver sin storebror Peter A.G. Nielsen en fødselsdagsgave: En invitation til at være med i et bogprojekt. Hun spørger: ”Måske kan vi undersøge familiebegrebet lidt nærmere, og potentielt blive klogere på både det og os selv, og samtidig nærme os hinanden og nogle spørgsmål, som andre søskende i verden måske også går rundt og tænker over?”

Storebror Peter takker ja til gaven, der bliver lavet en lukrativ bogkontrakt, men projektet ender med at drukne i en å, sammen med barndommens fabeldyr, havheksen, blæksprutterne og Neptun.

I stedet for står Elisabeths Gjerluff Nielsens bog ’Store børn’ nu på boghandlernes hylder.

Bogen er ikke i nærheden af at være det undersøgende søskendeprojekt, Elisabeth gav sin bror i gave. Tværtimod står den nu som et dokument over det, der ikke lykkedes mellem lillesøster og storebror. Et udgivet bevis på, hvor udfordrende voksne søskenderelationer kan være.

Mange har skrevet meget om bogens litterære kvalitet, så det vil jeg ikke fortabe mig i. Og uanset om Elisabeths barndomsminder fyldt med ismejerier, syltede ferskner og Lee-bukser med det rigtige svaj rammer en nostalgisk streng i læseren eller lyder som monoton 70’er-baggrundsstøj, så er bogens projekt vedkommende og kradser i noget, mange af os er optaget af:  Hvorfor er det så svært at have en ordentlig relation til sine voksne søskende?

Bogen begynder med at forældrene dør. Begge to. Med ti dages mellemrum. Den ene af kræft, den anden af et genetisk disponeret hjertestop. Og Elisabeth sørger med alle sine aldre.

Sorgen over den døde mor er den lille piges sorg.  Den voksne står som det lille barn og længes efter at blive holdt om og elskes ubetinget. ”Jeg kunne ellers godt have brugt en hånd at holde i lige nu,” skriver Elisabeth, da hun ligger i gæstesengen ved sin mors dødsleje, og beskriver således fint, hvordan vi stadig er børn, når vi som voksne mister en forælder.

I søskendeflokken er Elisabeth lillesøster. Hun har både en storesøster og to storebrødre. Som lillesøster er man altid i fare for at blive valgt fra.

Man har svært ved at følge med i de andres lege og må finde sig i deres påfund, hvis man vil lege med. Som da storesøster Kirsten vil lege baby og propper Elisabeth ned i en alt for lille babystol og tvangsfodrer hende med opblødt franskbrød.

De store er derimod vant til naturligt at blive valgt til af de mindre søskende. Det er dem, de andre gerne vil lege med, og også dem, der naturligt sætter rammer for opførsel og tager ansvar. Som når storebror Peter ved farens grav lover lillesøsteren, at han vil være en ny far for hende.

Samtidig er vi også voksne i vores sorg. Elisabeth konstaterer, at hun selv har to børn og hverken har brug for en ny mor eller en ny far. Men hun har brug for sine søskende.

For nu er der ikke længere en øverste autoritet til at banke i bordet og sige: Nu må I opføre jer ordentligt, unger! Det fælles samlings- og udgangspunkt er væk. De traditioner, der har sat rammen om familien og givet den sin egen identitet, skal fornyes og føres videre.

Og der får vi brug for vores søskende, for det er kun dem, der ved, hvordan man fx fejrer jul på den rigtige måde. De ved, hvilke salmer der skal synges, og hvornår man skal danse om juletræet. Man kan sige et ord af en sætning, og så kan ens søskende færdiggøre historien, for man har hørt far fortælle den utallige gange rundt om langbordet.

Elisabeth fortæller både om barndommens jul og den første jul efter forældrenes død, hvor Peter, som den ældste, påtager sig at videreføre familiejulen. Lillesøster kommer med bilen fyldt med gaver, børn og forventninger til, at nu skal alt være som før, bare med en tom plads omkring bordet.

Jeg tror meget hellere, Elisabeth ville have skrevet bogen sammen med Peter. Hun ville hellere, som hun siger: ”have kigget lidt på de snavsede familieduge – rystet dem og smidt dem ud”, åbnet sig ærligt og sårbart overfor hinanden, og så derefter talt om alle de ting i verden, der betyder noget. Men sådan blev det ikke i denne omgang. Hun citerer selv Vigdis Hjorth, der også har skrevet om svære familieforhold, for at have skrevet: ”Forsoning kræver, at begge parter tør træde ind i sandhedens sårbarhed”. At komme en forsoning nærmere indebærer, at man erkender, at man selv bærer en del af konflikten i sig. Den erkendelse er det lidt usikkert, om Elisabeth og Peter når frem til. Særligt fordi i bogen kun får lillesøsterens side af sagen og kun hører om, hvor urimeligt overfladisk storebror er, fordi han ikke vil gå ind i hendes rum på hendes præmisser. Måske ser hun ikke, hvor lidt hun nærmer sig ham med samme mangel på ærlig nysgerrighed.

Men heldigvis for dem – og for os, der læser bogen – er der en mulighed mere.

Elisabeth ender med at drukne sin MacBook i en å, og med den ryger alle noterne til projekt søskende bog. Så tager hun hjem og forbereder søndagsmiddag og lader en plads være ledig om det store bord, hvis en bror eller en søster skulle have lyst at se forbi.

Den åbne plads om bordet er en udstrakt arm. Elisabeth bliver ved med at have en plads til de andre søskende i sit liv, selvom de er meget forskellige fra hende. Peter viser bogen igennem samme stædighed overfor sin lillesøster; han bliver ved med at invitere hende og tilgive hende, selvom hun tydeligvis træder over hans grænser gang på gang.

Andre anmeldere har sagt, at med ’Store børn’ har Elisabeth ødelagt chancen for at få det forhold til sin bror, som hun drømmer om. Men det forhold, hun drømte om, var jo allerede dødsdømt, og det indser hun, da hun drukner projektet. Det kan åbne mulighed for at have en søskenderelation på nye præmisser, med andre forventninger til den anden. Ikke den relation hun drømte om, men en relation, som også de andre kan være i, som de er.

Hver dag får vi en ny mulighed for at lade vores eget projekt holde pause, sætte vores forventninger til vores søskende og andre mennesker på standby og møde dem i øjenhøjde. Det er aldrig for sent.