Da Jonah Blacksmith-musikeren Thomas Alstrup stod i sit livs krise, holdt han det hemmeligt. For hvad nu hvis det var hans skyld, at hans kone var blevet så syg? Det er mørkt at stå på sidelinjen til en med depression. Alligevel var det her, i bælgravende mørke, at en lille stribe af lys tvang sig adgang.

- Nu kan jeg ikke mere.

Så var det sagt. Sætningen hang i luften og kunne potentielt rage fundamentet væk under deres familie og sætte resterne i brand. Men der skete ikke noget. Hun kiggede bare på ham med det slappe, udtryksløse blik, der gav ham en trang til at ruske i hende.

Det var fint nok, sagde hun klangløst. De kunne sikkert godt fungere hver for sig. Men så sagde hun noget mere, og det kom til at ændre alt.

En kærlighedserklæring, kalder Jonah Blacksmith-musikeren Thomas Alstrup i dag den korte sætning, som hans kone Mette sagde til ham i hjørnesofaen i det lydstudie, der har forgrenet sig ind i familiens hus. Og det er paradoksalt, at han beskriver det sådan. For i virkeligheden bad hun ham parkere hans behov for kærlighed.

Historien, du nu skal høre, er fortalt fra det samme sted i den samme hjørnesofa. Det er Thomas Alstrups historie, og i den er der ikke nogen, der skal tilgives. Der er ingen, der har gjort noget forkert. Alligevel er der noget inden i ham, der har brug for den. Tilgivelsen. For hvad nu hvis han havde en aktie i, at Mette en dag lagde sig på sofaen og forsvandt ind bag et skjold af tomhed og ligegyldighed?

Man bliver afmægtig, siger Thomas Alstrup, når den, man elsker, får en depression. Og hans fortælling har heller ikke ham selv i helterollen, tværtimod. Men den har håb, og det er vigtigt.

Hård historie bag stort hit

Thomas Alstrup har sammen med sin bror Simon Alstrup siden 2011 stået i front for folk-rockbandet Jonah Blacksmith. Brødrene, der har skrevet meget af deres musik ud fra deres ophav i Thy, er aktuelle i nyeste sæson af ’Toppen af poppen’ og står overfor deres hidtil største koncerter på landets store arenaer.

I 2021 fik de deres helt store gennembrud med hittet ’House on fire’. En sang, der blev den femte mest spillede sang i radioen det år, og som får unge mennesker på festivalerne til at 'gå amok' under bandets koncerter. Men bag sangen er der alvor.

- Den er skrevet ud fra afmagt, for det er et mørkt sted at stå. Det er det virkelig. Der kan være liv og glade dage omkring dig, men du bliver bare forfulgt af en sort sky, siger Thomas Alstrup.

Sangen handler om dengang, hans kone Mette Alstrup stod midt i en depression. Det er omkring 7-8 år siden. Hvornår det præcist begyndte, fortaber sig et sted i tågerne, fordi det hele ... 'bare var vanvittigt' i de år.

Det begyndte med, at hun var træt. Flere og flere eftermiddage kom hun hjem fra arbejde og lagde sig ind på sofaen og faldt i søvn. Det undrede ham. Hun kunne intet overskue, og en dag kunne han mærke, at noget var helt galt. Hun skulle hente deres søn efter fodboldtræning, men om aftenen ringede sønnen hjem og sagde, at han ikke var blevet hentet. 

- Hun havde glemt ham. Det var ikke med vilje, for sådan er hun slet ikke, siger Thomas Alstrup.

Da der blev slukket for alt

Mette kom til lægen. Hun havde en depression, lød konklusionen.

- Der var ingen af os, der havde regnet med, at sådan noget skulle ramme os. Mette er en stærk kvinde. Men da hun fik konstateret depressionen, var jeg glad. ’Yes!’, tænkte jeg. Så var der ligesom et svar på, hvorfor jeg havde syntes, at noget var helt galt. For ellers kan man jo godt blive irriteret. Jeg stod med tre børn, der bare higede efter hende, og så kom hun bare hjem og lagde sig til at sove på sofaen, siger han.

