I
1533 stod Danmark uden konge og blev regeret af Rigsrådet, som mest
bestod af katolske adelsfolk og biskopper. Både borgere og bønder var
utilfredse med Rigsrådets regering. Borgerne i København og Malmø
allierede sig derfor med hansestaden Lübeck i et forsøg på at få
Christian II genindsat som konge af Danmark. I løbet af seks uger i
sommeren 1534 underlagde lübeckernes hærfører, grev Christoffer af
Oldenburg, sig hele Sjælland og Skåne.
Københavns belejring 1535-1536 under Grevens Fejde. (Kobberstik fra 1599)
Adelsfolk foretrak Hertug Christian
Adelen i resten af landet valgte i denne trængte situation at tilbyde tronen til hertug Christian af Holsten. Hertug Christian var ellers kendt som en af de mest glødende lutherske fyrster i Nordeuropa, og han havde for længst indført reformationen i hertugdømmerne. Men de katolske adelsfolk foretrak en luthersk konge, som i det mindste ikke modarbejdede adelens interesser, frem for en borger- og bondevenlig regering under den forhadte Christian II.
Det stod nu klart, at uanset udfaldet af borgerkrigen var den katolske bispekirkes dage i Danmark talte. Men adelen kunne være sikre på, at deres magt ville blive svækket, hvis Christian II gik af med sejren.
Kong Christian III sejrede
Hertug Christians feltherre, Johan Rantzau, nedkæmpede i 1535 Skipper Clements bondehær i Nordjylland. Oprørslederne blev henrettet, og de oprørske bønder blev straffet så hårdt, at de led under det mange år frem. København overgav sig som den sidste del af landet efter et års belejring.
I august 1536 kunne Hertug Christian endelig ride ind i hovedstaden, hvor sulten og lidelserne havde sat deres eftertrykkelige præg på byen. Med Kong Christian III sejrede også Reformationen.
Læs mere
Du kan læse mere om reformationen i Danmark på Luther2017.dk
Udsnit af nadverbordsforside fra Torslunde Kirke, 1561. Billedet viser dåb, nadver og prædiken. (Foto: Nationalmuseet.)
