I mange år troede han, at den eneste måde, han kunne være i verden på, var ved at være alt andet end sig selv. Det sendte ham helt ned på bunden. Men nogle gange får man chancen for en ny begyndelse, og for Morten Mortensen skete det, da han kærligt blev trukket tilbage til livet efter at have valgt det fra.

Der var ingen, der vidste det. Eller jo. Mændene på natklubben Blender vidste det godt. Dem, som han i ly af mørket sneg sig hen til for at danse til den lyse morgen. Men der var ingen i hans nære vennekreds eller familie, der vidste det. Og når solen stod op, var det eneste, han selv vidste, at han var forkert. Et menneske, der måske ikke engang skulle have været her. 

’Jeg glemte at tro’, siger han om dengang, han fandt sig selv på badeværelsesgulvet i færd med at gøre en ende på det liv, han ikke kunne finde ud af. Han var udmattet. Mør ind til knoglerne af at spærre en del af sig selv inde, som kun levede i glimt på et mørklagt og fedtet dansegulv.   

Her kunne historien slutte. Den kunne være en beretning om en dreng fra Korea, der ikke var plads til i verden. Men det fine ved den her historie er, at den midt i det hele får en ny begyndelse. Det her er nemlig først og fremmest en kærlighedshistorie om en farmor, der aldrig tvivlede, og som ikke slap sit barnebarn, før hun så, at han havde fundet den plads, der var hans. 

Den magiske sommer, der blev alt andet end magisk 

Morten Mortensen passer næsten lidt for godt ind i dagens kulisse. Det rå, hippe bofællesskab på Amager summer af kreativitet og dyr kaffe. Han tøffer hjemmevant rundt i badetøfler og vinker begejstret til nogen på gaden gennem det gigantiske vinduesparti. 

Siden han i 2024 deltog i DR’s populære tv-program ’Gift ved første blik’ har han haft travlt. Både om manuskriptforfatter, podcastvært og privatperson bliver der hevet i ham, men havde man fortalt 13-årige Morten Mortensen fra Hedensted, at hans liv en dag ville se sådan ud, havde han ikke troet på det.  

Dengang havde hans tilværelse nemlig lige slået sin første sprække. 

- Der var den der magiske sommer, som jeg tror, vi alle sammen kan huske. Der mellem 6. og 7. klasse, hvor man kom tilbage efter sommerferien, og så havde nogen fået en mørkere stemme, og nogle af pigerne havde fået bryster. De lugtede anderledes, havde fået en billig parfume. Der var også nogen, der var begyndt at ryge, siger han. 

- Og jeg forstod det ikke. Hvad var der sket på de fire uger? Jeg var stadigvæk bare interesseret i at lege, og dér blev det meget tydeligt, at jeg ikke var ligesom de andre. 

Morten Mortensen er transnational adopteret fra Korea. Han er opvokset på en gård i Hedensted i en tryg og støttende familie, men i lokalsamfundet, i skolen og i fritiden stak han ud. Dét gik op for ham den sommer. 

- Jeg kiggede mig i spejlet og kunne pludselig se, at jeg overhovedet ikke lignede de andre. Det måtte være derfor, at jeg ikke blev inviteret med hjem til mine venner mere. Jeg tror, jeg følte meget stor skyld over, at det, jeg var, ikke var godt nok til at kunne være en del af et fællesskab. Og der begyndte jeg at brygge på det indeni, som senere skulle vise sig at blive et ret stort selvhad og et monster under min seng, siger han. 

- Jeg kunne ikke spille fodbold, så jeg gik til spejder. Men jeg var ikke en særlig god til spejder. Så begyndte jeg at gå til teater, og det var et socialt selvmord. Så var du bøsse.  

LÆS MERE: En dag lagde Thomas Alstrups kone sig på sofaen. Og så forsvandt hun fra ham

Havde de fået en biologisk søn, havde jeg ikke været her

Et var, at han hellere at ville spille teater eller rende rundt i sin fars lade med et videokamera og lege instruktør, end han ville ryge og kigge efter piger. Noget andet var, at hans mor på gården i Hedensted ikke havde født ham. Han var kommet hertil med et fly, fordi nogen i Korea ikke ville have ham. 

- Når du er adopteret, er vilkåret for, at du er i den her verden, at du ikke skulle have været her. Hvis mine forældre havde fået en biologisk søn, havde jeg ikke været her. Og at finde ud af det på sådan en barnlig måde, blev meget, meget stort inde i mit hoved, husker han. 

