Botoft til Spang: "Jeg er nok en tvivlende troende"

Jannie Iwankow Søgaard, Folk&Kirke

Jonatan Spang: Hvornår er du stærkest og svagest i din tro?

Rasmus Botoft: Jeg er nok en tvivlende troende – mere troende end ikke troende. Helt overgivet mig til troen i en rammesat, kirkelig form har jeg ikke. Tro for mig handler om at overgive mig til noget, der er større end mig selv – det gør jeg helst i naturen.

Jeg kan bedst knytte mine hænder i en form for bøn, taksigelse eller hengivelse, når jeg mærker vinden ruske langs en strand, eller når jeg ser på en smuk stjernehimmel.

Begge mine forældre døde alt for tidligt, og jeg har placeret min mor på månen og min far på en stjerne og har ofte delt oplevelser med dem en smuk aften eller nat. Døden er så uafvendelig og voldsom, og i situationer, hvor jeg har haft den tæt inde på livet, har jeg mærket en stærk tro, men samtidig tvivlet voldsomt og følt meningsløsheden meget stærkt. 

Men man må ikke hengive sig til meningsløsheden, og her kan troen hjælpe én. Det kirkelige rum, dets ritualer og præsten har betydet meget for mig, når jeg har oplevet at miste. Og kærlighedsbudskabet i kristendommen er så rent og smukt og får mig til at overgive mig og definere mig som troende.

Rasmus Botoft: Hvis livets meningsløshed tager over i dig, hvad gør du så for at bekæmpe den?

Jonatan Spang: Jeg oplever to typer af meningsløshed i mit liv. Der er meningsløsheden i dagligdagen. Og så er der den store meningsløshed. Den, jeg kommer i kontakt med, når døden rykker tæt på.

Når først jeg intet kan stille op, er det eneste, der hjælper mig, at jeg ved, at jeg er kommet igennem sorg og krise før.

Men det er også her, jeg bliver pletvist troende. Jeg har prøvet at være til begravelse i kapellet. Uden præst. Uden salmer. Så er der ikke meget at sige. Jo, nu skal denne krop formulde. Så er det noget andet i kirken. Der er i det mindste en præst, der tror, selv om jeg måske ikke gør. Så siger præsten, at der er en himmel, hvor man lever videre, og den tanke har jeg brug for, når jeg sidder der. For den dag tænker jeg også på, at jeg selv skal dø og forsvinde.

Men når hverdagen vender tilbage, og jeg ser væk fra min egen frygt og ud på verden, så kan jeg ikke tro på, at der skulle være en overordnet voksen et sted, som ser ned på det her kaos og har en plan med det.