Fortsæt til hovedindholdet

Bøger
der gør verden større

10 gode boggaver til konfirmanden
Af Kristian Tvilling, Virum Kirke

TIPS: Hvad giver man til konfirmanden, når det gerne må være en gave, der bliver ved med at give? Præst Kristian Tvilling kommer her med ti gode bud på bøger, de unge kan spejle sig i, og som de kan få udbytte af både nu og især resten af livet.

En bog er en smuk gave. En gave med betydning og mening. En gave, der kan kaste glæde af sig resten af modtagerens liv.

De fleste konfirmander ønsker sig penge – og giv dem da endelig det! Men min anbefaling er, at man lægger pengesedlerne ind i en bog. Længe efter at pengene er brugt, kan bogen nemlig blive ved med at skabe værdi i konfirmandens liv – åbne for nye verdener og nye betydninger.

Her har jeg lavet en liste med ti forslag til bøger, jeg selv kunne tænke mig at give til en konfirmand. De er hver for sig bud på bøger, der kan inspirere og opmuntre, åbne verden op og gøre den større – og give den unge lyst og mod på tilværelsen. Det er bøger, man kan blive ved med at spejle både sig selv og sin omverden, sit liv og sin tro i.

Selma Lagerlöf: Kristuslegender

Det er en klassiker af de helt store. Der er tale om en række historier, der på forskellig måde henter deres temaer fra det bibelske univers. De fortæller videre på og nogle gange bagom de bibelske fortællinger. Selvom Selma Lagerlöfs teologi måske ikke helt stemmer overens med vore dages teologi (bogen er skrevet i 1904), er den stadig værd at læse. Nøgleordene er barmhjertighed, næstekærlighed og medlidenhed – og som en af mine venner sagde engang: ”Hvis bare der var flere, der læste Selma Lagerlöf, ville verden blive et bedre sted at være”.

Herman Melville: Moby Dick

Og når vi nu er ved klassikerne: Moby Dick er vel nok en af de allerstørste amerikanske klassikere – og en af de største klassikere i litteraturhistorien overhovedet. På overfladen er det historien om kaptajn Ahab, der sejler af sted med sin besætning på en vanvittig hvaljagt, drevet af trangen til hævn over den store hvide hval, som han mistede et ben til. Men romanen er langt mere end det. Det er en fortælling, der behandler alle livets store spørgsmål, og egentlig burde man læse den mindst en gang hvert årti. Den ville garanteret blive bedre hver gang.

Søren Ulrik Thomsen: Samlede Thomsen

Der bør stå mindst én Søren Ulrik Thomsen-bog i enhver danskers bogreol, og det kunne passende være denne samling, der rummer alt, hvad Søren Ulrik Thomsen har skrevet. Søren Ulrik Thomsen er både en fremragende lyriker og prosaist, og så er han samtidig en dyb tænker, der hverken er bange for at beskæftige sig med det allermindste eller det allerstørste i tilværelsen – herunder også tro. Vil man hellere give en enkelt bog end en hel samling, kunne man fx overveje ”Det skabtes vaklen”, ”Hjemfalden” eller ”Det værste og det bedste”, som nok er den, der vil være lettest tilgængelig for aldersgruppen.

H.C. Andersen: Samlede eventyr og historier

H.C. Andersen er svær at komme udenom. Hans eventyr rummer store dybder og kan blive ved med at kaste nye betydninger af sig. Man kan derfor også blive ved med at læse dem igen og igen livet igennem. Og så tror jeg, at det er vigtigt ikke at miste evnen til at læse eventyr, ikke at miste blikket for, at der kan være store sandheder i noget, der på overfladen er opspind. At kunne læse sandheder og store spørgsmål ud af et eventyr i stedet for at stoppe op ved konstateringen af, at der slet ikke findes hunde med øjne så store som Rundetårn – det er at bevare sin evne til at læse åndfuldt i stedet for åndløst. Og det kan vi alle bruge.

Janne Teller: Intet

Her har vi fortællingen om Pierre Anthon, der proklamerer, at intet betyder noget. Det får resten af hans klasse til at reagere – for kan man leve helt uden betydning? De begynder derfor at samle en stor bunke af betydning. Det er en på mange måder rablende fortælling, men samtidig et interessant tankeeksperiment kørt ud på et overdrev. Spørgsmålet om, hvad der har betydning, er under alle omstændigheder et dybt, eksistentielt spørgsmål, som det altid er værd at forholde sig til. Bogen er skrevet for børn på 7.-9. klassetrin, og nogle vil muligvis allerede have læst den i skolen. Men har man den selv stående, tillægger man den måske en større betydning.

Antoine de Saint-Exupéry: Den lille prins

Eventyret om den lille prins er en poetisk og filosofisk hyldest til kærligheden og fantasien og til barnets blik på verden. Den handler om piloten, der må nødlande i en ørken, hvor han møder den lille prins, der fortæller sin historie. Han kommer fra en lillebitte planet, hvor han bor sammen med sin elskede rose, som han har forladt for at opleve verden. På sin rejse har han mødt mange voksne mennesker, som foretager sig meningsløse ting. Bogen er spækket med livsvisdom, og den maner til refleksion over, hvordan vi forholder os til livet og vores omverden.

John Steinbeck: Øst for paradis

Jeg er muligvis farvet af, at bogen blev min egen indgang til at sluge romaner i stor stil, men jeg mener, at bogen stadig fortjener opmærksomhed. Der er tale om en episk slægtsroman, der er skrevet så medrivende og intenst, at den er svær at lægge fra sig. Samtidig er det i høj grad en symbolsk fortælling. Den bibelske fortælling om Kain og Abel gennemspilles i begyndelsen af det 20. århundrede i Californien, og bogen bliver på mange planer en stor fortælling om kampen mellem det gode og det onde.

Jean de la Fontaine: La Fontaine – fabler

Er man til fabler på vers, er la Fontaine mesteren. Bogen består af hele 12 samlinger af rimede fortællinger, der alle – som la Fontaine selv udtrykte det – handler om ”menneskelig dårskab iklædt dyreham”. Når man læser den, bliver man både klogere på almindelig menneskelig svaghed og finder ud af, hvor sproglige vendinger stammer fra. Kraftpræstationen med at oversætte det enorme værk er naturligvis begået af Johannes Møllehave.

Göran Tunström: Juleoratoriet

En stor og mærkelig fortælling om sorg – men lige så meget en fortælling om kærlighed. Den livskraftige og livsglade Solveig omkommer ved en tragisk ulykke og efterlader sig en mand og en søn. Senere kommer der også et barnebarn til, og han ender med at fuldføre Solveigs stor drøm – at opsætte Bachs Juleoratorium i den lokale kirke. Romanen fortæller os, at “kærligheden er at give et andet menneske livskraft” – og det er en sandhed, det er værd at give den opvoksende generation med i bagagen.

Peter Bastian: Altid allerede elsket

En samtalebog, der er blevet til i samarbejde mellem Tor Nørretranders og Peter Bastian, mens Peter Bastian lå for døden på hospice. Bogen handler om livet og døden, om, hvad det vil sige at være menneske, og om, hvad kristendommen kan betyde, når det kommer til stykket. Som Peter Bastian selv udtrykte det: ”Jeg kan se, hvordan forestillingen om det gode, det højere og den bedste udgave af mig selv har været en drivkraft, men også hvordan den forestilling har skabt fjendskab i mit eget liv. Bogen handler om, hvordan jeg er kommet til forsoning med mig selv – fred i eget hus. Og om efter et langt liv at have fundet et nyt syn på kærlighed.”

Gå på opdagelse i

folk&kirkes magasiner