- Min farmor sagde altid, det var meningen, jeg skulle være her. At Gud mente, jeg skulle være lige præcis her. Men hvorfor syntes Gud det?, tænkte jeg. Som barn var jeg så bange for, at nogen kom og tog mig igen, hvis jeg ikke var en god dreng. Jeg turde ikke lukke mine øjne om aftenen, og jeg bad til Gud: ’Please, lad der ikke komme nogen og tage mig i nat’. 

Det var ét sted, hvor han aldrig var bange. Her kunne han klæde sig ud i dametøj og valse rundt i højhælede sko, som han elskede, og her kunne han sænke skuldrene og bare være til. Det var hjemme hos farmoren. 

- Når jeg var hos min farmor, vidste jeg, at jeg ikke kunne gøre noget forkert. Når jeg tænker på hende nu, så er det med en følelse af at komme ind et sted og vide, at her var mit største publikum. Her var der altid en, der fejrede mig, husker han.

Mortens farmor varmede frysepizzaer og forårsruller til ham efter skole, men hun gav ham også et sted at gå hen med den angst, der stadig voksede i ham. Hun hjalp ham med at designe en fortælling om, hvorfor han var endt i Hedensted. Det var meningen, og det var præcis, som det skulle være. 

- Jeg har fået noget helt fantastisk fra min farmor, og det er en meget stor tro på troen. Vi skal ikke altid vide. Det er nok at tro på, at det var meningen, jeg skulle være her. Hun lærte mig, at noget er ude af mine hænder, og det var virkelig godt for mig som menneske. Jeg tror også meget på mennesker i dag. Jeg har virkelig stor tiltro, siger han. 

Kig op 

Når han sov hos sin farmor, havde de et fast aftenritual. De foldende hænderne. En lille fysisk handling, som han stadig kan finde på at ty til i dag, når han har brug for at finde ro.   

- Så sad vi der sammen og bad aftenbøn. Vi skulle sige noget, vi var taknemmelige for og noget, der var sket i løbet af dagen. Vi bad Fader Vor og sang ’Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje’. Det var en slutning på dagen, og jeg følte mig meget tæt på hende, men også tæt på noget, som ikke var menneskeligt. Jeg spurgte hende nogle gange, hvordan man kan se troen. Og om hvordan Vor Herre ser ud. Men hun sagde altid, at det er en følelse, der er i dig og mig, husker han. 

- Jeg spurgte hende også, hvordan jeg skulle komme i kontakt med hende, når hun døde.  Og så sagde hun ’Du kan altid kigge op. Der vil jeg være med dig resten af dit liv.’ Og jeg tænker tit på, hvor fint det var at sige til en dreng, der var så bange for livet og var så utryg. Det var den største kærlighed for mig. 

LÆS MERE: ”Vi siger stadig ’hvis jeg dør’. Men det gør du. Du dør. Og det kræver en form for åndelighed at favne”

Et hemmeligt liv i mørke 

I slutningen af folkeskolen forlod Morten Mortensen Hedensted og kom på efterskole i Aarhus. Her fandt han ind i et fællesskab på skolen. Han dyrkede teater, det var fedt. Men han begyndte også at leve et dobbeltliv. Det gik nemlig lige så stille op for ham, at han var homoseksuel. 

Og noget af det eneste, han vidste om det, var, at det var negativt at være. Forkert. Ulækkert. Derfor gjorde han sig umage for ikke at være det, og det virkede. De andre kunne godt lide den Morten, der lod som om, han var til piger. 

- Hver gang jeg følte, at min omgangskreds gav mig social accept, var det fordi, jeg virkelig spillede på, at jeg var heteroseksuel. Men så havde jeg jo givet afkald på alt det, der rørte sig i mig. Og på min længsel efter at komme på date med en fyr, siger han. 

Angsten tog til. Han begyndte at drikke. Meget. Og efter gymnasiet flyttede han til Aarhus og fik arbejde på en bar. Når den lukkede ud på natten, havde han drukket sig mod til. Han sagde farvel til sine venner og lod som om, han tog hjem. I stedet drejede han af og sneg sig langs murerne ned til en bestemt natklub. Blender, hed den. Et sted for homoseksuelle, hvor han kunne danse med mænd resten af natten. 

- Det gjorde det næsten værre for mig. Nu fik jeg åbnet op for noget, men det var forbundet med enormt meget smerte. Jeg var glad, når jeg var derinde og var fuld og dansede. Men når jeg så kom hjem, skammede jeg mig rigtig meget over det og prøvede at lukke det ned igen, siger han. 

