Den naive drøm om fred
i sindet

BOGANMELDELSE: Niels Lyngsøs bog er ærlig, selvudleverende og næsten kvælende i sin indadskuen. Der er ikke meget liv at hente i den – og så alligevel. For der er noget opløftende over, at projektet ikke kan lykkes.

Da jeg ankom til den tidligere landsbyskole omtrent midtvejs mellem Göteborg og Stockholm, var det med en stålsat beslutning om at få fred i sindet.”

Sådan indleder Niels Lyngsø sine optegnelser hen over ti dages silent retreat i det svenske, hvor deltagerne følger en urgammel buddhistisk meditationsteknik. En maraton indenfor meditation.

Men det er ikke fred i sindet, han får. Det er stilhed. Silent retreat – ikke peace retreat. En ting er at finde stilhed. Sætte sig ned på en pude, lukke øjnene, tie stille og bevæge sig mindst muligt i nogle timer. Noget andet er at finde fred. Stilheden afføder ikke uden videre fred. Der kan være lang vej. Og det er der i det her tilfælde.

Som læser får du heller ikke fred. Hermed advaret. Og stilheden mærker man ikke meget til. Men man får et dybt indblik i forfatterens oplevelser, som udover den stålsatte beslutning om at finde fred i sindet også rummer en hel del intellektuelle betragtninger, minder og observationer af sind og krop. Der er masser af vilje – men meget af den er modvilje. Der er masser af bebrejdelser – men det meste er selvbebrejdelser. Stilheden i det ydre, altså i klasseværelset på gulvet på puden i den nedlagte landsbyskole i noget nær lotusstilling, smitter kun af i forfatterens indre i øjeblikke.

Det meste af tiden vækker stilheden larm i ham. Larm i tankerne og smerter i kroppen. Uroen smitter af i læseren. Og jeg tager mig selv i at tænke, om ikke der findes lettere veje til fred i sindet.

Bogen bliver en slags rejseberetning, hvor man dag for dag følger et program. Dagen begynder ved fire-tiden og slutter omkring kl. 22. Undervejs er der ti timers meditation. Der er en afdeling for mænd og en for kvinder. Man sover på to-mands værelser og ingen må tale sammen. Man må ikke henvende sig, smile eller sende skæve blikke. En del går med hættetrøjer og har hætten godt oppe, som munken har sin kutte. Det skåner en for kontakt, som ellers kunne opstå. Deltagerne på kurset kender tilsyneladende ikke hinanden, men det kan selvfølgelig ikke undgås, at man gør sig nogle tanker om, hvem de andre er. For eksempel ham man deler værelse med.

Udenfor den nedlagte landsbyskole er der en lille skov. Her kan man gå en tur i en pause. Der er trukket et tov rundt om hele grunden. Det må man ikke gå udenfor. Om aftenen er der forelæsninger og instruktioner. Her lærer deltagerne mere om traditionen efter Siddharta Gotamas, Buddhas, oldgamle lære. Læren fokuserer på begreberne: anatta (ikke-selv, en jegløshed), anicca (altings ubestandighed) og buddha (opvågnen). Her drejer det sidste sig ikke om at sove eller være vågen. Det handler om, at selv i vågen tilstand kan mennesket befinde sig i en forvrænget og illusorisk forestilling. Og dermed ligger der også en påstand om, at der findes en anden eller egentlig virkelighed. Formålet med meditation er at ”vågne” op til den.

Drømmen om at vågne op til en anden virkelighed kunne vi ikke være foruden. Om så det er i buddhistisk sammenhæng eller en hver anden. Drømmen om at finde fred, om så det er i verden eller i sindet som Niels Lyngsøs tilfælde, er også helt almenmenneskeligt. Var der ingen drøm om fred, var alt håb ude.

Niels Lyngsøs vej til ”Ti dages stilhed” går over en skriveblokering, studier i kunstig intelligens, neurovidenskab, bevidsthedsfilosofi, erfaringer med psykoanalyse og lidt amatørmeditation på egen hånd. Han er forfatter, digter og oversætter. Han er intellektuel og har tilsyneladende brug for at markere en afstand til det åndelige, spirituelle og det religiøse. Som han skriver meget tidligt i bogen: ”Inden du nu kaster bogen fra dig fordi du tænker at det rabler for forfatteren, vil jeg skynde mig at nævne at jeg aldrig har været den mindste smule religiøs. Jeg har aldrig opfattet mig selv som åndeligt anlagt. Tværtimod har jeg altid næret en dyb skepsis – ja, nærmest foragt – for alt hvad der blev kaldt ’spirituelt’.” Om han virkelig mener, at det rabler for de religiøse, må stå i det uvisse. Men der er ingen tvivl om, at han selv har bevæget sig i forhold til sin hidtidige foragt i forhold til det spirituelle.

Jeg vil ønske, at jeg også blev bevæget under læsningen, men jeg føler ikke noget for forfatteren, mens han udsætter sig for alle disse selvpåførte fysiske og mentale lidelser. Og anatta, jegløsheden, mærker jeg som læser ikke meget til. Tværtimod. Der er meget ‘mig, mig, mig’ i bogen. Men den er også meget ærlig. Niels Lyngsø er ikke bange for at udlevere sig selv lag for lag i sin selvvalgte isolation. Bogen er et vidnesbyrd, en kværnende indadskuen, der kan virke nærmest kvælende på mig. Derfor giver den heller ikke meget liv af sig.

Niels Lyngsø hører mange stemmer i sit indre undervejs. Der er mange lydspor. Blandt andet tilhørende fodboldkommentator Flemming Toft. Jeg hører også en stemme i mit indre under læsningen. Den hvisker, taler og råber til sidst: ‘Giv nu plads til, at et andet menneske kan få lov at komme ind og redde dig fra dig selv. Ingen kærlighed uden. Vend dig om. Åbn øjnene’.

Vejen fra stilhed til fred i sindet hos ‘Niels Lyngsø alene i verden’ er lang og lidelsesfuld. Om der er i det hele taget er nogen vej for noget menneske på egen hånd fra stilhed til fred i sindet, står endnu åbent. Også efter endt læsning.

Der er også noget formildende, ja, måske ligefrem livgivende, ved at opdage, at den stålsatte beslutning om at få fred i sindet, som forfatteren har med til Sverige, undervejs viser sig at være håbløs naiv. Så bliver vi alle lidt klogere alligevel.