De 10 bud i Det Gamle Testamente indeholder et forbud mod at lave billeder af det guddommelige (2. Mos. 20.4). Derfor er det gennem hele kirkehistorien blevet diskuteret, om det er tilladt at bruge billeder i kirkerummet.
Reformatorerne var delt i spørgsmålet. En af Reformationens kernesager er, at man skal fokusere på ordets forkyndelse. Hvis ordet er det væsentlige, er det nærliggende at anse den kirkelige billedkunst for at være i bedste fald overflødig og i værste fald skadelig for menighedens tilegnelse af troen.
Ingen billeder i reformerte kirker
De schweiziske reformatorer, Zwingli og Calvin, afviste enhver brug af kirkekunst. Derfor er de reformerte kirkerum blottet for udsmykning. Luther havde en mere positiv indstilling til kirkekunst. Han mente ikke, at billeder var nødvendige for menneskets frelse, men de var heller ikke skadelige.
I reformerte kirkerum er der oftest ikke billeder. Her ses kirken i Hombrechtikon i Schweiz. Bemærk den centralt placerede døbefont og prædikestol.
Luther tillod billeder
Da den radikale reformator, Karlstadt, i Luthers fravær begyndte at rive billeder ud af i kirkerne i Wittenberg, formanede Luther ham til at lade billederne være. Kun hvis folk dyrkede billederne i stedet for at dyrke Gud, burde de fjernes. Hvis de tjente ordets forkyndelse, kunne de endda være gavnlige, mente Luther. Derfor er de lutherske kirkerum oftest udsmykket med altertavler og andre billeder.
Cranach tjente Reformationens sag
Luther brugte i vid udstrækning billeder til at udbrede kendskabet til Reformationens grundidéer og – ikke mindst – til sin egen person. Han havde et nært samarbejde med kunstneren Lucas Cranach. Cranachs værksted lavede blandt andet illustrationer til Luthers bibel og malede så mange portrætter af Luther, at hans ansigt blev kendt i hele Europa. Man kan sige med et moderne udtryk, at han brugte sit eget kontrafej til at brande Reformationen.
Læs mere
Der findes et tema om reformationens billedkunst på Luther2017.dk
