Da hendes første mand døde, mistede hun troen på Gud. Nu er bøn alligevel blevet en fast del af hverdagen i Puk Qvortrups og familiens liv. At bede er nemlig en god måde at huske taknemmeligheden på, siger hun. Og når tilværelsen slår knuder, er der én bestemt bøn, hun bruger som vejviser.

- Jeg ved ikke, om der er nogen, der hører mig, siger hun.

- Men jeg stiller mig åben overfor, at der kan være nogen. Noget. Og det synes jeg, der er en stor styrke i.

Forfatter Puk Qvortrup er i færd med at sætte ord på noget, der for hende på den ene side er … lidt uhåndgribeligt. Og som på den anden side også er meget konkret.

Det handler om bøn. For at bede er en helt fast del af det liv, hun lever med sin mand og deres fire børn i Højbjerg ved Aarhus. De er vant til at bede bordbøn. Aftenbøn. De beder for nogen i deres omgangskreds eller ude i verden, der måtte have brug for det.

Når det alligevel er en smule uhåndgribeligt, er det fordi, det ikke stod skrevet i Puk Qvortrups kort, at det skulle være sådan. Tværtimod. Da hun som 26-årig blev enke og alenemor til to, mistede hun troen på det meste. Men så fandt hun kærligheden igen. Og med den fulgte en ny dimension.

’Det er nu, du skal bevise, at du findes’

Puk Qvortrup slog i 2019 igennem som forfatter med den selvbiografiske roman ’Ind i en stjerne’, der skildrer en ubærlig historie om, hvordan hun mistede sin første mand Lasse til et hjertestop, mens hun var gravid med parrets andet barn.

En hændelse, der selvsagt kom til at præge hele hendes liv. Men som også kom til at være definerende for, hvad hun tror på.

- Da min mand døde, kom jeg helt naturligt til at bede. Jeg bad en bøn til Gud, da Lasse lå i koma. Der var noget i det himmelvendte, der virkede helt naturligt. Jeg sagde til Gud dengang ’Det er nu, du skal bevise, at du findes’, husker hun.

- Men Lasse døde. Så jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville tro på noget som helst.

Puk Qvortrup sagde til personalet nede i vuggestuen, at de ikke skulle nævne Gud for hendes toårige søn, når de talte om hans nu afdøde far. ’Det tror vi ikke på hjemme hos os’, sagde hun. Når hun var alene, sendte hun af og til tanker og ord på mod himmelen.

- Der har været en naturlig vending mod himmelen, men jeg nægtede, at det skulle være til Gud. Jeg tror mere, jeg talte til min døde mand: ’Lad børnene få en god barndom. Lad det blive godt igen. Lad mig komme igennem den her dag. Hvis du ser os, så pas på os’, siger hun.

LÆS MERE: En dag lagde Thomas Alstrups kone sig på sofaen. Og så forsvandt hun fra ham

En rolig pause

To år senere mødte Puk Qvortrup den mand, som hun i dag er gift med og har fået to børn sammen med. Den italienske katolik Pier. De mødtes i et tog, og hun vidste instinktivt, at han var hendes soulmate.

Men med Pier fulgte også noget, som hun hidtil havde forsvoret.

- Han talte om Gud allerede den første dag. Det var meget smukt. Jeg vidste, at hvis jeg skulle tage ham ind, skulle jeg også tage den del ind og gå et skridt ind i hans verden. Jeg begyndte at bede og gå i kirke med ham og blev hver gang meget bevæget af det. Hvor Pierre er troende, er jeg mere tvivlende, men jeg er stadig praktiserende. For mig er det ikke modsætningsfuldt. Jeg ser tværtimod bøn som en meget smuk handling, siger hun.

Når familien samles om bordet til måltiderne i huset i Højbjerg, slår de korsets tegn og siger 'I faderens og sønnens og Helligåndens navn', før de begynder at spise. At slå korsets tegn er et tydeligt kristent symbol, men for Puk Qvortrup er det lige så meget blevet den måde, de siger tak for maden på i deres familie. Hun og hendes mand vil gerne vise børnene, at de er heldige, at de kan sidde sammen som familie og spise sig mætte hver dag.

- Og så er det en rolig pause, lige inden vi spiser, og det er enormt dejligt. Bare lige at være der sammen. Det får jo børnene til at være stille et par sekunder, før de kaster sig over maden, siger hun.

LÆS MERE: ”Vi siger stadig ’hvis jeg dør’. Men det gør du. Du dør. Og det kræver en form for åndelighed at favne”

Taknemmelighed i dagligdagen

Om aftenen beder Puk og Pier sommetider en aftenbøn. Engang gjorde de det flere gange om ugen, men med nu fire børn på matriklen er der andet, der stjæler tiden. De beder for venner og familie, der går gennem kriser og sygdom. Og så beder de om styrke til at holde fast i kærligheden til hinanden.

- Vi siger ’kære Gud’, men for mig er det også en måde at dvæle ved noget, som jeg skal huske. Bøn får mig til at huske taknemmeligheden i dagligdagen, siger hun.

Og netop taknemmelighed er noget, Puk Qvortrup har båret med sig, siden hendes første mand faldt om og ikke vågnede igen.

- Sorgen har givet mig en særlig taknemmelighed over at være i live. At jeg stadig er her på jorden og kan nyde verdens skønhed og mine dejlige børn, og at jeg endda fik endnu en chance for at forelske mig igen. Når jeg bliver gnaven eller irriteret over små urimeligheder, prøver jeg at fokusere på et større perspektiv. Da jeg mødte min nye mand, gav jeg plads til troen. Nogle gange kan jeg mærke en tilstedeværelse af noget guddommeligt, nogle gange kan jeg ikke. Men jeg kan mærke, at bøn hjælper mig med at holde fast i den taknemmelighed og i det større perspektiv, siger hun.

Og så er der for Puk Qvortrup også noget rent meditativt i at bede.

- Det giver mig en ro. Jeg kan af og til føle, at jeg mister jordforbindelsen, og nogle gange har jeg svært ved at stole med min dømmekraft. Jeg har haft perioder med stress, angst og depressioner, og der har bøn virkelig hjulpet mig, siger hun.

LÆS MERE: Iben Maria Zeuthen: Måske beder vi mere, end vi tror?

Når der ikke er andet tilbage

Særligt har hun de senere år brugt Sindsrobønnen, når hun har stået i en svær situation. For eksempel da hun var syg med stress og måtte frasige sig en post som formand i Aarhus' kunstråd og som bestyrelsesmedlem i Aarhus Festhuge, som hun ellers var meget beæret over at have fået.

- Sindsrobønnen gør, at jeg tager stilling til, hvad jeg kan ændre. Det er også en smertefuld bøn, fordi der er noget, man må undvære. Men hver gang har det vist mig vejen til et mere roligt og balanceret liv, siger hun.

I påsken var Puk Qvortrup på vandretur med familien. En aften oplevede de en særlig smuk solnedgang ved Gudenåen, og der i dagens sidste lys lavede de en spontan bøn. De bad for Puks lillesøster, der snart skulle føde. Og de bad for menneskene i Gaza. For alle dem, der ikke har de samme muligheder, og for hvem det ikke er en selvfølge trygt at kunne gå en aftentur med sine kære.

- Bøn er for mig en grundlæggende taknemmelighed for, hvor heldige vi er. Lige at fæstne os ved, at vi er heldige. Men bøn er også afmagt. Der er noget, der er ude af vores hænder. Der er en frustration, som er rar at placere i bønnen, siger hun.

- Når der ikke er andet tilbage, er bønnen det eneste vi har.

Læs om store bededag her.