Vi er ikke alene
Kristendommen hævder, at vi ikke er alene, når vi møder døden, og at selv efter døden er vi i Guds gode hænder.
Det er de færreste af os, der har et helt ubekymret forhold til døden. Gennem vores liv skal vi ikke kun forholde os til visheden om, at vi selv skal dø. Vi skal også forholde os til, at mennesker, som vi elsker, dør fra os.
Nogle gange forstår vi døden som naturlig, når den afslutter et langt liv. Andre gange opfatter vi døden som unaturlig og uretfærdig, som når forældre dør fra små børn eller børn fra deres forældre. Når vi møder døden, kan vi ikke lade være med at tænke på den og på den sorg og tomhed, der følger med.
Når kristendommen hævder, at vi ikke skal frygte døden, skyldes det, at forståelsen af døden her er forbundet med beretningen om Jesus´ død og opstandelse.
Jesus´ død og opstandelse
Jesus endte sit liv på et kors. Det var ikke sådan, de fleste havde forestillet sig, det skulle gå med Guds udsending. Men allerede de gamle forfattere fornemmede, at der var noget særligt ved den død: De forstod den som en kærlighedsgerning.
Som mennesker kan gå i døden for nogen, de virkelig elsker, sådan var Guds søn gået i døden for os. Men Gud lod det ikke blive ved døden. Gud tog i skikkelse af Jesus kampen op og overvandt døden: Det Nye Testemente fortæller, at Kristus opstod fra de døde påskemorgen.
Det evige liv for os?
Når der ved enhver begravelse i folkekirken tales om Jesus og om hans død og opstandelse, er det fordi, der er en forbindelseslinje fra ham til os. Fordi Gud selv har været i døden, gælder det for os, at vi ikke er alene eller uden for Guds rækkevidde, når vi møder døden. Og det gælder for os, at det, der er fortalt om Jesus, har givet os håbet om opstandelsen og om et evigt liv i Guds hænder.
Vi ved ikke hvordan det evige liv tager sig ud, men i Bibelen får vi fortalt om det i billeder. Salmedigteren fra Det Gamle Testamente skrev sådan om sit håb: ”Lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast”.
Med Kristus blev der sat kød og blod på det håb. Døden er ikke det sidste, der kan siges om et menneskeliv, for et menneskes liv er indrammet af Gud. De gamle sagde det sådan: Gud er begyndelsen og slutningen.
Benedicte Hammer Præstholm