Bibelens autoritet

Da Luther i 1521 måtte forsvare sig på Rigsdagen i Worms, sagde han, at han ikke ville tilbagekalde sine påstande, medmindre man kunne bevise, at Bibelen var imod ham. Han mente nemlig, at Bibelen alene burde være rettesnor for troen. Middelalderens katolske kirke havde derimod ophøjet paven og visse teologer fra oldkirkens tid til autoriteter på linje med Bibelen.

Luther ønskede, at alle mennesker skulle lære Bibelen at kende. Også dem, der ikke forstod latin eller græsk og hebraisk. Derfor oversatte han selv hele Bibelen til tysk.

Var ikke fundamentalist

Men at Luther tillagde Bibelen stor autoritet betyder dog ikke, at han var bibelfundamentalist i betydningen bogstav-tro. Han mente, at der var forskel på, hvor gode de bibelske skrifter var, og at man skulle bedømme de enkelte skrifter på, hvor godt de driver på Kristus, dvs. stemmer overens med kernen i Jesu forkyndelse. Der findes med andre ord skrifter, der er centrale, og skrifter, der ikke er centrale. Luther brød sig fx ikke meget om Jakobs Brev, som han kaldte et stråbrev. Han tog afstand til dette skrift, fordi han mente, at det lægger for stor vægt på vigtigheden af at gøre gode gerninger.

Romerbrevet var det vigtigste skrift

Paulus' brev til Romerne anså Luther til gengæld for at være det vigtigste skrift i Det nye Testamente. Det var ved læsning af netop Romerbrevet, det var gået op for Luther, at mennesker bliver frelst ved tro på Kristus, og ikke ved at gøre gode gerninger. Han mente, at hele Bibelens kerne kom til udtryk i dette skrift. Man kan sige, at Romerbrevet for Luther var som en suppeterning, hvor Bibelens væsentligste budskab var koncentreret.