Anders Thomas Jensen er stadig tæt på at være genial

ANMELDELSE: Blinkende Lygter-instruktøren har lavet en ny film om enspændermænd, der laver deres egen familie sammen. Med en rødhåret pigeengel i midten.

Der er nogle film, man ikke kan få nok af. Som man kan se igen og igen. Lige indtil man så alligevel har set dem lidt for mange gange. Sådan har jeg det med Anders Thomas Jensens film Blinkende Lygter fra 2000. Det er en helt fantastisk uforglemmelig film, men jeg er også kun et kig fra at have ødelagt den. Så jeg har set frem til Anders Thomas Jensens nye film, Retfærdighedens Ryttere, som han både har skrevet manuskriptet til og instrueret, samme kombination, der var med til at gøre Blinkende Lygter så fantastisk. Jeg har glædet mig enormt til den nye film. Særligt her i et coronaår, hvor der ikke har været meget at grine af. Giv os noget at grine af, giv os mere af det, du kan, Anders Thomas Jensen!

Filmen handler om militærmanden Markus (Mads Mikkelsen), der bliver kaldt hjem fra krig, fordi hans kone dør i en tragisk togulykke. Eller er det nu en ulykke? Statistiknørden Otto (Nikolai Lie Kaas) var med på toget, og han er - med en sandsynlighedsberegning foretaget ud fra en Joe and the Juice-menu – ikke sikker på, at det var en tilfældig ulykke. Sammen med sine to meget besynderlige venner Lennart (Lars Brygman) og Emmenthaler (Nikolas Bro) opsøger han Markus, som ret hurtigt er med på, at det hele var planlagt og derfor skal hævnes. I centrum for handlingen står også Marksus datter Mathilde (Andrea Heick Gadeberg). Som Otto overlevede hun også ”ulykken”. Hun savner sin mor. Og hun savner sin far, som hun ikke kan tale med, og som ikke vil tage imod hjælp. I stedet har han fået nogle nye besynderlige venner (de tre nævnte), der render rundt i den store lade på mærkelige tidspunkter. Vi andre ved, at de er ved at gøre sig klar til ride/køre ud mod en bande rockere - i retfærdighedens navn.

Retfærdighedens Ryttere er lige, hvad jeg havde håbet på. En typisk Anders Thomas Jensen-film med stump vold, skæve eksistenser og sort humor. Pigekoret synger fra Højskolesangbogen, sneen falder, folk bliver skudt på stribe, og den fede mand har problemer med at vælte sig op/ned i sengen. Og jo, det er noget, man har set før hos Anders Thomas Jensen; den pludselige vold, de billedlige panoreringen henover provinsen. Metoden er den samme, det filmiske greb også. Og det er som at have mødt dem før; personerne med deres tragiske barndom, den knækkede skæbne, de manglende sociale evner, særinteressen. Men hvorfor skulle instruktøren også lave noget andet end det, han er så god til? Og når man nu ikke har set den her slags personer i så mange år - og holder så meget af dem – er det en kæmpe glæde at se dem igen.

Jeg var ikke vild med De Grønne Slagtere eller Mænd og Høns. I de to film tog Anders Thomas Jensen den for langt. Personerne i de to film findes ikke engang i provinsen, og jeg brød mig ikke om dem. I Retfærdighedens Ryttere holder jeg med de skæve personer, håber på dem. Mads Mikkelsen som Markus, stærkt spillet med smerte i øjnene og tilbageholdt fysik. Nicolas Bro som Emmenthaler (uforglemmeligt navn), jeg griner bare ved at forestille mig det, han om lidt siger. Lars Brygman tilbage i topform som Lennart (fra Horsens, uden efternavn). Nikolaj Lie Kaas, en mester i at være troværdig, rørende og nervøs komisk på samme tid, i rollen som Otto, og som i en replik i filmens helt centrale scene præciserer, hvad der er omdrejningspunktet i alle Anders Thomas Jensens film: ”Folk som ikke har så mange venner finder ofte sammen”.

