Mens Reformationen på det europæiske kontinent og i Skotland fortrinsvis blev båret frem af præster, blev den i England i højere grad styret af monarken.
Henrik VIII ønskede en national kirke
Kong Henrik VIII (1491-1547) var meget interesseret i teologi, særligt den bibelhumanistiske. Men han var også en verdslig regent med en stærk interesse i at få den engelske kirke gjort uafhængig af paven. Han ønskede en stærk, selvstændig nationalkirke med kongen som overhovede.
Kirken blev løsrevet fra Rom
Henrik VIIIs første dronning, Katharina af Aragonien, kunne ikke føde ham en levedygtig søn, kun en datter, Mary. Derfor bad Henrik paven annullere ægteskabet.
Portræt af Henrik VIII. (Hans Holbein d. Yngres værksted, 1537-47)
Da
paven nægtede, løste Henrik i 1534 problemet ved at løsrive den engelske
kirke fra Rom og gøre kongen til det eneste jordiske overhoved
(supreme head) for den engelske kirke. Henriks teologiske standpunkt
blev skiftet ud lige så ofte som hans i alt seks dronninger, og den
engelske kirke fandt ikke nogen blivende form i hans regeringstid.
Mary Tudor rullede Reformationen tilbage
Ved Henriks død i 1547 blev hans eneste søn, den 9-årige Edward VI, konge. Han døde som kun 15-årig i 1553 og overlod tronen til sin katolske halvsøster Mary Tudor. Mary genindførte katolicismen i England med en hensynsløshed, der gjorde hende forhadt og vandt hende tilnavnet den Blodige.
Elisabeth I stiftede Den anglikanske Kirke
Mary Tudor blev efterfulgt af sin mere kompromissøgende halvsøster Elisabeth I, som fik en lang regeringstid (1558-1603). Under hendes regime blev der skabt en særlig protestantisk statskirke, som rummede elementer af både katolsk og luthersk kristendom. Regenten blev "øverste styrer over riget i åndelige og verdslige spørgsmål" (supreme governor) for den nye, anglikanske Church of England. Hermed var forbindelsen til Rom fuldstændig kappet.