Til allehelgen får sorgen lov at leve
Allehelgen er blevet en af årets mest velbesøgte gudstjenester. Den skaber et rum for sorgen og mindet, uden at det skal trøstes væk, fortæller præst og sorgforsker.
At tænde lys til minde om en afdød er et fast ritual i mange kirker til allehelgen. Arkivfoto.
Andreas Lindbjerg Nielsen
Kære pårørende. Vi skriver til dig, fordi du har mistet en pårørende, en slægtning eller ven i det år, der er gået siden sidste allehelgen.
Sådan lyder det i én af de mange tusinde invitationer, som danske kirker har sendt ud i måneden op til allehelgen, som finder sted på søndag den 3. november.
En af de kirker er Hvorslev Kirke, som ligger mellem Viborg og Randers. Her har sognepræst Thit Kirkeby-Hinrup siden 2014 stået for allehelgensgudstjenesten, som hvert år er meget velbesøgt, både af mennesker, der har mistet i år og tidligere. Det er en gudstjeneste, der har en stor betydning i det lille sogn.
- Den giver de sørgende mulighed for at mindes, uden at der er en forventning om, at man skal se at komme videre, siger hun.
Som mange andre steder, er det en tradition, at der til gudstjenesten på søndag er lystænding, ligesom navnene på de afdøde i det forgangne år bliver læst op. Thit Kirkeby-Hinrup understreger, at alle er velkomne, ikke kun dem, som har mistet.
LÆS MERE: Allehelgen er en genopdaget højtid
Allehelgen alle vegne
De lokale kirkekalendere bugner i disse dage med allehelgensgudstjenester, men sådan har det ikke altid været. I løbet af de seneste 15-20 år skønner både præster, forskere og fagfolk, at allehelgen har oplevet en markant fremgang i popularitet.
Dels har kirketællinger i flere stifter vist, at der i gennemsnit er dobbelt så mange deltagere den første søndag i november som til en normal gudstjeneste. Og det er vanskeligt at finde et sogn, som ikke deler denne oplevelse.
Men også allehelgen som kulturelt fænomen har vokset sig større. Det kan man for eksempel konstatere, når store, kulturbærende institutioner som DR sætter fokus på allehelgen ved at invitere til koncerter om sorg i dagene op til allehelgen. Også den beslægtede, importerede Halloween er blevet voldsomt populær de seneste år.
LÆS MERE: Derfor holder vi allehelgen
Kirken bliver konkret
Men hvad er det allehelgen kan, som har gjort den så populær? Det har lektor i praktisk teologi, Kirstine Helboe Johansen, nogle bud på. Hun har forsket i allehelgen og mener, at især den personlige henvendelse, invitationerne til folk, som har mistet i årets løb, har vist sig at være gavnlig.
- Det ser ud til, at folk gerne vil kirken, når den rækker ud i forbindelse med en kontakt, den allerede har haft. For eksempel i forbindelse med en begravelse. Her bliver kirken meget konkret og relevant i den sørgendes liv, siger hun.
Hun har også studeret selve ritualet, som varierer fra kirke til kirke, men som ofte indeholder navneoplæsning, lystænding, stilhed, sang og musik. Det kan ifølge Kirstine Helboe Johansen forstærke kirkerummet som mindeskabende og skabe et fællesskab om sorgen.
- Rummet og stemningen tager folk tilbage og giver plads til mindet. Deltagerne kommer tit i små fællesskaber, men undervejs opstår der også et stemningsfællesskab mellem alle de deltagende, hvor man deler den grunderfaring, som tabet er, siger Kirstine Helboe Johansen.
Døden er aftabuiseret
Mai-Britt Guldin er psykolog og sorgforsker og har blandt andet stået i spidsen for en omfattende sorgundersøgelse med data fra 1,5 millioner danskere. Hun mener, at allehelgens popularitet også hænger sammen med en mere generel samfundsmæssig forandring i vores syn på sorg.
- Vi er i fuld gang med at aftabuisere sorg og død i samfundet og sætte det ind i en tydeligere ramme for de sørgende. Når folkekirken i stigende grad højtideligholder et ritual, så er det med til at sætte det mere på dagsordenen.
Ifølge Mai-Britt Guldin har de sørgende i mange år efterlyst klarere rammer om sorgen. Her kan allehelgensritualet hjælpe til at skabe en ramme om sorgen og døden, som i deres natur kan være voldsomt og intenst, ustyrligt og sønderlemmende.
Også den omstændighed, at man indgår i et fællesskab, er fra sorgforskningens perspektiv et vigtigt parameter:
- Det kan være hjælpsomt at være i et skæbnefællesskab, hvor man erfarer, at der er andre, der lider. Uden at der bliver sagt så meget, så giver det en lindrende følelse af, at man ikke er helt så alene, siger Mai-Britt Guldin.
LÆS MERE: Sorgdiagnose kan hjælpe kirkens sorgarbejde
Sørgende efterlyser flere minderitualer
Ifølge Mai-Britt Guldin er døden og den følgende sorg altså i høj grad aftabuiseret. Vi læser om det i bøger og blade og ser det i tv i bedste sendetid. Der er en tiltagende erkendelse af, at sorg ikke er noget, man kan trøste væk eller arbejde sig igennem. Hvad der til gengæld stadig er stor mangel på, er flere ritualer som allehelgen, hvor vi kan mindes.
- Vi mangler stadig ritualer i vores private netværk, hvor vi kan mindes og tale om de afdøde - uden at det bliver opfattet som om, der er noget galt med en. Det kan hurtigt afføde spørgsmål om, hvorvidt det nu er en ”sund måde” at være i sorg på. Der ville de det være hjælpsomt for de sørgende, at vi havde en mere naturlig tilgang til aktivt at mindes dem, som ikke er her mere, siger Mai-Britt Guldin.