Thomas Alstrups kone blev medicineret, og han var lykkelig over, at der nu skete noget. Nu kunne det gå fremad igen. Men han havde ikke sat sig ind i, hvad der sker, når man tager stærk antidepressiv medicin. Og han var slet ikke forberedt på, at han skulle stå helt alene ved roret i det, der skulle blive en styrkeprøve for hele deres familie.

- Da hun havde været på medicin et halvt års tid, blev hun til en zombie, og det var fuldstændig sindssygt at skulle holde sammen på vores familie. Det værste var, at hun ikke kunne overskue sin familie, og det gav mig følelsen af, at hun egentlig bare gerne ville slippe væk fra os, husker han.

- Jeg skulle nok klare den, men at hun ikke kunne overskue sine børn, var så vildt, for sådan er hun ikke. Det er det stikmodsatte af, hvad hun er. Jeg vidste jo godt, at medicinen gjorde, hvad den skulle, men jeg kunne ikke overskue, hvor lang tid det skulle stå på. Jeg gik konstant og skærmede børnene og skulle planlægge alt herhjemme. Det er hårdt, at man står alene og skal prøve at banke en energi op. Og der er bare ingen respons.

'Var det min skyld?'

Mette begyndte at sove i skiundertøj. Hun kunne ikke klare, at Thomas rørte hende, og hun kunne ikke holde ud at være for tæt på nogen. Mette, som ellers altid havde elsket at krybe ind i favnen på sin store Thybo af en mand. Når de passerede hinanden i huset nu, mærkede han nærmest et fysisk pust af kulde.

Om aftenen og natten sad Thomas Alstrup tit på loftet med computeren og søgte på depression. ’Hvor lang tid tager det?’, skrev han. ’Hvad kan udløse en depression?’. Han læste side op og side ned i et forsøg på at finde et eller andet at holde fast i. En løsning af en art.

Men alt det han læste, alt det han stod med og al hans afmagt holdt han inde i sig selv. Der var en ret konkret følelse, der gjorde, at han ikke ’rendte og flagede’ med Mettes sygdom: Skam.

- Jeg er jo vokset op med, at man kan snakke om alt. Men jeg syntes, det var pinligt at stå i det her. Min bror og mine allernærmeste venner fik det at vide, men jeg fortalte det ikke til min mor og far, siger han.

- Grunden til at jeg ikke har åbnet op for, hvor vildt det var herhjemme, er, at jeg har været i tvivl om, hvor meget skyld jeg havde i hendes depression. Folk der står på sidelinjen til nogen med alzheimers, kræft eller skader efter trafikulykker føler nok ikke skyld. Men jeg tror, at rigtig mange, der er pårørende til en med depression, kan genkende følelsen af skyld. Skulle jeg havde set det før? Kunne jeg havde forhindret det? Har jeg budt hende for meget? Det er godt nok svært.

Brug for tilgivelse

Lydstudiet, som Thomas Alstrup sidder og fortæller i, ligger klos op ad husets soveværelser. Da børnene var små, faldt de i søvn til lyden af et leben af musikere, der kom og gik og spillede til langt ud på natten. Sådan har det altid været. Det er her, Jonah Blacksmiths musik er blevet til, og det er her, familien har levet på godt og ondt.

- Jeg kender ikke andre ægtefæller, der vil stå model til det, hun har stået med. Et hus, der er fyldt af musikere, der vader ind mellem vasketøj og blespande og forstærkere. Det er et kaosliv på mange områder. Og det har hun givet mig lov til. Hun forstår godt præmissen. ’Thomas skal have lov at spille’. Jeg er meget taknemmelig over, at det har kunnet lade sig gøre, men jeg ved også godt, at det bliver taget til kanten af, hvad ægtefællen kan holde til, når en af parterne bruger så meget tid på noget, der jo i virkeligheden er ret egoistisk, siger han.

Når han sad der i lydstudiet om aftenen og søgte på depression, åd tvivlen sig ind på ham. Og den rumsterer stadig lidt i ham.

- Jeg har haft brug for at blive tilgivet, uden at jeg ved, hvad det skulle være for. Hvis Mette sad her i dag, ville hun ikke sige, ’Det var Thomas, der var skyld i det’. Hun ville nok sige, at det var en kombination af flere ting, der havde presset sig på gennem længere tid og deriblandt selvfølgelig også det liv, vi i fællesskab har skabt sammen, siger han.

