Fortsæt til hovedindholdet

Den lutherske kirke

Det Lutherske Verdenssamfund anslår, at der er ca. 72 mio lutherske kristne i alt. Der er gamle og store lutherske kirker i Tyskland, de skandinaviske og baltiske lande. Takket være en aktiv mission er der også i afrikanske lande som Nigeria, Tanzania og Etiopien samt det asiatiske Indonesien store lutherske kirkesamfund. I USA findes der mange forskellige lutherske kirker, men kun i North Dakota og South Dakota tilhører flertallet af befolkningen en luthersk kirke. 

Ordets gudstjeneste

Oftest har de lutherske kirker en flad struktur. Som regel er der kun to forskellige kirkelige embeder: præst (og evt. provst) og biskop, hvor biskoppen har funktion af at føre tilsyn med præster og menighedsråd. Gudstjenesten foregår altid på det lokale sprog, og den følger ofte en liturgi, der minder om Luthers tyske gudstjenesteordning (Deutsche Messe). I overensstemmelse med Martin Luthers lære står forkyndelsen, dåben og nadveren helt centralt, og derfor er prædikestol, døbefont og nadverbord som regel placeret forrest i kirkerummet.

Menighedens sang ledsages ofte af orgelspil i lutherske kirker

Menighedens sang ledsages i lutherske kirker ofte af orgelspil. Her ses kirkeorglet i St. John's Evangelical Lutheran Church, Milwaukee.

Plads til forskellighed

De lutherske kirkesamfund kan indbyrdes være forskellige, og ofte kan forskellige meninger endda brydes inden for den samme kirke. Dette har noget at gøre med Luthers tanke om, at enhver har lov til at tolke Bibelen ud fra sin egen læsning.

Siden Calvins og Luthers tid har de reformerte og lutherske kirker nærmet sig hinanden. Repræsentanter for reformerte og lutherske kirker udarbejdede i 1973 dokumentet Leuenberg-konkordien, hvor de giver udtryk for, at man ikke længere fordømmer hinanden gensidigt.