Den hysteriske Gud

BOGANMELDELSE: Gud er utilregnelig, jaloux, umoden og hysterisk, læser Jeppesens Bibelskole-folkene sig frem til i deres bog. Det er en underligt naiv læsning – men den peger på behovet for genveje til at forstå Bibelen.

I 2015 gik Jeppesens Bibelskole i æteren på Radio 24syv. Programvært Michael Jeppesen læste i daglige udsendelser Bibelen højt fra en ende af og diskuterede indholdet med filosoffen Rasmus Ugilt og indimellem også med forskellige gæster. Efter 1044 udsendelser – og i øvrigt samme dag Radio 24syv lukkede – var de to i slutningen af oktober 2019 nået hele Bibelen igennem.

Ideen var original, og programmet havde mange lyttere. Og det er en nærliggende tanke, at et så omfattende arbejde burde samles sammen og bevares. Det er allerede sket i én form, idet samtlige udsendelser kan høres som podcast, bl.a. på tjenesten podimo.com. Og nu har de to bibelskoleledere støbt materialet om i en anden form og udgivet bogen ”For han véd ikke hvad han gør: Et kærligt portræt af Gud”, baseret på deres oplevelse af at læse Bibelen fra ende til anden.

Jeg fulgte ikke selv udsendelserne fast, men var gæst i studiet i de nogle-og-tredive udsendelser, hvor de to læste Krønikebøgerne i Det Gamle Testamente. Jeg syntes egentlig, at den løse og uhøjtidelige form, hvor to-tre mennesker småsnakkede helt improviseret sammen, fungerede udmærket. Idéerne bliver bestemt ikke allesammen lige velovervejede på den måde, det siger sig selv, men en radioudsendelse er ikke en fagbog for kommende religionslærere. Radio ”kan noget andet”, som man siger på nudansk.

I bogform fungerer det desværre ikke særlig godt.

Overordnet har bogen en klar struktur: Bibelen fungerer som disposition, og på lange stræk tages læseren simpelthen ved hånden og føres igennem teksten, afsnit for afsnit. Handlinger genfortælles, lovstof og regler opsummeres, det hele krydres med ordrette citater af særligt vigtige passager – og sideløbende bliver vi indviet i forfatternes tanker om det, de læser.

De kalder i forordet Bibelen for ”bogen om Gud”, og præciserer i bogens titel, at de nærmere bestemt vil give et portræt af Gud, og ikke blot gennemgå Bibelen. Bibelen handler jo om ganske mange andre ting end Gud, måske mest af alt om menneskelivet. Men ”den karakter, vi kender som Gud,” er altså i fokus, og forfatternes overvejelser kredser ikke mindst om Guds personlighed og hans udvikling som litterær figur.

Det er ikke nogen tosset idé. Den amerikanske forfatter Jack Miles skrev for 25 år siden bogen ”Gud: En biografi” over præcis dén skabelon og fik en fortjent Pulitzer-pris for den. Miles var ikke hæmmet i sin læsning af nogen trosbekendelse – sådan som også Jeppesen og Ugilt gør meget ud af at understrege, at de ikke er. Og Miles’ litterære gehør satte ham i stand til at hente frem for læseren, hvor sammensat en skikkelse, den bibelske Gud er.

I sammenligning bliver det hele desværre underligt éndimensionelt i Jeppesens og Ugilts skole. Gud er først og fremmest vred, utilregnelig, jaloux, urimelig, hævngerrig, hysterisk, umoden, barnlig, lunefuld, vanvittig, nærmest stresset – og måske i sidste ende ligeglad med det hele. Alt dette er gengivet direkte fra bogen.

Samtlige disse iagttagelser baserer sig skam på passager i Bibelen. Forfatterne læser ikke forkert. Men de læser overfladisk. Deres måde at læse på minder slående om den, man finder hos de allermest naive religiøse læsere: Det tages for givet, at Bibelen taler direkte til mig i min 21. århundredes virkelighed. Og derfor bliver der ikke gjort noget forsøg på at komme bag om det første, fremmedartede indtryk.

