Det er så besværligt med de bindinger

ANMELDELSE: Karl Ove Knausgaard har skrevet en stor og foruroligende roman om det, der ikke kan måles og vejes.

Et ordsprog siger, at man kan være født under en heldig stjerne. Det er i så fald ikke nødvendigvis den morgenstjerne, der viser sig i Karl Ove Knausgaards roman, ”Morgenstjernen”, for den har noget tvetydigt ved sig. Den er svanger med man ved ikke helt hvad.

Der er noget monstrøst ved denne her bog. En roman er det, men den består af fortællinger om mennesker, der hver især noterer sig den nye stjerne på himmelen. Måske er den smuk, måske ildevarslende. Det hele foregår i løbet af to meget varme sommerdage, hvor der ikke rigtigt er nogen eller noget, der er helt tilpas. Fortællingerne kunne sagtens læses som selvstændige noveller, men læser man dem samlet, opdager man en forbundethed, der lader en person fra én fortælling optræde i en anden, og man suges ind i en malstrøm af fortællinger om mennesker, der vil så meget og magter så lidt.

”Jeg forstår ikke mine handlinger, det jeg vil, gør jeg ikke og det jeg hader, gør jeg … det gode, som jeg gerne vil, gør jeg ikke, og det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg ”. Paulus’ berømte ord fra Romerbrevet løber som en understrøm gennem fortællingerne, hvor ikke mindst menneskers forhold til hinanden lider skibbrud. Navnlig i de helt nære relationer mellem forældre og børn og mellem ægtefæller. Lykkes det endelig at gøre noget godt, sker det vrangvilligt og i forhold til en fremmed, som da Egil i den sidste fortælling, meget mod sin vilje, på en togrejse hvirvles ind i en alt for snakkesalig medpassagers liv. Det viser sig, at manden er på vej til sin seksårige datters begravelse, og Egil ender med at gå med, tilbringe dagen sammen med denne fremmed, som påstår, at Egil kender ham bedre end nogen anden. For det er langt mindre risikabelt at åbne sig for en fremmed, man formodentlig aldrig skal møde igen, end for dem, man omgås til hverdag.

I romanen møder vi mennesker, der går fejl af hinanden på den mest hjerteskærende måde, som oftest fordi man ikke orker ”alt besværet med det små og nøjagtige, når det store og omtrentlige var det, der trak”. Det er voksne, der ikke orker at tage sig af deres børn eller hinanden og i stedet kaster sig over deres arbejde, alkohol eller andre laster. Forældre skændes pr. sms om, hvem der skal tage sig af deres barn, eller de store børn får ansvar for de små, mens forældrene tåger rundt.

Selv døden er der noget galt med – som allerede titelbladets citat fra Johannes’ Åbenbaring antyder: ”Og i de dage skal menneskene søge døden, og ikke finde den; de skal længes efter at dø, men døden flyr dem”.

For kan man nu regne med, at de døde også virkelig er døde, eller viser de sig for en eller flere i sære tidslommer? Som præsten Kathrine, der skal begrave en mand, der har antastet hende i en lufthavn flere dage efter sin død, eller den døde seksårige pige, der sidder under et træ, så både Egil og hendes far kan se hende, selv om de lige er udvandret fra hendes begravelse. Faderen fuld af anger over, hvor lidt opmærksomhed han egentlig viste sin datter.

Egil funderer over, om det kan lade sig gøre at være et menneske uden bindinger. Bare et menneske. Et umuligt livsideal, som han nok ikke er ene om at overveje. For det er så besværligt med de bindinger, der kræver ens opmærksomhed. Igen dette små og nøjagtige, der keder, over for det store og omtrentlige, der drager.

Det mislykkes konstant for menneskene at indgå i sammenhæng med hinanden, for samtidig trænger andre større og mindre sammenhænge sig ustandseligt på. Adskillige steder optræder dyr, som gør opmærksom på sig selv som en del af verden. Menneskers og dyrs blikke mødes, pludselig er der krabber eller mariehøns overalt, fugle flyver op og deres skrig tolkes som tegn fra en verden, der ikke kan måles og vejes, måske endda fra en gud et sted i universet. Nogen eller noget, man ikke helt vil være ved, og som heller ikke er mennesket ubetinget venligt stemt. Man tumler med forholdet mellem verden og virkeligheden: ”Verden og virkeligheden er ikke det samme. Verden er er den fysiske realitet vi lever i, mens virkeligheden også er alt det vi ved tænker og føler om den.” Og verden vil ikke nødvendigvis én noget godt … Og er mennesket overhovedet en etableret størrelse? Hvad nu, hvis der ikke eksisterer en skarp grænse mellem det, der er inde i et menneske, og det, der er udenfor – hvad nu hvis det stadig er i bevægelse? Ja, hvad hvis der er sammenhænge, videnskaben og fornuften hverken kan rumme eller forklare? Må det, man ikke kan forstå, blankt afvises som overtro? Eller kunne man forestille sig, at det kunne forholde sig som Anselm af Canterbury sagde: ”Jeg tror for at forstå ”?

Nietzsche forsøgte at gøre op med kernen i den kristne tro, der siger, at idioter, løgnere, mordere, hustrumishandlere og pædofile er lige så meget værd som mig. Men Egil konstaterer, at Jesus forandrede verden – Nietzsches tanker forandrede bare tankerne. Det ville jo ellers være meget nemmere, hvis kristendommen bare var en enmandsforestilling, hvor man ikke var så forbandet henvist på medmennesket, den såkaldte ” næste”.

Faderen til den døde pige beder Egil om at blive sammen med ham efter begravelsen, og Egil indvilliger modstræbende, fordi manden er hans næste. Da manden så hævder, at Egil er kristen, protesterer han kraftigt: Nej, det er han i hvert fald ikke: ”’Kristen’, det låste alting fast, det var ikke dét jeg var.” Måske er det dét, der er galt - at man har fået det indtryk, at ”kristen” låser alting fast? 

”Morgenstjernen” viser, hvad der sker med mennesker, når vi ser disse bindinger til andre som snærende i stedet for lykkelige. Vriste os fri af dem kan vi ikke, og når vi prøver, tumler vi uskønt rundt og kommer galt afsted, mens morgenstjernen ser til. 

Karl Ove Knausgaard har denne gang skrevet en bog, der mere end antyder, at kristendommen vender om på forholdet mellem det fastlåste og det frisatte. Hvad nu hvis det at være kristen sætter én fri til at tilbringe dagen sammen med et vildt fremmed fortvivlet menneske, ikke fordi man har lyst, men fordi den anden trænger og morgenstjernen ser til? Hvad hvis den frihed, vi længes efter, begynder lige dér, hvor vejen går gennem det små og nøjagtige, som har det med at kede os, og fører videre til det store omtrentlige, som drager os. Hvad nu hvis?