Sofie Klingberg, Aalborg Stift

Det sidder på rygraden, at vi ikke må tale dårligt om de døde - hvis overhovedet tale om dem. Men det er dybt misforstået, mener hospicepræst Ole Raakjær.

Må man kalde sin afdøde far for humoristisk, men også meget manipulerende? Eller sin døde mor for omsorgsfuld, men til tider skide irriterende?

Ja, mener Ole Raakjær, der gennem mange år har arbejdet som hospicepræst i Aalborg og Nørresundby og desuden er dybt involveret i arbejdet med sorggrupper.

Det er faktisk utroligt vigtigt, at vi ikke gør de døde til halvguder, fortæller han, for dem har de efterladte ikke en chance for at leve op til.

- Omtales de døde kun i lutter positive vendinger, kan de måske nok stå som idealer eller forbilleder – men vi kan ikke have en relation til dem – vi kan kun have relationer til virkelige mennesker, der kaster skygger. For det er sådan, vi mennesker er. Ingen af os er helgener, forklarer Ole Raakjær.

Det er imidlertid ikke kun berøringsangsten med døden, som kan få fortællingerne om de døde til at udeblive. Der hersker i befolkningen en opfattelse af, at sorgen over at have mistet en elsket er noget, man kommer over med tiden. Den idé har rod i forældede sorgteorier, mener Ole Raakjær.

- I tidligere sorgteorier har omdrejningspunktet været, at sorg er som en tunnel med lys for enden, og skal man gøre sit sorgarbejde rigtigt, skal man først græde en masse tårer og så give slip på relationen til den afdøde, forklarer han.

Sådan hænger det imidlertid ikke sammen, siger han med eftertryk, og han har et brændende ønske om at gøre op med den forestilling. For teorien om, at sorg går over, er for længst manet til jorden i forskerkredse.

Alt peger tværtimod på, at sorgen over at have mistet en elsket, for manges vedkommende, er en livslang følgesvend. Den kommer – livet igennem – op til overfladen med jævne mellemrum, for eksempel hvis der kommer et nyt dødsfald i familien eller ved glædelige begivenheder, som bryllup og stiftelse af familie.

Alligevel oplever Ole Raakjær, at den gamle opfattelse af sorg ikke rigtigt vil slippe sit greb i den brede befolkning:

- Der er en udbredt opfattelse af, at bare man får de rigtige "værktøjer" eller "redskaber" eller finder den rigtige terapeut, så kan man arbejde sig gennem sorgen. Og er man rigtigt dygtig, kan man helt fjerne den.

Det er belejligt at tænke sådan om sorg, medgiver Ole Raakjær, for på den måde bliver sorgen til et problem, som den sørgende kan løse. Der kan sættes et punktum for sorgen, og livet kan fortsætte som normalt. Og så kan omgivelserne ånde lettet op, for moderne mennesker vil gerne løse alting, forklarer han. Men sorg er netop ikke et problem, der kan løses, men en byrde, som man skal bære.

Det er de sørgende, der lider under den misforståede opfattelse af sorg, forklarer Ole Raakjær

- Der er en besynderlig forventning om, at når der er gået cirka tre måneder efter et tab, så skal man være kommet ”videre”, begynde på arbejde og fungere nogenlunde, som man plejer, forklarer han, og fortsætter:

- En af mine bekendte mistede sin mand og stod tilbage med fire børn under 10 år. Et år efter mandens død sagde en af hendes venner: "Nu skal du også til at leve, som du plejer". Dertil svarede hun: "Min mand plejer ikke at være død!"

Sorgen er ikke kun en fortælling om det, man har mistet, men i ligeså høj grad om det, man aldrig kan miste, mener Ole Raakjær. For nylig blev han gjort opmærksom på, at hans budskaber omkring sorg har fundet vej til højskolesangbogen, i en sang kaldet 'Skybrud'.

Omkvædet lyder:

"Alle de mennesker, jeg har elsket, befinder sig stadig et sted i mig, et sted i mig."

Det gør Ole Raakjær stolt og glad at læse den tekst.

Han håber, at flere vil tage hans opfordring om huskehjælp til sig, så de døde bliver til hele mennesker, der kaster skygger. Sjove, skæve, temperamentsfulde og lunefulde. Mennesker, som de efterladte kan spejle sig i, og mindes, på godt og ondt.