For det er det, der sker; en lille samling enspændermænd, som ingen gad at lege med, og som ikke har en familie, laver en familie sammen. Og de siger sjoveste ting til hinanden. Anders Thomas Jensen kan skrive replikker som ingen andre. Legendariske, hylende morsomme replikker. Han kan også finde de helt rigtige skuespillere til at levere dem (også denne gang). Men det helt særlige ved instruktøren er måden, han kan orkestrere replikkerne på. Som i et orkester har alle deres instrument og måde at spille på, og alle har den helt rigtige replik skrevet lige til dem. Som en scene i bilen, firebanden er på vej til krig imod rockerne: ”Du får ikke din datter igen ved at gøre det her,” siger Otto velmenende og klogt til Markus. ”Jeg stopper bilen og brækker din næse, jeg lover dig,” svarer Markus vredt og irriteret. ”Kan vi ikke bare få det her overstået som et team, så vi kan komme hjem og få banankage?” indfører Lennart lettere opgivende. ”Præcis,” svarer Emmenthaler og ser beslutsomt ud gennem forruden. Det er det dér ”præcis”, der er blevet bygget op til, og det kommer så - præcist.

Der er dog også nye ting i den nye film. Først og fremmest en mere alvorlig undertone. Der er personer, som ikke kun findes i provinsen, og scener, som ikke vipper over til det komiske, som får lov til at forblive tragiske. Måske fordi der for engang skyld er en ung kvinde med, man ikke bare kan smække en knytnæve i fjæset på. 

Andrea Heick Gadeberg spiller datteren Mathilde uden et strejf af ironi, som en helt almindelig sund dansk pige, med godtroende øjne, bløde kinder og et håb om mere kærlighed – det gør hun fremragende. En datter, der mister sin mor og sidder tilbage med en far, som ikke aner, hvad han skal stille op. Han er soldat og vant til at slå ihjel. At tale med sin datter om tab, død og meningsløshed er han elendig til. Vi har med andre ord en mandlig hovedfigur, som er den mindst excentriske og mest direkte relaterbare person i nogen Anders Thomas Jensen-film. Han kan ikke få sorgen til at forsvinde ved at sige noget sjovt. Hvilket gør, at datterens følelser og ord får lov til at stå. Kampen i filmen bliver derfor ikke så meget en kamp imod rockergruppen anført af Kurt (Roland Møller), men en kamp for datteren om at redde sin far fra fortabelsen, og for de besynderlige venner (plus et par ekstra hen ad vejen, det er til sidst et helt kollektiv) bliver det en kamp for at føre far og datter sammen.

Selvfølgelig er der en masse kristendom i Retfærdighedens Ryttere. Ikke så udtalt som i Adams Æbler, som foregik i en kirke, og hvor biblen, når den faldt på gulvet (hvilket den gjorde en hel del), blev ved med at slå op på Jobs Bog. Retfærdighedens Ryttere starter med kirkeklokker, midtvejs bliver der hængt et kors om halsen på Mathilde, Pigekoret synger ”Se, nu stiger solen af havets skød”, og til sidst sidder de fortabte sjæle rundt om et julekagebord. En ny familie er stiftet. Sådan kan man godt tolke det, og straks kommer man i tanke om, at det vist er det, man kalder det kristne fællesskab.

Som en rigtig fabel har filmen et klart tema: meningen med livet, når nu livet så tilfældigt og uretfærdigt bare kan slutte. Datteren sætter post-its på væggen i sit teenageværelse for at finde en mening med sin mors død, den kan ikke bare være tilfældig. Faren mener, at der er ikke er nogen mening - man dør bare, helt tilfældigt, godnat. Den eksistentielle statistikudregner Otto, der kender til tabets smerte, siger: Jo, der er en mening med enhver handling, men den ligger så langt tilbage, at ikke en eneste hjerne, ikke engang summen af al data i hele verden, kan finde tilbage til dér, hvor det, der førte til handlingen, startede. Det giver derfor ingen mening at lede efter meningen. Alligevel har man et valg. Det er filmens budskab til os. Midt i meningsløsheden kan man tage sig af hinanden – hvor besynderlige de andre end er. Det giver mening.