Sorgdiagnose kan hjælpe kirkens sorgarbejde

Andreas Lindbjerg Nielsen

At sørge er et helt naturligt menneskeligt fænomen. Hvis vi lever længe nok, vil vi en dag opleve at miste en, som vi holder af. Og som en naturlig konsekvens, vil vi sørge over tabet. Johannes Møllehave har beskrevet sorg som den kærlighed, man pludselig ikke kan komme af med.

Derfor: Sorg er en helt naturlig del af livet. Så langt så godt.

I sjældne tilfælde kan sorgprocessen imidlertid udvikle sig i en uhensigtsmæssig retning. Og det kan man i sidste ende blive syg af. Det er en tilstand, der hidtil er blevet beskrevet som kompliceret sorg af sundhedsprofessionelle, men først nu - i forbindelse med verdenssundhedsorganisationen WHO’s nye diagnosemanual ICD-11 - har fået sin egen diagnose. Der er endnu usikkerhed om, hvad den danske oversættelse af “prolonged grief disorder” bliver, men det bliver noget i retning af ‘vedvarende sorg’.

I store træk betegner diagnosen en kompliceret sorgreaktion, hvor den sørgende ikke viser tegn på bedring i minimum et halvt år efter at have mistet.

Kan hjælpe folkekirkens sorggrupper

Folkekirken har i de senere år oplevet et boom i antallet af sorggrupper. Den nye diagnose kommer ikke til at ændre noget konkret i det kirkelige sorgarbejde, vurderer hospitalspræst Christian Juul Busch, som har arbejdet med sorg i flere sammenhænge i mere end 30 år.

- Det er fint, at folk kan få mere målrettet hjælp. Men diagnosen opfinder ikke nye mennesker. Vi skal stadig som præster og sorggruppeledere møde mennesker i deres sorg og ikke foretage medicinske diagnoser. I en kirkelig forståelse vil sorg altid være den naturlige pris, vi må betale for kærligheden.

Men det betyder ikke, at den nye diagnose ikke kan styrke sorgarbejdet, forklarer han:

- Al ny viden om vedvarende sorg, angst og depression kan hjælpe os til at forstå det sørgende menneske og støtte os i antagelser om, hvorvidt en sørgende kan have nytte af supplerende hjælp.

Christian Juul Busch understreger, at det allerede i dag er kutyme, at præster foreslår folk, der viser tegn på psykisk mistrivsel, at søge egen læge.

LÆS MERE: ‘I sorggruppen bliver jeg støttet og forstået’

Sorgforsker: Bedre samarbejde mellem sundhedssystem og kirke

I maj sidste år udkom de første resultater af en omfattende sorgundersøgelse, hvor man har indsamlet data fra 1,5 millioner danskere, som har oplevet at miste en nær pårørende i perioden 1995 til 2013. Her har man ud fra journalerne blandt andet kunnet kortlægge, hvem der er i højrisikogruppen for at udvikle en kompliceret sorgreaktion. Det gælder eksempelvis yngre mennesker under 39 år, som mister en ægtefælle, og mennesker under 49 som mister et barn.

Det er sorgforsker Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for undersøgelsen. Hun kan godt se en fordel i et bedre samarbejde mellem sundhedssystemet og folkekirken.

- I dag er der ikke noget formelt samarbejde. Men jeg tror godt, at man ville kunne udvikle det, så der er bedre støtte til mennesker, der har brug for hjælp til at opsøge læge eller psykolog i sorgen, siger Mai-Britt Guldin.

Viden giver ansvar

Ifølge Christian Juul Busch er sorgdiagnosen og den nye kortlægning af sørgende menneskers sundhed en oplagt lejlighed for præster og sorggruppeledere til at inkorporere den viden i deres arbejde. Så længe det ikke medvirker til at sygeliggøre den naturlige sorg.

- Hvis man har kontakt med folk, som tilhører de mest belastede grupper, så skal man måske være ekstra opmærksom på deres mentale helbred. Hvis man for eksempel ved, at ældre mænd, der mister ægtefællen er blandt dem med højest selvmordsrate inden for de første tre måneder efter, at de har mistet ægtefællen, så kunne det sagtens være, at man skulle tilbyde de mænd et opfølgende besøg og en samtale efter et par måneder og ikke kun et par uger efter begravelsen, siger Christian Juul Busch.

Han tilføjer, at netop kirken har et unikt tilbud, fordi de er bredt forankret i hele landet, og kan nå længere ud end alle andre.

- Viden giver ansvar. Og vi har en diakonal forpligtelse til at hjælpe mennesker, der oplever svære belastninger, så godt som overhovedet muligt.