Da hendes bror døde, undgik folk hende helt fysisk. Det gjorde ensomheden total, men det provokerede hende også. For hvorfor var hendes sorg farlig? I dag skriver fremmede og takker Matilde Trobeck for at sætte ord på det, de selv har fortiet i 20 år.

En dag satte en kollega sig stille ned på en af de pinagtigt tomme stole ved hendes side. Efterhånden var det blevet sådan, at hun spiste frokost alene. Det var som om, hun repræsenterede vrangsiden af den gode stemning, som om kollegerne var bange for at blive smittet af den sorg, der hang over hende. Eller også vidste de bare ikke, hvad de skulle sige.

Den her kollega, der nu vovede sig hen i hendes nærhed, havde heller ingen ord. Tavst lagde han sin hånd på hendes skulder, og der blev den. Uden at tale spiste de deres frokost. Hun græd imens, og hans hånd flyttede sig ikke, før tårerne var tørret ind.

Der er livssituationer, hvor det værste man kan gøre, er ikke at gøre noget. Sådan er det også i den her historie. Men det kræver mod at træde et skridt frem, når det letteste er at vige udenom, og debattør og influencer Matilde Trobeck ved det, for hun får tit besked på ikke skal lufte sit beskidte vasketøj. Alligevel bliver hun ved med at gøre det. Når hun lukker over 100.000 Instagram-følgere ind på hospitalsstuen, efter at hun har tabt et endnu barn, er det nemlig med ét mål for øje. Kollegaen, der i sin tid lagde sin hånd på hendes skulder, viste hende, at hun ikke var alene i sin sorg.

Og det er det fineste, man kan gøre.

En synkende båd

Den 2. januar 2013 fandt Matilde Trobeck sin to år yngre lillebror Rasmus død. Det var en utilsigtet overdosis, og det var meningsløst. Sort. Hun, der havde sine bedste år i tyverne foran sig, blev pludselig slynget ud på ukendt farvand, for man begraver ikke en bror, når man er 25 år. Det gør man bare ikke. Der var rod i rækkefølgen.

- Den båd, jeg sad i, var i fuld gang med at synke. Sådan føltes det. Og jeg sad der helt alene. Jeg kendte ingen, der havde mistet en søskende, og jeg mistede ligesom tilliden til livet, siger hun.

Begravelsen var svær. Det var urimeligt, hun var blevet enebarn, og hun havde brug for, at nogen tog hende ind. Mødte hende i det, det var fremmed og håbløst. Det skete bare ikke. Det, der skete, var det modsatte.

- Jeg oplevede, at folk fysisk undgik mig i tiden efter. Nu med lidt ældre øjne og masser af erfaring kan jeg godt se, at det jo var fordi, jeg repræsenterede noget forfærdeligt. Noget, som vi ikke har lyst til at kigge på. Men det gjorde, at jeg følte mig enormt ensom. Jeg kan huske, at jeg efter et par år sagde til mine forældre, at jeg følte, at jeg havde SARS. Det var en sygdom, man talte meget om på det tidspunkt.

LÆS MERE: Da Idas far døde, blev der stille

Kommentaren i Brugsen

Matilde Trobeck anslår, at det kan tælles på en hånd, hvor mange gange hun blev mødt af et menneske, der gik direkte hen til hende og spurgte: ’Hvordan har du det? Hvordan kan jeg hjælpe dig?’. Det er for svært, tror hun. Og vores sprog er på en eller anden måde for fattigt til at udtrykke omsorg i så ulykkelig en situation.

En uge efter Rasmus’ død sagde en kvinde til hendes mor, at det nok var Guds vilje, at Rasmus skulle dø. Hun sagde det midt i Brugsen. Måske var det ment som en form for trøst, men Matilde Trobeck får stadig blanke øjne, når genfortæller det i dag. Hun har selv to børn nu. Med en mand, som faktisk også har mistet en søskende.

- Min mand og jeg kan kigge på hinanden og tænke: ’Hvordan fanden har vores forældre overlevet det?’ Man tænker jo, at man aldrig vil kunne overleve sit barns død. Og jeg ved, at min mor og far er blevet enormt ked af, hvis folk netop har sagt til dem, at de aldrig ville kunne overleve at miste et barn. Fordi det giver en følelse af, at Rasmus ikke var elsket nok. For de overlevede jo.

LÆS MERE: Da Carl døde, slog venner og familie lejr om Naja Marie Aidt. Det var det, der gjorde, at hun overlevede

Vi skal da kunne tale om sorgen

Matilde Trobeck ledte på nettet. Hun kunne ikke finde nogen, der havde mistet en søskende. Der var ingen manual til, hvad man skulle gøre. Ingen der kunne fortælle, hvordan de levede videre i en verden uden deres lillebror. Så gik hun i gang med selv at skrive. Hun skrev ikke i en dagbog, men på en åben blog på nettet. Hun skrev om det hele, også det der var ubehageligt at læse.

- Der var en enorm bearbejdelse i at skrive, for mange ting forstod jeg først, da det kom ned på skrift. Og så kunne jeg jo se, at flere og flere begyndte at finde frem til min blog. Mennesker, som også havde manglet nogen at spejle sig i, og det gav mig bare lysten til at dele endnu mere. For følelsen af at være alene er bare så brutal, når du er i sorg. Jeg fik et behov for at være det spejl for dem, som heller ikke kunne finde noget, siger hun.