Den største kærlighedserklæring

Da Mette havde været på medicin i et års tid, var han slidt ned. Han savnede alt ved hende. Og selv om hun sad lige ved siden af, var han helt alene.

- På det tidspunkt levede jeg sammen med en zombie, som havde brug for at være en zombie. Så sagde jeg, at nu kan jeg ikke mere. Hun sad lige der, og jeg sad lige her i sofaen, og hun kunne ikke græde. Det var bare stoneface. Jeg kunne ikke se, om hun blev ked af det, og jeg havde bare lyst til at ruske i hende. Så sagde hun lige så stille: ’Jeg tror godt, det kunne fungere, hvis jeg boede alene. Men Thomas, du er jo min bedste ven.’ Og det var simpelthen den største kærlighedserklæring, jeg kunne få. Der gik det op for mig: ’Hey, det er jo en ven, jeg skal hjælpe lige nu’, siger han.

At det er en kærlighedserklæring, kan lyde underligt. Men for Thomas Alstrup var det præcis det. Kærlighed. Og den havde han brug for.

- Det var hendes ord om, at jeg var hendes bedste ven, der gjorde, at jeg kunne holde ud. At jeg kunne bevare håbet. Det hele faldt på plads inden i mig. Hun bad mig jo egentlig parkere mit behov for kærlighed, men pludselig gav det mening for mig at sætte det på pause, for selvfølgelig skal man være der for en ven. Så må det andet komme hen ad vejen, siger han.

Mette begyndte at trappe ud af medicinen. Langsomt. Forandringerne skete ikke over natten, men med små bløde skridt vågnede hun ligesom op igen. Første gang hun lagde en hånd på hans arm, gøs det gennem hele hans krop. Som et stød. 

Nu gjaldt det om at være tålmodig.

- Lige så stille begyndte hun at få følelser igen. Men hvad var det så for nogle følelser? Ville hun væk, eller vil hun være sammen med mig? Man får ret meget hovedpine af at tænke. Man går jo og kigger efter alle mulige tegn hver eneste dag. Her har musikken helt sikket været et sted, hvor jeg har kunne få lov at glemme, siger han.

Et råb - og et håb

Når Jonah Blacksmith står på scenen og spiller ’House on fire’, har Thomas Alstrup en følelse af, at sangen er ét langt råb om, hvordan det var at være i. Om at stå afmægtig midt i en brand. Ved siden af et menneske, du ikke kan vække.

Nogle gange kan han få øjenkontakt med nogen blandt publikum og føle en eller anden forbundethed. For selv om han stod alene, mens det brændte, ved han godt, at der er mange derude, der har stået eller står i det samme.

Og hvordan gjorde de så, Thomas og Mette? Hvordan kom de igennem? For i dag har Mette det godt, og de har det godt. Det, de var igennem, kunne lige så vel have splittet dem ad og efterladt dem i en forkullet brandtomt, det ved han. Men det endte med at smede dem tættere sammen, siger han.

- Jeg føler mig ikke som supermand. Det gør jeg ikke. Det er slet ikke sådan, at jeg tænker, jeg var stærk. Jeg kunne virkelig ikke mere til sidst. Men det er så vildt, at jeg kan stå her flere år efter og ikke ville have været det foruden. Vi har været noget igennem sammen, som er så ekstremt, at man kommer helt derud, at man overvejer, om vi skal være sammen. Man ser de værste sider af sig selv og hinanden. Alt er skrællet af. Og så når man til det punkt, hvor man finder ud af, at man er sammen, fordi man har lyst til at være sammen og bare elsker den person for alt, hvad hun er, siger han.

- Ikke at hun ikke stadig er irriteret over, at jeg stiller mine jagtstøvler et forkert sted. Men det er på en helt anden måde, vi er uenige om tingene, efter vi har været det her igennem. Nogle vil måske tænke, at jeg udleverer min kone lige lovlig meget ved at fortælle åbent om det her, men jeg fortæller det med hendes velsignelse, fordi vi er enige om, at det er vigtigt at kunne tale om det, der er svært. Vi vil jo gerne lære vores børn, at det ikke er farligt at tale om de svære ting - en dag er det måske dem, der står i en eller anden livskrise. Jo mere vi kan tale om det, des mindre et tabu er det at have haft en depression eller at stå på sidelinjen.