I denne søde juletid
Vi siger ofte ’i denne søde juletid’, når vi taler om julehyggen. Men ironisk nok er Brorsons salme et opgør med netop den folkelige julehygge og et forsvar for at finde ind til kernen: julens fortælling.
Her kan kan du læse historien om Brorsons julesalme, gå på opdagelse i teksten og blandt andet høre mere om 1700-tallets forbudte julestuer. Lyt til 'I denne søde juletid' herunder.
Den 20. december 1726 bliver der sat plakater op i Københavns gader. Ordren er udstedt af den strikse og skruppelløse politimester Hans Himmerich, der kun tre måneder inde i sit embede gør op med netop den søde juletid. Plakatteksten lyder blandt andet:
- Om Jule-Stuers / Spille-Stuers / Natte-sædes / Masquerens, samt andre forargelige insolencers Afskaffelse / her udi denne Kongl. Reciden-Stad Kiøbenhavn og Christianshavn
For med ald vedbørlig Flid og Nidkierhed at søge hindred og afskaffed saa mange forargelige og ugudelige Insolencer, som mand maa fornemme saavel af indkommende Vægter-Rapporter, som de derfor udskikkede Politi-Inqvisitioner her udi Staden at i Svang gaae og ventelig herefter end mere i forestaaende Jule Helligt samt siden fremdeles i de derpaa følgende Tider ved saa kaldede Jule-Stuers saavelsom og Spille Stuers Holdelse vil blive øved…
Med andre ord: Julestuerne og de løsslupne julelege skal bekæmpes med al magt!
Himmerich er blevet politimester på grund af nære relationer til hoffet, og ved hoffet er man i 1726 stærkt inspireret af pietismen. En retning inden for luthersk kristendom, hvor man sætter fromhed og gode gerninger først og gør alt for at forsage de mange fristelser, som et menneskeliv ifølge pietisterne kan byde på. I 1700-tallet kommer en af disse mange fristelser særligt omkring juletid i form af de folkelige julestuer.
I dag forbinder vi mest julestuer med juleklip, æbleskiver og ’Last Christmas’ på repeat, men i 1700-tallet er fænomenet lidt mere løssluppent. Vi vil nok trække på skuldrene i dag, men på Brorsons tid er tæt fysisk kontakt mellem kønnene ikke velanset, og druk et stort socialt problem.
Julestuer er særligt et fænomen blandt bondebefolkningen og ved julestuerne bliver der drukket tæt, spillet, danset og leget julelege med seksuelle undertoner. Blandt andet legen ’blindebuk’, som mange nok kender i en mere uskyldig udgave, men som på Brorsons tid gælder om at rage på det modsatte køn. En anden populær leg er ’trille julekage’, hvor en karl og en pige skal lægge sig ovenpå hinanden, mens julestuens andre gæster, skal ælte dejen, altså de to unge.
Plakaterne i Københavns gader er ikke det første forsøg på at inddæmme julestuerne. Alle er dog uden held, og i mange år efter ser man både skriverier og lovgivning, der skal forsøge at sætte en stopper for julelegene.
Og netop skriverier er den unge Brorson begyndt på i den helt anden ende af landet, langt fra magten og langt fra plakaterne i Københavns gader. Han er ikke ubekendt med livet i byen, for han har været i hovedstaden af to omgange for at gøre sit teologistudie færdigt og er i disse år indsat som sognepræst i Randerup i Sønderjylland.
Den unge sognepræst kender selv til den elendighed, som ’verdens synd’ ifølge Brorson kan føre med sig. Da faderen døde, vidste det sig, at hans udsvævende liv havde forgældet ham så meget, at kreditorerne tømte barndomshjemmet. I sit eget sogn er Brorson vidne til bønder, der spiller og drikker sig fra hus og hjem og unge piger, der bliver gravide uden for ægteskab. Mange efter julens festligheder.
Brorson har tidligere været huslærer i Løgumkloster, og det er her, han første gang møder den pietistiske tankeverden. Sønderjylland er på dette tidspunkt et sammensurium af danske og tyske interesser, og den tyske pietisme finder derfor nemt vej til området, hvor Brorson og hans to brødre er med til at få bevægelsen ind i folks stuer. Der bliver nemlig helt lavpraktisk holdt bønnemøder og sangmøder rundt om i de private hjem. Et forsøg på at indføre netop den lægmandbevægelse, man læser om hos Luther. Særligt sang har stor betydning hos pietisterne, og Brorson, der er en habil guitarist, begynder først at oversætte tyske salmer inden han selv kaster sig ud i digtningens kunst.
Salmedigtningen kulminerer i 1732, hvor Brorson er indsat som dansktalende præst i Tønder, der ellers på dette tidspunkt er tysksindet. Til advent udkommer et lille, fint hæfte fra Brorsons hånd, trykt hos den lokale bogtrykker med den meget mundrette titel: ’Nogle Jule Psalmer, Gud til Ære Og Christne-Siæle i sær siin elskelige Menighed til Opmuntring’ og med undertitlen: ’Til den forestaaende Glædelige Jule-fest Eenfoldig og i Hast Sammenskrevne Af H.A.B. Tundern 1732’.
Hæftet indeholder 10 salmer, heriblandt ’I denne søde juletid’. Salmen er altså med i hæftet, der officielt er Brorsons debut som salmedigter, selvom han formodentlig er begyndt på skriverierne længe før.
Allerede i Løgumklostertiden har han blandt de andre pietister oplevet en kampstemning omkring den nye åndelige bevægelse og udbredelsen af de pietistiske tanker og Brorson bruger netop sin første salmedigtning til at videreføre kampånden mod julestuerne og den folkelige julehygge.
