Professor i teologi ved Oxford Universitet, John Wycliffe (ca. 1329-84), kaldes for Reformationens morgenstjerne. Han mente, at verdslige anliggender burde sortere under kongen frem for paven, og han opfordrede kirken til at give afkald på sine besiddelser og sin verdslige magt. Selvom han ikke ønskede at løsrive Englands kirke fra pavekirken, så mente han dog, at paven burde leve ydmygt og fattigt, ligesom Jesus gjorde.
Bibelen er øverste autoritet
Wycliffe
afviste tanken om, at præster og munke formidler forholdet mellem Gud og mennesker. Som øverste autoritet godkendte han kun
Bibelen som den eneste sande vej til frelsen. Bibelen burde
oversættes til modersmålene, så den kunne forstås af jævne folk, mente
Wycliffe, som selv iværksatte en engelsk oversættelse af hele Bibelen.
Angreb afladshandelen
Wycliffe opfattede romerkirken som grisk og magtbegærlig. Han ønskede nationale kirker, og at kongen skulle have ret til at beskatte kirkens ejendom og ansatte. Wycliffe var også kritisk over for hele den industri af valfarter, aflad, relikviehandel og helgendyrkelse, der var opstået.
For tidligt ude
Men kirken var endnu ikke parat til den reformation, som Wycliffe lagde op til. Hans skrifter blev fordømt både af universitetets kansler, den engelske bispeforsamling og tiggermunkeordenerne.
Man kan sige, han var heldig at dø i 1384, for havde han levet meget længere, var han givetvis blevet dømt som kætter og henrettet. På kirkemødet i Konstanz i 1415 blev en række af Wycliffes skrifter erklæret for kætterske, og i 1428 blev hans knogler gravet op og kastet på bålet.