Carsten Jensen bor i to tider

ANMELDELSE: Der er en tid, der går og aldrig kommer tilbage. Men der er også en oplevet tid, der overskrider den rationelle tid og rummet og giver os en fornemmelse af samtidighed, der ophæver før og efter. I Carsten Jensens bog om afsked reserverer han samtidigheden til sin personlige sorg og efterlader samfundet i angsten for den irreversible tid, hvor alt går mod enden. Men er det en nødvendig for slet ikke at tale om opbyggelig opdeling?

Carsten Jensen er en af landets mest kendte debattører og en fremragende skønlitterær forfatter. Hvor han som samfundsdebattør er aggressiv, pågående og uforsonlig, er han som romanforfatter indfølende, menneskeklog, nænsom og formulerer skønne, præcise og opbyggelige sætninger. Hvordan hænger de to sider af en forfatter sammen? Det har undret mig, men måske har jeg fundet et svar efter at have læst hans seneste bog.

Carsten Jensens stedsøn, Raphaël Coleman, døde pludseligt 25 år gammel af en udiagnosticeret hjertefejl. Det er bogens afsæt, og forfatteren skriver på bogens første side: ”Det er måske dristigt at drage en parallel mellem den globale situation og så vores egen private og hævde, at den tilstand, coronavirussen har hensat verden i, kan minde om sorg. Men også sorgen er en form for påtvungen, ufrivillig selvisolation. Sorg er en enecelle”.

Carsten Jensen er melankoliker og moralist. Præget af sortsyn og nedtrykthed i forhold til den verden, han lever i. Af hans melankoli springer moralismen direkte ud i form af vrede, forurettelse og indignation. Som sådan er melankolien hos ham enormt produktiv og udadvendt og bliver en særdeles aktiv stemme i samfundsdebatten. I kulturhistorien har melankolien været forbundet med den fin de siécle-stemning, der har meldt sig med jævne mellemrum i historien. Øvelser i afsked er i høj grad præget af en melankolsk fin de siécle-stemning og veksler mellem engagement, politisk radikalisme, spleen og kritisk samtidsrealisme. Det går mod enden, mener han. Det er tid til at tage afsked med verden, som vi kender den.

Men der er to tidsopfattelser på spil i Carstens Jensens bog. Der er en tid, der går og aldrig kommer tilbage. En vestlig, rationel tidsopfattelse, hvor tiden bevæger sig irreversibelt frem, sekund for sekund, år for år. Og så er der en tid, som jeg bedst kan betegne med ordet sam-tidighed. En tid, hvor det tabte kun tilsyneladende er tabt, for det er altid hos os, selvom det ikke er hos os i rum. En tid, der transcenderer rummet og trodser biologiske love og konventionelle opfattelser af, hvad før og efter vil sige. Den sidste tid, sam-tidigheden, taler Carsten Jensen meget smukt om, når det gælder den personlige sorg. Han skriver fx: ”Afskeden var en proces, der trak ud og ud, og aldrig syntes at nå noget endeligt slutpunkt. Døden er så brat som et smæk med en dør, og dog er det, som om de døde bliver stående på dørtærsklen med en sidste bemærkning, der inviterer til svar, og sådan fortsætter det. Det er ikke nogen spøgelsesdialog, men en særdeles levende samtale, der nægter at slutte. De døde har altid noget at sige”. Ved sin stedsøns begravelse talte Carsten Jensen om ”et farvel, der aldrig blev det sidste, men i stedet bliver gentaget i nye variationer, efterhånden som erindringen fremkaldte stadigt nye scener”. Sådan taler han mildt, vemodigt og ømt om den døde søn, der nok er borte, men alligevel ikke er, for han er levende til stede i forældrenes verden og i det, han var, som altid vil være.

