Menigheden skulle ikke bare være publikum til munkes og professionelle sangeres skønsang ved gudstjenesten, men selv tage aktivt del i salmesangen, mente Martin Luther. Salmesangen skulle foregå på modersmålet, så ordene kunne forstås og trænge ind i hjerterne.
Luther skrev salmer
Musikken ved den katolske messe bestod mest af munkesang på latin, og derfor fandtes der ikke mange tyske salmer, som egnede sig til menighedssang. Det rådede Luther bod på ved selv at skrive nye salmer, hvor han omsatte Reformationens lære til tysk poesi. Han skrev i alt 36 salmer, heriblandt Nu fryde sig hver kristen mand og Vor Gud han er så fast en borg.
Luthers salmer vandt stor udbredelse både i og uden for Tyskland. Efter Luthers mønster begyndte reformatorer i andre lande også at digte salmer på deres modersmål. Hans Tausen oversatte flere af Luthers salmer til dansk og skrev desuden selv salmer. Det samme gjorde præsten Hans Christensen Sthen (1544-1610), som bandt andet er forfatter til Du Herre Krist min frelser est.
En tidlig udgave af Martin Luthers salme, "Ein feste Burg ist unser Gott" - på dansk: "Vor Gud han er så fast en borg".
Genève-psalteret
Ikke alle reformatorerne var enige med Luther om, at salmer var gavnlige. Zwingli var skeptisk over for musik i det hele taget og ønskede at holde entydig fokus på det talte ord. Calvin delte Luthers vilje til at inddrage menigheden i sangen ved gudstjenesten, men han ønskede ikke, at man skulle digte ny poesi. Det var bedre at synge Bibelens egne ord, mente han. Derfor gendigtede Calvin alle de gammeltestamentlige salmer (Davidssalmerne) i det såkaldte Genève-psalter, som stadig bliver brugt i de reformerte kirker. I dag synger man dog også nyere, poetiske salmer.
