Da hun mistede sin mor, brugte hun år på at kæmpe, slås og sparke sorgen fra sig. Lige indtil hun ikke gjorde det mere. For tør man være i det, der gør ondt, er det også der, håbet opstår, siger etnolog og forfatter Julia Lahme.

Da Julia Lahmes mor døde, skreg moderens veninder. De skreg højt og inderligt, og de indtog rummet med al deres smerte. De fyldte, de lod det fylde.

Imens de skreg, havde Julia Lahme selv travlt med at inddæmme sin sorg. Krølle den sammen og komme af med den, fordi der ikke rigtig syntes at være plads til den nogen steder.

Moderens veninder er fra Sydeuropa. Julia Lahme er fra Odense. 

- Jeg havde lært om døden, at man skulle blive færdig med den. Du får en uges fri og en buket blomster, og det første år er svært, især jul og fødselsdag, men så skal du videre, siger hun.

Sådan gik det bare ikke. Flere år efter sin mors død stod Julia Lahme stadig der med en sorg, der var for meget. For langstrakt og for voldsom. Forkert. Intet er vel mere naturligt, end at man som voksen på et tidspunkt lægger sine forældre i graven, så hvor længe er det rimeligt at dvæle ved det?

Er der én ting, hun gerne ville have vidst dengang i 2005, så er det, at den ikke sådan går over. Sorgen. At den godt må have lov at være der, og at savnet ikke forsvinder, for det bliver jo kun længere og længere tid siden, man sidst sad og drak kaffe med den, man elskede og mistede.

- Jeg mener ikke, at man skal svælge i sorgen, men den er jo med, ligesom kærligheden er med. Mange af os bruger meget energi på at lade som om, den ikke er med. Men det er jo ligesom at have en splint i foden. Den er med dig, siger hun.

LÆS MERE: Bodil Jørgensen: "Langfredag skal vi fatte, at døden findes"

Døden overskrider enhver forventning

Julia Lahme er etnolog og forfatter, og da hun stod der med favnen fuld af mørk og klæbrig sorg, der ikke ville slippe hende, tog hun en beslutning: Hun ringede på hos den præst, der bisatte hendes mor. Hun var nervøs, da hun stod der foran hans dør, og hun var på udebane, men nu ville hun forstå den – sorgen. Hun kom ikke for terapi, og hun ville ikke have en handlingsanvisning. Hun ville forstå sin sorg i et større perspektiv.

- Døden overskrider jo enhver forventning. Vi siger stadig ’hvis jeg dør…’. Men det gør du. Du dør. Og det kræver en form for åndelighed at favne. Vi kan godt gå til en psykolog, men vi har nogle gange brug for at tale med nogen, der kan gå ind i en årsagsforklaring, siger Julia Lahme.

- Normalt leder vi jo efter en effektivitet: Hvornår får jeg det bedre? Det skal man også, men man skal også huske på, at kærligheden er den eneste følelse, der ikke slutter. Det er derfor, det er så forfærdeligt at være i sorg. Jeg holder jo ikke op med at elske min mor, bare fordi hun er væk. Hvis man tager sig tid til at hvile i dét, kan kærligheden blive en slags magisk bro til at holde kontakten med den døde.

Ivan Larsen, som den daværende sognepræst hedder, blev den første af seks præster, som Julia Lahme ringede på hos efter sin mors død. Samtalerne er samlet i bogen ’Sig farvel’, der netop er blevet genoptrykt, og noget af det vigtigste, hun har taget med sig derfra, er, at der er steder i livet, man ikke kan springe over. 

Steder, hvor man ikke kan sætte tempoet op. Noget må man stå i. Stå igennem.

- I vesten er vi opdraget med at være resultatorienterede og effektive, men jeg lærte, at jeg ikke skal være resultatorienteret i de store følelser i livet og i de store kriser. Noget er bare, fordi det er. Og man kan ikke speede det op. Vi kan ikke være så arrogante at tro, at vi har ret til at bestemme, at ingen ting må gøre ondt. Nogle gange er man nødt til at stå i mørke for at se lyset blive tændt, siger hun.

LÆS MERE: Hospitalspræst: "Vi skal turde blive i håbløsheden"

Vi bliver ikke mindre bange af ikke at tale om det

Da moderens veninder skreg, var det vildt. Det var i hvert fald mere, end hvad vi er vant til på vores breddegrader, men i dag tænker Julia Lahme, at de var bedre til at være med deres venindes minde. De havde ikke travlt med at afvikle døden. Og for dem findes hendes mor stadig.

Af de sydeuropæiske veninder kan vi lære noget, mener Julia Lahme. Vi kan blive bedre til at give sorgen plads, så vi ikke skal stå helt alene i den. For da hun talte med præsterne, fik hun en følelse af, at sorgen netop er kollektiv.

- Vi insisterer på, at sorgen er individuel. Fødsler kan vi tale om, til vi bliver 80, men livets afslutning er en meget privat oplevelse. Når vi taler med præster, opdager vi, at andre har været igennem det samme. Vi er ikke alene. Det er faktisk en kollektiv oplevelse at miste. Jeg tror, at vi alle sammen slås med det spøgelse alene, og at vi alle har brug for fællesskabet, siger hun.

- Faktisk tror jeg, at vi skal kalde døden ved navn. Kigge den ind i øjnene. Selv ikke engang bedemændene taler om døden. Der hedder det ’den sidste rejse’, men der er altså ingen, der skal ud at rejse. Der er nogen, der er død. Vi taler ikke om det, fordi vi er bange, og det er jeg også. Men jeg tror ikke, vi bliver mindre bange af ikke at tale om det.

LÆS MERE: Svend Brinkmann: "Mister vi fællesskabet, mister vi os selv"

Noget større end os selv

Da Julia Lahme forlod den sidste præstegård, havde hun snakket meget om døden. Rigtig meget. Og hun føler, at hun fik det, hun ledte efter: det større perspektiv. 

- Der er mange, der ikke vil forholde sig til Gud, men jeg forstår godt, hvorfor det er vigtigt for os at have noget, der er større end os selv. Det er arrogant at tro, at meningen med livet er inde i os selv, siger hun.

- Præster er venner med livets store spørgsmål, og de tør grave ind i det metafysiske. Det åndelige. Og det kan man bruge, uanset om man er troende eller ej. Vi har dem i alle kulturer – guider eller shamaner, som tør række ind i det uvisse og finde håb. Kristendommen giver en ramme til at forstå, at der er noget, der er større end os selv.

Der er også noget andet, der presser sig på. Noget hun har lært af at se sin mor dø. For Julia Lahme sidder nu ’sidder yderst på bænken’, som hun siger. Det vil sige, at hun er den ældste kvinde i hendes familie. Om 12 år rammer hun den alder, hendes mor havde, da hun døde. 58. Hun har lært, at hun skal leve uden at se sig tilbage, men hun har også lært, at sorg og død er en del af det. At leve.

- Vi har så svært ved at tale om livets store og tunge udfordringer. Det der gør rigtig ondt. Jeg er blevet mere rabiat. Jeg kan ikke være den ensomme med det længere. Jeg er blevet lidt mere hård i forhold til at insistere på at tale om døden.

Det var det, moderens veninder gjorde. De turde godt stå midt i det, som Julia Lahme af alle kræfter krabbede sig væk fra. Og i dag forsøger hun at gøre dem kunsten efter.

- Vi skal forholde os til alt det gode, men vi skal også forholde os til det barske og opleve det fuldt og helt. For det er derfra, vi kan få øje på lyset igen.