Den anglikanske kirke udsprang i 1500-tallets England. I dag er den udbredt over det meste af verden og tæller over 70 mio. medlemmer. Selvom den er opstået i forbindelse med Reformationen, vægrer mange anglikanere sig ved at blive kaldt protestanter. De er hverken protestanter eller katolikker. De er anglikanere.
En blanding af katolsk og protestantisk
Man kan kalde den anglikanske kirke for en velfungerende hybrid mellem katolicisme og lutherdom. Den har i høj grad bevaret kontinuiteten med middelalderkirken. Særlig vigtigt for forholdet til katolikkerne er det, at anglikanerne har bevaret den apostolske efterfølgelse. Det betyder, at ordinationen af præster er gået i arv i en ubrudt kæde fra apostlen Peter til vore dages bisper og præster. I de fleste protestantiske kirkesamfund er den apostolske efterfølgelse brudt.
Evensong er en aftengudstjeneste, hvor en del af forkyndelsen foregår i sang. Her fra York Minster.
Lægger vægt på liturgi og tradition
Bortset fra at man ikke anerkender paven, minder kirkens organisation om den katolske kirkes. Den er hierarkisk opbygget med ærkebiskoppen i Canterbury som det øverste embede. Kirkens officielle lære er til gengæld nærmest luthersk. Gudstjenesten foregår på modersmålet ligesom i de protestantiske kirker, men liturgisk kan den minde om den katolske messe. Traditionen og liturgien spiller en vigtig rolle i megen anglikansk teologi, mens det inden for de protestantiske kirkesamfund typisk er forkyndelsen, der ses som det absolut centrale.
En bredt favnende kirke
Den anglikanske kirke spænder over mange forskellige kirkelige retninger spændende fra det meget lavkirkelige til de næsten katolske anglo-katolikker. Økumeni er vigtigt for anglikanerne, som gerne opsøger mellemkirkelig samtale med både protestantiske og katolske kirkesamfund i ind- og udland.
