Dåben jo første gang, man samler venner og familie for at hylde, at der nu er opstået et nyt og fantastisk liv. Det danner kirken med sine smukke ritualer en fantastisk ramme omkring, siger Johannes Pries.
Lea Holtze
- Det var virkelig stort. Det var enormt rørende. Jeg var så stolt.
Sådan beskriver Johannes Pries den søndag i april 2015, hvor præsten annoncerede over for hele hans familie, svigerfamilie og venner, at det lille, rødkindede vidunder på gudmoderens arm skulle hedde Ingrid Othilia Graa Pries.
- For mig er dét, at barnet får sit navn, det centrale ved dåben. Og så er dåben jo første gang, man samler venner og familie for at hylde, at der nu er opstået et nyt og fantastisk liv. Det danner kirken med sine smukke ritualer en fantastisk ramme omkring, siger Johannes Pries.
Den 34-årige webkoordinator ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, der bor med sin kone og deres fælles barn på Frederiksberg, er vokset op i Nordjylland. Både han og hans to søstre er døbt og konfirmeret og forældrene viet i kirken. Hans mor er troende, hans far er så vidt han ved ikke – en dansk familie, som vi kender dem flest, med stærke familiære bånd.
Kirken kan også rumme mig
Johannes har siden han var barn tænkt meget over, om der mon findes en Gud. Med hans naturvidenskabelige livssyn kan man aldrig vide noget med sikkerhed, understreger han, men som udgangspunkt er han ikke troende. Alligevel ville han gerne have sin datter døbt.
- Det var meget vigtigt for min kone, og det så jeg ingen grund til at stille mig i vejen for. Desuden har kirken dannet ramme om alle de store livsfejringer i min familie. Den tradition ville jeg gerne give videre, siger han og fortsætter:
- Og så mener jeg, at kristendommens næstekærlige budskab og den fundamentale tro på det gode i mennesket har været med til at skabe det velfærdssamfund, vi har i dag. Derfor føler jeg et stærkt bånd til kirken. Og jeg mener, at kirken er rummelig nok til at rumme mig, siger han.
Giver værdier videre
Noget af det, Johannes Pries gerne ville give videre til sin datter ved at lade hende døbe, er de forunderlige fortællinger, han selv fik levende fortalt af sin skolelærer i de helt små klasser. Samsons lange skæg og Noas store skib fascinerede den lille Johannes. Og budskaberne i de bibelske fortællinger satte tankerne i gang.
- Jeg tror bibelfortællingerne har været med til at sætte ord på mange af de eksistentielle refleksioner, jeg har gjort mig, og de værdier, jeg er rundet af. Den mulighed skal min datter også have. Jeg håber, hun vil lytte til Bibelens fortællinger. Så står det hende helt frit for at tage stilling til, om hun vil være troende, og hvilke værdier der giver mening for hende, siger han.