- Jeg var så træt. Jeg var træt af at åbne mig op og føle, at jeg faktisk var autentisk og lukke i igen og føle, at den eneste måde, jeg kunne være til i livet på, var ved ikke at vise, hvem jeg var.  

Kaldt tilbage af farmor 

Det var mørkt udenfor, den dag tog han beslutningen. Helt sort, husker han. Han ville gøre en ende på sit eget liv. 

 - Jeg kan huske, at jeg tænkte: ’Når jeg dør, er det slut med at åbne og lukke mig selv i hele tiden. Så kan jeg bare lade armene falde ned langs siden og være den, jeg er.’ Det gjorde mig virkelig glad. 

Ved siden af et pilleglas, som han havde tømt halvdelen af, satte han sig og foldede hænderne, som han havde gjort så ofte før. 

- Jeg satte mig til at bede. Og ritualet at sidde der med foldede hænder gav mig en masse flashbacks til, hvordan det var at sidde hjemme i min farmors soveværelse sammen med hende og bede aftenbøn, som var det tryggeste og mest kærlige sted i mit liv, siger han. 

- Og så var det som om, min farmor kaldte mig tilbage. Hun havde altid troet på, at jeg nok skulle finde min egen vej i livet, men det her var ikke måden at gøre det på. Det her var at påføre hende den allerstørste smerte. Hun havde lært mig, at en del af livet er at tro på, at det nok skal blive godt igen, når det har været hårdt. Men lige her glemte jeg at tro. Det var måske det fineste øjeblik, hvor jeg glemte at tro, men hvor jeg alligevel fik styrken til at tro på, at det ikke var slut endnu. 

LÆS MERE: "Bøn får mig til at huske at være taknemmelig"

En ny begyndelse og et farvel 

Han stak to fingre i halsen. Kort tid efter flyttede han til London.  

- Nu måtte jeg tro på, at det her ikke var slutningen. Og tro på, at jeg skulle være her. Jeg spurgte mig selv: ’Okay. Hvordan kan jeg få en berettigelse til livet? Det kan jeg ved at springe ud’.”  

Og så tog det fart. I London udlevede han alt det, han havde buret inde. Og mere til. Han fik venner, kærester og en kæmpe omgangskreds, der elskede lige præcis det, han var. Fra et job som opvasker i Soho arbejdede han sig op, til han en dag serverede for skuespillerne fra de Hollywood-film, han som dreng have leget instruktør for i sin fars lade i Hedensted. 

- Jeg fik virkelig en opstandelsesfølelse ved at tage til London og fyre den af derovre. Jeg hoppede bare direkte ind i munden på løven med kød i lommerne og sagde ’Skal vi lege?’ og blev slugt. Det var virkelig et nyt liv, der ventede på den anden side af den der gigantiske nedtur, siger han. 

- Folk gjorde faktisk noget ud af at blive set, og det har jeg aldrig oplevet før. Jeg fandt mod til at være mig selv. Jeg kunne præsentere mig selv som Morten, som er homoseksuel, og jeg nød virkelig, at jeg ikke havde en indre modstand, og at jeg ikke var bange for at blive såret eller afvist. Jeg følte pludselig, at jeg lykkedes som menneske på trods af, at jeg var homoseksuel. Jeg fik venner, som ikke var nogen, jeg blev sat sammen med på efterskole. Jeg fandt dem selv, og jeg blev fundet, fordi jeg er sjov og godt selskab. 

Mens Morten boede i London, døde hans farmor. Han blev ked af det. Men han faldt ikke fra hinanden, som han havde regnet med. Han var kommet til et sted, hvor han kunne stå selv. 

- Jeg har tænkt meget over, at det var det helt rigtige tidspunkt, at vi skulle give slip på hinanden. Hun vidste, at jeg kunne klare mig godt nu. Jeg havde formået at skabe en tilværelse, som var fyldt med kærlighed og styrke, og der sagde hun farvel, siger han. 

Op ad hans højre underarm smyger sig en snørklet linje i blæk. ’Nu lukker sig mit øje, Gud fader i det høje’, står der. En salut til den kvinde, der lærte ham, at en del af livet er at tro på, at det nok skal blive godt igen. 

- Hun betyder alt, min farmor. Alt som er lykkes for mig i dag, alt det, jeg havde drømt om, som at komme ind på filmskolen Super16, leve af at skrive, være kreativ, have gode mennesker i mit liv og stabile relationer, det kommer fra hende og fra hendes måde at bære mig gennem livet på.