Derfor holder vi allehelgen

Charlotte Kongsgaard Nielsen

Når kirkeklokkerne på søndag ringer til gudstjeneste, vil der formentlig sidde markant flere mennesker på kirkebænkene, end der gør de fleste andre dage på året. Den første søndag i november er det nemlig allehelgen, hvor vi i kirken mindes de døde og er sammen om sorgen. Og gennem de seneste 20 år har allehelgensgudstjenesten vokset sig til at være den næststørste gudstjeneste på året - kun overgået af julegudstjenesten.

Men for at forstå, hvorfor der atter er blevet pustet liv i allehelgensgudstjenesten, skal vi lige have historien på plads: Hvorfor markerer vi overhovedet allehelgen?

LÆS MERE: 10 gode råd til at støtte mennesker i sorg

Da paven løb tør for dage

Fra gammel tid har det været skik i den katolske kirke at mindes helgener på deres dødsdag. Men som tiden gik, voksede antallet af helgener, og til sidst var der simpelthen ikke nok dage på et kalenderår til dem alle. I 800-tallet indførte paven derfor allehelgensdag, hvor de alle kunne blive mindet på én gang.

Dengang var Danmark et katolsk land, og den 1. november fejrede vi således allehelgensdag og hyldede helgener og martyrer. De kom direkte i Paradis, mente man, hvorimod almindelige mennesker først måtte en tid i skærsilden for at blive renset for deres synder. I år 998 fik alle andre også en mindedag: allesjælesdag. Det blev den 2. november, og her bad man for, at tiden i skærsilden ikke skulle blive lang.

LÆS MERE: Alt om allehelgen

Fra helgener til alle kristne

Forestillingen om skærsilden brød munken Martin Luther sig imidlertid ikke om. I 1517 indledte han reformationen, som førte til et brud med Den Katolske Kirke og etableringen af den evangelisk-lutherske kirke. I 1536 blev Danmark protestantisk, og Luther afskaffede allesjælesdag. Faktisk var han også imod at dyrke helgener, men alligevel bibeholdt kirken allehelgensdag. 

Herefter blev allehelgensdag en mindedag for alle kristne, hvor vi mindes vores døde i lyset af troen på opstandelsen. I 1770 blev dagen i Danmark flyttet fra 1. november til den første søndag i november. 

LÆS MERE: "Der er ikke noget værre end at miste helgener"

Større fokus på sorg

Skruer vi tiden frem til 2022, bugner de lokale kirkekalendre med allehelgensgudstjenester. I mange kirker er det i dag skik at tænde lys for og læse navnene op på dem i sognet, der er gået bort det forgangne år, og nogle steder bliver lysene båret ud på gravstederne efter gudstjenesten.

Men det er først inden for de seneste 20 år, vi for alvor har taget allehelgensgudstjenesten til os. Præster, forskere, fagfolk og kirketællinger peger på, at allehelgen siden starten af 00'erne er blevet den næstmest besøgte gudstjeneste efter juleaften.

Det skyldes, ifølge lektor i praktisk teologi, Kirstine Helboe Johansen, blandt andet at der er et større samfundsmæssigt fokus på sorgbearbejdelse i samfundet.

- På mange måder minder allehelgen jo også om jul, som er knyttet til en familiebegivenhed, der godt må være lidt højstemt. Allehelgen er dybt knyttet til familien på grund af begravelse, død og afsked, men også det at blive ved med at mindes. Der var god grobund for den udvikling, siger Kirstine Helboe Johansen, der har forsket i allehelgen.

LÆS MERE: Allehelgensgudstjeneste hjælper på sorgen: "Jeg er jo ikke alene"

Flere ritualer

Samtidig peger Kirstine Helboe Johansen på, at allehelgen gør det mere håndgribeligt at mindes, og det har kirken formået at hjælpe med. Som når nogle kirker f.eks. sender personlige allehelgeninvitationer ud til dem i sognet, der har mistet.

- Man er som kirke blevet dygtig til at tænke over, hvor man kan spille ind. Hvor kan vi sige folk noget? Man har fokus på, hvordan kirken kan være med til at skabe betydning i menneskers liv. Og til allehelgen har man fat i noget, som folk har brug for, siger hun.

Særligt har det betydning, at kirken i stigende grad har taget ritualer ind i gudstjenesterne, mener hun. For bare 30 år siden så man f.eks. ikke lystænding i kirken.

- Ved at tænde lys, sige navnet på den afdøde højt og måske bære lyset ud til gravstedet, viser kirken forståelse for, hvad folk har brug for. Vi har brug for i praksis at lære at mindes. Lys, stilhed og blomster er helt klassiske virkemidler, når vi mister, og her forbinder kirken sig med det, man gør derhjemme, siger Kirstine Helboe Johansen og fortsætter:

- Man kan se, at der er færre, der går i kirke hver søndag, men der er flere, der kommer af og til. Det er dem, som tænker, at kirken er en del af det felt, jeg kan søge, når jeg har brug for et refleksionsrum. Kirken har sænket tærsklen, så det føles ikke så mærkeligt at tage imod et tilbud derfra.

LÆS MERE: Til allehelgen får sorgen lov at leve