Den rationelle tidsopfattelse træder til gengæld frem med fuld kraft, når det gælder verdens tilstand, politikernes fallit i forhold til klimaet og kapitalismens brutalitet. Her er tonen nærmest apokalyptisk, når forfatteren råber til os, at det er NU: Det er tid til at vende om, og det faktisk allerede for sent, for sent, for sent. Han er som Johannes Døberen, der slår fast, at øksen ligger ved træets fod, og snart falder hele verden om samtidig med regnskoven. Hvor Carsten Jensen i den personlige sorg taler så trøstende til os om, hvordan øvelsen i afsked også er en øvelse i forandring, for den døde er der stadig, i en anden form, og det er så smerteligt, men også smukt, så taler samfundsrevseren, melankolikeren og moralisten Carsten Jensen dundrende og truende til vores angst for altings ophør. 

Forfatteren siger selv, at det måske er dristigt at tale om sammenhængen mellem det personlige og det samfundsmæssige, når det gælder afsked og sorg. Det er det måske, men det ville have været spændende, hvis han rent faktisk havde gjort det. Hvis han havde ladet de to markant forskellige tidsopfattelser interagere med hinanden. Han hævder, og jeg giver ham ret, at i den personlige sorg og afsked er den lineære tid en konstruktion: Kærlighed, nærvær og vores betydning for hinanden går på tværs af tid og rum (Og helt i parentes: Hvis man vil se en film, der på fremragende vis illustrerer det, så se Denis Villeneuves Arrival fra 2016). Carsten Jensens menneskesyn transcenderer tid og rum. Han viser os klogt, hvad sam-tidighed betyder, når det handler om vores personlige relationer, vores kærlighed til hinanden. Kærligheden går ikke til men forandres. Og på samme tid lader han i den grad en lineær tidsopfattelse dominere sit verdenssyn og sin politiske agenda. Hvad ville der ske, hvis han havde ladet sin personlige øvelse i forandring få indflydelse på den måde, han taler om samfundet på?

Bogen falder for mig at se fra hinanden, fordi der ikke er sammenhæng mellem disse to tidsopfattelser. Jeg er så glad for at læse, hvad Carsten Jensen siger om den personlige sorg. Klog, nænsomt og ja, opbyggeligt er det, fordi han giver rum for forandring. Fordi han har tillid og respekt og tiltro til den kærlighed, der binder os sammen på tværs af tid. Nogle af hans vendinger takker jeg for og vil sikkert citere i en begravelsestale. Men jeg bliver lille, når han svinger øksen over mig og min ageren i verden. Jeg ved, at jeg ikke gør det godt nok. Jeg får fornemmelsen af at stå på kanten af en afgrund, som jeg vil få svært ved at undgå at falde i. Jeg bliver ikke opmuntret til at tro på forandringen og derfor handle. Jeg føler mig bare forslået. Jeg ved jo med mig selv, at jeg ikke kan og nok heller ikke vil gøre det, Raph gjorde som aktivist i klimagruppen Extinction Rebellion, når det gælder klimakampen. Carsten Jensen efterlader mig med en følelse af aldrig at kunne slå til.

Jeg kender en ung klimaforsker, der efter mange års forskning tabte modet, for ligegyldigt hvilke tabeller han så på, gik det kun den forkerte vej. Men han var også klarinettist, og en dag sad han og spillede et værk i et symfoniorkester og gjorde den for ham livsomvæltende opdagelse, at det er det smukke i det fælles nærvær om et stort musikalsk ritual, der er en del af den civilisatoriske bevægelse, der skal give os tro og kræfter til at foretage den nødvendige forandring. Galde og spleen hjælper ikke; det gør skønhed, tro og fantasi.

Måske er det ikke tilrådeligt at lade to tidsopfattelser krydse revir mellem det personlige og det samfundsmæssige. Men jeg tror nu, det er et forsøg værd. Og derfor er jeg trods alt opmuntret af den allersidste sætning i bogen, hvor vi måske alligevel mødes i ordet taknemmelighed: ”At vi endnu er her, bør fylde os med taknemmelighed. At vi snart måske ikke er her mere, bør fylde os med handlekraft”.

Carsten Jensen: Øvelser i afsked. En coronakrønike. Politikens Forlag