Med dette bagtæppe bliver ’I denne søde juletid’ til.
I billederne af salmebogen kan du gå opdagelse i Brorsons julesalme. Hold musen over de markerede ord og læs en uddybning.
Paradoksalt bliver udtrykket i dag flittigt brugt omkring jul, hvor den søde juletid fremhæves som den tid, hvor vi skal hygge, give gaver og spise søde sager. Kort sagt alt det, der gennem mange år har hørt den moderne jul til, og hvor man skal ’sig fornøje’, som det hedder i julesalmen.
For hensigten med salmen er det stik modsatte og her skal man gøre sig bekendt med det lille indskudte ord ’ret’. ’I denne søde juletid, bør man sig ret fornøje’. Man skal altså fornøje sig på den rette måde, nemlig at ’i ånden sig forlyste’, som Brorson skriver i første vers .
Det kan virke meget moderne. For i en tid, hvor bæredygtighed og nøjsomhed er nye buzz words, er det at skrælle julen ind til kernen uden metervis af glitrende julepapir, tiltalende for mange.
For Brorson er det helt klart, hvad kernen er: Det store under julenat, hvor Jesus-barnet bliver født i krybben i Betlehem.
Juleevangeliet genfortælles dog ikke, som vi kender det fra en del andre klassiske julesalmer, for Brorson går ud fra, at vi kender historien, og koncentrerer sig derfor om at tolke fortællingen.
Brorson beskriver, hvordan Gud med Jesu fødsel netop har forsonet sig med mennesket. Efter Adam og Eva blev smidt ud af Paradisets have, levede mennesket med Guds vrede. Med Jesu fødsel og død på korset sletter han al menneskets synd, og Guds vrede ophører.
Men at fortælle om den glæde, der opstår julenat, er ikke Brorsons ærinde alene. Han fortæller også om, at der er ting i livet, der kan gå glæden imod, nemlig sorgen.
Brorson kender selv til sorg, for da salmen udkommer, er Brorson og hans unge hustru blevet forældre til ni børn, hvoraf tre dør som små.
Netop sjette vers handler om livets modgang: ’Og blandes end min frydesang med gråd og dybe sukke, så skal dog korsets hårde tvang mig aldrig munden lukke.’
For trods modgang, er det stadig vigtigt at udbrede det, Gud har lovet ved sin søns død: et evigt liv i himlen. Om det må man aldrig munden lukke og for Brorson kan dette ske i sang.
I sidste vers opfordrer Brorson netop til det: At synge verdens larm og løjer væk: ’Syng højt i sky, Guds kirkeflok! Halleluja, nu har vi nok, Den fryd er uden lige! Halleluja, halleluja!’
En linje, som H.C. Andersen senere bruger i eventyret ’Det gamle egetræs sidste drøm’ fra 1858, hvor søfolkene tager afsked med det gamle egetræ, der er faldet i stormen julenat.
I Brorsons tid var det de omvendte pietister, der skulle synge så højt, at man forlod julestuerne og i ånden hengav sig til stalden i Betlehem - julens sande omdrejningspunkt. Men også i dag kan salmen sige os noget. Lyt med her, hvor biskop Henrik Wigh Poulsen fortæller, hvorfor vi stadig har glæde af, at synge Brorsons gamle salme højt:
For Brorson handlede det om det store under julenat: Barnet, der bliver født i krybben. Og selvom julen ikke blev helt så sød, som man havde forventet med gaveræs, en steg, der brændte på, en familie, der skændtes, eller en sorg helt ind i knoglerne for én, der ikke var der, så har Brorson råd for knuste hjerter.
Der er én glæde og et lys, der ikke kan slukkes: juleglæden. Uanset omgivelser og verdens gang, så er juleglæden over det lille barn, der bliver født julenat, for alle hjerter. Også de knuste.
Kreditering
Tekst: Sidsel Thorsteinsson
Illustrationer: Sidsel Sørensen
Video: Casper Janning
Foto: H.A. Brorson, Det Kongelige Bibliotek (Creative Commons CC-BY-NC-ND)
Lyd: 'I denne søde juletid', sunget af Ulla Wittenburg, med Vibeke Astner som organist, produceret af Morten Mogensen og indspillet i Trinitatis Kirke. Lydfilen er udlånt af Lyttildanskesalmer.dk
Tilrettelæggelse: Nanna Rønnov Johansen og Sidsel Thorsteinsson
Kontakt: redaktion@folkekirken.dk
Kilder
Martin Schwarz Lausten, Kirkens historie i Danmark, FORLAGET, 1999
Jørgen Kjærgaard: Salmehåndbog bd. 1 & 2, Salmekommentar til salmerne i Den Danske Salmebog 2002, Det Kgl. Vajsenhus' Forlag, 2008.
Anders Malling: Dansk salmehistorie bd. 2, J.H. Schultz forlag, 1962
Bente og Torben Bramming: Brorson, Sjælens digter, Kristeligt Dagblads Forlag 2015
Erik Normann Svendsen: Syng for livet – guide til salmebogen, Kristeligt Dagblads Forlag, 2008
Danmarkshistorien.dk: Placat om Jule-Stuers, Spille-Stuers, Natte-sædes, Masquerens samt andre forargelige insolencers Afskaffelse i København og Christianshavn, 20. dec. 1726 (link)
Danmarkshistorien.dk: Hans Adolph Brorson, 1694-1764 (link)
Politi.dk og Steen Hansen: Københavns politimestre og politidirektører gennem 300 år (link)
Nationalmuseet.dk: Julelege – frække juleskikke fra tipoldemors tid (link)
H.C. Andersen Centret: Det gamle egetræs sidste drøm (link)
Læs mere om salmer:
