Niels Henrik Gregersen ser dåben som et navigationsinstrument, som gør barnet i stand til at genkende det gode og sige fra over for det onde.
Jesper Svendsen
Med dåben overlader man sit barn til Gud vel vidende, at man med selv de bedste viljer ikke kan følge barnet på alle dets veje indtil verdens ende.
Det mener Niels Henrik Gregersen, som er professor i teologi ved Det teologiske Fakultet på Københavns Universitet.
Barnet bliver altså med dåben til Guds barn, som forældrene kun har til låns. Det sker i tillid til, at Gud Fader, Søn og Helligånd vil følge barnet ”helt til verdens ende” – hvad forældrene af naturlige grunde ikke kan.
- Moderen og faderen ofrer sin ungdom for barnets eksistens. Men at døbe sine børn er også at vide, at uanset hvor meget man ofrer sig, så kan man ikke sikre barnets overlevelse, og man må tro på, at Gud selv har ofret sin selvstændighed og selvbestemmelsesret og lovet at være med barnet til verdens ende, siger Niels Henrik Gregersen.
Et navigationsinstrument i livet
Trosbekendelsen fungerer som en slags navigationsinstrument, som gør, at man kan se det gode og sige fra i forhold til det det onde i tilværelsen.
- Man kan ikke blive døbt ud i det blå. Man skal have trosbekendelsen med, og hvis man ikke har det, bliver dåben alene til en familiehandling eller blot noget kirkeligt halløj. Det fine ved trosbekendelsen er, at det ikke er den danske folkekirke, der har fundet på den. Den går helt tilbage til år tohundrede, fortæller Niels Henrik Gregersen og uddyber:
- Man bliver døbt i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn. Det vil sige: Til Gud som Faderen, som har skabt hele verden og ikke kun din egen lille familie; til Jesus, som er den, der viser os, hvem Gud er; og til Helligånden, fordi Jesus ikke blot var en flink fyr, der levede i det forrige årtusinde, men en Guds kraft, der vil være med mennesket lige indtil verdens ende.
Der er brug for store ord
Der er altså en grund til, man bruger store ord ved dåbshandlingen. Dåben er en indgang til noget der er større, og her rækker det daglige sprog ikke langt nok:
- Der er brug for de store ord. Hvis man kun havde de små ord, kunne man jo kun døbe barnet til sin egen lille private dåbsfest. Men vi døber jo barnet ind i et stort fællesskab, der ligger ud over det enkelte barn og den enkelte familie og ud over folkekirken som institution. Man går med dåben ind i det fælles kristne rum, hvor man står over for skabelsens store mysterium, skrøbeligheden i det lille barns liv og overfor det vilkår, at barnet skal vokse videre ind i verden; også den dag, hvor man som forældre ikke selv er her længere.
Så selv om barnet allerede er elsket af Gud, gør dåben en forskel.
- Dåben gør en forskel af den enkle grund, at du hurtigst muligt skal forbindes med lyset i stedet for mørket. Ved dåben overlades det lille barn i kærlighedens og Guds varetægt, og det gør, at du som forælder bliver meget mindre forvirret, end du ellers ville være.
Du lever ikke alene
Ethvert barn er skabt og villet af Gud. Men Gud vil også, at barnet skal fødes ind i en sammenhæng og et fællesskab, hvor man tror, håber og elsker, forklarer Niels Henrik Gregersen.
- På den måde er dåben en social anvisning der siger: Du lever ikke alene. Jeg plejer at sige, at dåbsbarnet får nogle gode briller, der gør, at man kan se lidt længere og lidt klarere end ellers. Barnet får en retningssans væk fra mørket og døden og hen imod livet.
På spørgsmålet om hvorvidt dåben så i virkeligheden blot er et sæt gode, jordnære, praktiske leveregler, som forældrene giver dåbsbarnet med på vejen, svarer Niels Henrik Gregersen helt klart:
- Det er meget mere end det. Det er fra Guds side et løfte om at ville være med barnet på alle livets veje. For barnet selv er det et kompas, som giver retning. Og for forældrene er det beslutningen om at skabe forbindelse til lyset og fællesskabets Gud, og vælge ham frem for døden, isolationen og mørkets dæmoni.