Højlund til Holm: "Jeg går i kirke for at finde tro"

Jannie Iwankow Søgaard, Folk&Kirke

Adam Holm: Hvornår er du i tvivl om din tro på Gud?

Gertrud Højlund: Jeg har altid tro – og jeg har altid tvivl. For mig er det to sider af samme mønt. Om Gud kan man ikke vide og ikke føre bevis, derfor må jeg tro, og derfor må jeg tvivle. Det er en “glasset er halvt tomt/halvt fuldt-situation”.

Troen føles mest solid og håbefuld i de perioder, hvor jeg har en religiøs praksis, og den føles mest livløs og tvivlende i de perioder, hvor jeg praktiserer meget lidt. Min far har lært mig, at man ikke går i kirke, fordi man har tro, men for at finde tro.

Min gudstro er ikke knyttet til en forestilling om, at verden skal være rimelig, og menneskelivet paradisisk. Derfor afskriver jeg ikke Gud på baggrund af grusomheder og urimeligheder. Men jeg skælder ind i mellem ud.

Man må gerne skælde ud på det, der er større end én selv. 

Gertrud Højlund: Hvorhen retter du din taknemmelighed?

Adam Holm: Kald mig bare indbildsk, men jeg anser mig selv for at være en høflig mand, der husker at sige tak, når der er noget at takke for. Jeg bruger ordet nu og da, men formentlig i en anden betydning end et troende menneske.

Når jeg er på skitur i det gnistrende snelandskab, kan jeg mærke en form for taknemmelighed over naturens vilde pragt, men jeg tænker ikke på det som et guddommeligt skaberværk og retter derfor ikke den oprømte følelse opad eller indad.

Jeg er heller ikke som sådan taknemmelig over tilværelsens små og store undere, men det afholder mig ikke fra at have en inderlig glæde over eksempelvis at være far til to sønner.

Jeg har den enkle, måske enfoldige indstilling, at det nu engang er livets indretning. Vi er biologiske organismer, vi fødes, forsøger at leve efter bedste evne, og efter endt gang på jord er det slut.