I dag har 36-årige Matilde Trobeck en trofast og voksende følgerskare på 123.000 mennesker på det sociale medie Instagram. Det er et medie med fokus på æstetik, smukke billeder, rigtige farver. Men Matilde Trobecks profil er også grim. For nyligt aborterede hun spontant for 8. gang, endnu engang helt ufrivilligt, og den sorg, der skyllede ind over hende, delte hun råt for usødet. Hun vil stadig gerne være det spejl, som andre i sorg kan finde trøst i. Men der er også en anden følelse, der driver hende.

- Meget af min motivation er egentlig også drevet af, at jeg bliver provokeret. Jeg er provokeret af, at noget ikke er pænt nok til at blive delt. Når jeg deler, at jeg har aborteret og er helt ødelagt over det, er det også fordi, jeg bliver provokeret af, at sorg er noget, der skal foregå hjemme for lukkede døre, siger hun.

- Vi oplever alle sammen en eller anden form for sorg, og det skal vi da kunne tale om, synes jeg. Der skal der være rum til, at vi også viser, når det ikke går godt. Jeg nægter, at sorg skal gøres til noget, vi skal klare alene.

LÆS MERE: Hvorfor bakker vi, når vi møder et menneske i sorg? Her er forklaringen - og en mulig løsning på problemet

Ansvar for at følges med dem i sorgen

Det er ikke gratis at dele ud, det siger sig selv. Der står et sæt forældre bag hende, der har stor respekt for det, hun laver, men som i starten havde det svært med at læse om deres største personlige tab på en blog på nettet. Der står en mand, der støtter hende fuldt ud, men hvis kolleger for eksempel opdager, at hun har aborteret, før de vidste, at hun var gravid. Og der står et kor klar til at fortælle hende, at hun deler alt for meget og alt for privat.

- Der er altid nogen, der synes, jeg lufter mit beskidte vasketøj. Især den ældre generation, hvor man i højere grad klarer tingene selv. Men jeg holder altså fast. Det kan godt være, det er grimt at læse om, at jeg ikke kan se nogen mening med livet lige nu, men jeg har brug for at skrive det, og jeg ved, der er nogen, der har brug for at læse det. Jeg føler et eller andet ansvar for at følges med dem i sorgen, så de ikke skal føle sig alene, siger hun.

Og hun ved, at det virker. Nok kan hun ikke forandre hele verden, men hun skubber hver gang en lille smule til en sejlivet sorgkultur, der går ud på, at man klarer tingene selv og allerhelst bag lukkede døre.

- Det overrasker mig altid, hvor mange fremmede der skriver til mig, at de genkender mine følelser, men aldrig før har sagt dem højt. Mennesker, der er opvokset med, at det ikke er noget, man snakker om. Efter min seneste abort er der mange kvinder, der har skrevet til mig, at de har aborteret for 15-20 år siden, men aldrig talt med andre end deres partner om det. Fordi de har skammet sig. Nu føler de, at de kan sænke skuldrene. De kan se, at jeg deler, at jeg er ked af det, og så føler de, at de også får lov at være kede af det, siger hun.

LÆS MERE: Vi så hende miste sin mand til Alzheimers: Det har Julie Rubow lært af sorgen

Allehelgen blev en varm dyne af tryghed 

Og så er vi tilbage ved det fattige sorgsprog, som ifølge Matilde Trobeck spænder ben for, at vi overhovedet tør dele. Hvis ingen ved, hvad de skal sige til et menneske i sorg, bliver det for utrygt at åbne op.

- Det er et misforstået hensyn. Folk undlader ofte at spørge, fordi de ikke vil gøre den sørgende ked af det. Men man kan ikke blive mere ked af det. Til gengæld kan man blive enormt ensom og føle sig forkert, når folk ikke spørger. Jeg følte faktisk, at Rasmus døde igen, når ingen spurgte ind til ham. Det kan føles som ligegyldighed, når nogen skrifter fortov eller bare nikker og skynder sig væk. For hos en selv fylder sorgen jo alt, siger hun.

Et sted, hvor sorgen til gengæld fik en plads, var til allehelgensgudstjenesten i den lokale kirke knap et år efter Rasmus’ død. Det er en gudstjeneste, hvor præsten læser navnene op på dem i sognet, der er gået bort det seneste år. Og selv om det nærmest var surrealistisk, at hun og hendes forældre virkelig skulle sidde der, var det også trygt.

- Jeg kan huske, at vi sad der i kirken, og selv om det var på en virkelig barsk baggrund, var det også rart og trygt. Da præsten læste hans navn op, var det nærmest som et fysisk skub, fordi det var så uvirkeligt, at hans navn skulle læses op. Men vi sad der jo sammen med en masse andre, der også var kede af det og savnede. Det var en følelse af at blive pakket ind i en varm dyne, siger hun.

LÆS MERE: Til allehelgen mindes vi dem, vi savner

Du er aldrig alene

Det, der endte med at gøre den allerstørste forskel for Matilde Trobeck, var en sorggruppe for søskendetab. Den reddede hendes liv, siger hun. Fordi hun fandt et sted, hvor hun ikke var alene.

- Jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg stadig sad i en båd, der var ved at synke. For der var ingen af os, der havde et råd, og der var ingen, der sagde, at det nok skal gå eller kunne love, at man kunne få et fint liv. Men vi sad i den der båd sammen, og det gav mig en enorm stor styrke, for så var det mindre uhyggeligt, siger hun.

Derfor er hendes bedste råd til et menneske i sorg ganske klart:

- Find nogen, som forstår dig. Altså virkelig forstår dig. Nogen, som har prøvet det selv. Om du finder det fysisk eller i et forum på nettet, er ikke væsentligt. Essensen er følelsen af noget fælles, siger hun. 

- Du er aldrig alene. Det er vigtigt. 

LÆS MERE: Lasse mistede sin datter: 'Venner og familie bar os, da vi ikke selv kunne stå'