På Rigsdagen i Speyer i 1529 fik et katolsk flertal gennemført, at den bandlysning af Luther, der var blevet stadfæstet i Worms i 1521, skulle stå ved magt i de katolske delstater. I de lutherske delstater skulle det derimod være tilladt at være katolik.
Blev kaldt protestanter
Det
protesterede de lutherske højlydt imod, og sådan opstod betegnelsen
protestanterne. Kejseren meddelte, at han året efter selv ville møde på
Rigsdagen i Augsburg for at afgøre religionsspørgsmålet. De enkelte byer
og fyrster fik besked på at gøre rede for deres kristendomsforståelse.
Protestanterne læser Den Augsburgske Bekendelse for Karl V på Rigsdagen i Augsburg, 1530. (Træsnit fra 1500-tallet.)
Den augsburgske bekendelse
I 1530 forsøgte katolikker og protestanter at opnå et forlig på Rigsdagen i Augsburg. Luther var stadig fredløs og kunne derfor ikke selv deltage. Det var derfor hans kollega og ven fra Wittenberg, Philipp Melanchton, som fremlagde de evangeliskes forsvar for deres lære: Den augsburgske Bekendelse.
Med Den augsburgske Bekendelse ville man vise, at de evangeliskes lære var i overensstemmelse med den oprindelige kristendom, og at det, man tog afstand fra, var kirkens misbrug, som var opstået i løbet af middelalderen.
Kejseren forkaster bekendelsen
I Den augsburgske Bekendelse bliver Luthers lære afgrænset i forhold til paven på den ene side og calvinisterne samt reformationens radikale fløj på den anden.
Bekendelsen er gennemgående forsonlig over for den katolske kirke, men den blev alligevel forkastet af det pavetro flertal med kejser Karl V i spidsen. Sammen med de oldkirkelige bekendelser udgør Den augsburgske Bekendelse det forpligtende grundlag for folkekirken.