Der bliver ikke stillet det nærliggende spørgsmål, hvorfor Bibelens forfattere dog syntes, at denne uligevægtige kosmiske gnavpot overhovedet var noget at samle på. Hvad var det, der fik Det Gamle Testamentes skrivere til i både Mosebøger, Salmer og profetskrifter at kalde Gud for ”nådig og barmhjertig, sen til vrede og rig på troskab”? De må have ment noget med det, når de gentog det hyppigere end nogen anden detaljeret beskrivelse af Gud.

I det hele taget må den kæmpemæssige samling højspændte kærlighedsdigte til Gud, som kaldes ”Salmernes Bog” (den længste og på mange måder vigtigste bog i Bibelen) da fortælle os noget om Gud. Hvad er det hos ham, der vækker så stærke følelser hos hans mennesker? Men Salmernes Bog kommer stort set kun ind i billedet i form af to korte brokker som skal illustrere personen Davids kunstneriske temperament.

Når inspirationen kommer over forfatterne, kan de skam sagtens prøve at trænge bag om teksten. De gode ideer udfolder sig blot aldeles udisciplineret, uden forsøg på at sortere lyse indfald fra mindre bevaringsværdige. Det selvstændige tolkningsbidrag, der får mest spalteplads, er et godt eksempel:

Forfatterne mener at have opdaget, at det var Batsebas bedstefar, der fik den unge kvinde til at bade på taget, hvor kong David kunne få øje på hende. Bedstefaderen havde simpelthen på forhånd planlagt, at David så ville blive betaget af Batseba, gøre hende gravid, skaffe hendes mand af vejen og gifte sig med hende – og at den stolte bedstefar dermed kunne blive oldefar til en kronprins, der efter Davids død ville blive Israels konge.

Hvis nogen synes, at det står der da ikke noget om i Bibelen, må jeg give dem ret. Men forfatterne har opdaget, at Batseba var datter af Eliam, og at der en snes sider længere fremme i en helt anden sammenhæng nævnes en Eliam, som var søn af Akitofel. Og i en periode hed kong Davids vigtigste rådgiver Akitofel, står der et tredje sted. Så hvis det er den samme Eliam (og den samme Akitofel) – og det tager forfatterne uden videre for givet – så var den smukke Batseba altså barnebarn af kongens rådgiver.

Forfatterne er sikre på, at dét i sig selv viser, at Akitofel stod bag det hele – så sikre at de i resten af bogen ikke bare omtaler Davids og Batsebas senere søn Salomo som ”resultat af en paladsintrige”, men også fastslår, at denne episode ”føjer en helt ny facet til billedet af Gud”. Hvad detektivarbejdet egentlig skulle fortælle os om Gud, forklarer de dog ikke.

Kort sagt er bogen for letkøbt og flagrende, og jeg har vanskeligt ved at anbefale den, hvis nogen gerne vil have en genvej til at finde ud af, hvad Bibelen rummer. Men hvad skal den bibelinteresserede læser så stille op? Her kommer jeg til kort. Der findes en del meget tørre og tekniske bøger om Bibelen. Og der findes en del, som vil markedsføre en bestemt religiøs opfattelse. Men gode, saglige og letlæselige indføringer i, hvad Bibelen er for noget, er der færre af. Og de som findes på dansk, er i det store og hele udsolgt. Det er jo egentlig en pudsig situation.

Nået hertil slog jeg anmeldelserne i de store tunge dagblade op. De er uden undtagelse positive. Bogen er ”en livskraftig og beåndet læsning”, ”et lille pædagogisk mesterværk” og ”morsom og aldrig pinlig”. Og de tre anmeldelser, jeg citerer, er skrevet af kloge folk, der selv er på hjemmebane i Bibelen. Er det bare mig, der er et surt opstød?

I hvert fald kan man konstatere, at Jeppesens og Ugilts arbejde med Bibelen rammer noget hos påfaldende mange. Og det er jo i sig selv en kendsgerning, som burde interessere folkekirken og dens lønnede medarbejdere. Måske burde bogen være pensum for kommende præster, så de kan få et indblik i, hvad læsere uden folkekirkelige briller ser, når de åbner Bibelen?